Socialistisk Arbejderavis
Nr. 225 – 25. februar 2004 – side 5
Frihed for palæstinenserne – hvordan?
Lene Junker
Forud for krigen mod Irak var et af Bush’s argumenter for krigen, at den skulle bringe fred og demokrati til hele Mellemøsten, især skulle der findes en varig løsning for palæstinenserne.
Som en konsekvens af dette blev ”Køreplanen for fred” underskrevet af begge parter i juni 2003 og godkendt af FN.
Det er gået med ”Køreplanen for fred” i 2003 ligesom med ”Oslo-aftalerne fra 1996”: Ingen tror længere på den. Hovedårsagen er, at de har været aftaler mellem ulige parter. Godt nok har palæstinenserne retten på deres side, men Israel har magten til hverken at overholde aftaler, de selv har underskrevet eller FN´s resolutioner.
I dag er det palæstinensiske samfund på sammenbruddets rand. 70 % af palæstinenserne lever under FN´s fattigdomsgrænse. Den israelske besættelsesmagt har ødelagt marker, veje, huse osv. Vejspærringer, udgangsforbud og militære raids forhindrer ethvert normalt civilt liv.
Alligevel forsøgte palæstinenserne at være imødekommende overfor USA og Israels krav om et regimeskift. Abu Massen og flere nye ledere, som USA og Israel syntes bedre om, dannede en ny regering. Den 1. juli 2003 underskrev palæstinensiske organisationer en ensidig våbenhvile og selvmordsbomberne ophørte.
Israel kvitterede ved at optrappe jagten på palæstinensiske ledere og fortsatte med bygge muren.
Resultatet var at Abu Massens regering opgav at regere og ”køreplanen” gled ud i sandet.
Siden har konflikten eskaleret. Israel fortsætter med at bygge muren, som ikke bare adskiller palæstinensere og israelere. Den adskiller og isolerer også palæstinenserne fra hinanden. Flere og flere stiller sig selv spørgsmålet, om en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel længere er realistisk. Også Arafat har givet udtryk for denne tvivl.
PLO-rådgiveren, Michael Tarazi forklarede det således for nylig til avisen, Information:
”Da jeg for nyligt besøgte Qalqilya, sagde en landmand, som er blevet afskåret fra sin jord af muren til mig: ”Jeg er blevet ligeglad med, om vi får en palæstinensisk stat, og om vi har vores eget flag. Jeg ønsker bare at kunne komme ud og arbejde på min jord, sende mine børn i skole, have mulighed for at komme på hospitalet og for at rejse.” Det er et meget rettighedsbaseret argument. Det er ikke længere nationalisme, der driver folk.”
Hvis målet er en fælles stat med samme rettigheder for alle, var det måske lettere for jøder og palæstinensere at finde sammen i en fælles kamp for et retfærdigt og ligeværdigt samfund.
At Israel stopper besættelsen af Gaza og Vestbredden og river muren ned er naturligvis også en forudsætning for perspektivet om en fælles stat. De krav står centralt i palæstinensernes modstandskamp og den internationale solidaritet med palæstinenserne.
Den 20. marts har den globale anti-krigsbevægelse også sat Israel’s besættelse af Gaza og Vestbredden på dagsordnen. USA’s og EU’s økonomiske støtte til Israel forhindrer palæstinenserne i at få deres frihed.
Det er endnu en vigtig grund til alle, som støtter palæstinensernes kamp for frihed, til at deltage i demonstrationerne den 20. marts.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed