Socialistisk Arbejderavis
Nr. 225 – 25. februar 2004 – side 6
Kvindekamp 2004
Ligeløn, pornoficering, seksualitet, slør, er kun et lille udpluk af de mange emner der blev diskuteret da Socialistisk Arbejderavis havde sat 3 kvinder i stævne for at diskutere kvindekamp i år 2004.
De tre er Majbrit Holm Sønderskov 16 år, Marie Aktor 25 år og Asta Land Olesen 77 år.
Marie: En af måderne at nå ud på er at tænke ud over generationerne. Vi er jo nogen der er børn af dem der kæmpede kvindekampen i 60´erne og 70´erne. For min generation er kampen ikke en del af hverdagen, som det var for min mor. Det handler om bevidsthed som en barriere. Om hvad man kan gøre på sin arbejdsplads Jeg kan godt selv kræve den samme løn som mænd. Men det er blevet en sovepude.
Når jeg tænker over det må jeg helt ind til det der skal kræves af ens arbejdsgiver og så få krævet det. Vi har jo ligeløn – eller har vi? Der skal en del mod til at kræve. Der er en beskedenhed der spærrer, men det er jo et fagforeningsarbejde der skal gøres og et opdragelsesproblem for enormt mange kvinder.
Asta: Du har ret i at vi har en anden hverdag nu. Mange kvinder bøjer af. Men da skal vi også huske at rødstrømperne gjorde et fantastisk arbejde for os- på godt og ondt. Vi nyder på mange måder godt af det endnu.
Så tænker mange: Vi har fået ligeløn – det har vi aldeles ikke! Og den beskedenhed vi taler om fører jo ikke langt.
Man må bruge sit mod og sin følelse af uretfærdighed. Det her er bimlende galt! Det du siger om bevidsthed er rigtigt.
Det hele drejer sig om bevidsthed. Vi kan godt blive ved at snakke om ligeløn, som kører folk ned ved at undervurdere dem. Men vi kan også finde andre sider af det samme.
Marie: Jeg har det sådan.: Der er kommet flere kvinder i lederstillinger. Men det er ikke særlig mange.
Det der er interessant at se er at kvindelige ledere har en tendens til at ryge ind i gamle spor. For eks. i tørklædedebatten hvor der har været nogen diskussioner om de muslimske piger og kvinder. Erfarne kvinder fra kvindekampen har kun villet se tørklædet som kvindeundertrykkende Men de muslimske kvinder har også kæmpet for deres ret til at gå klædt som de selv har lyst til – altså retten til at gå med tørklæde.
Det med hvordan kvinder er klædt er jo også interessant på andre måder. Der er jo kommet en pornoficering og sexistiske holdninger ind i billedet omkring påklædning. Og også ind i diskussionen om at kvinder ikke skal være sexobjekter, f.eks. Den kamp er vigtigere end nogensinde. En mængde kvinder er kommet på banen. De siger: Vi har ret ikke alene ret til at klæde os som vi vil, dermed også retten til at være afklædte og bruge vores seksualitet som vi vil. Og det er ret interessant, for det kommer jo til at se ud som vi har to kampe der kæmper imod hinanden.
Asta: Det allervigtigste, synes jeg er den ret til at vise vores sexualitet. Det er jo sådan vi er.
Man skal bare passe på ikke at få kampen til at blive indsnævret så det bliver helt vildt umuligt. Vi skal have den ret. Mange piger ville ikke gå med tørklæde – hvis det ikke også var fordi en masse danskere er imod det. Det er tvangen i sig selv, både med tørklædet og med påklædningen. Det er tvangen der gør det hele så tydeligt! Bare gå til mændene! De vil heller ikke tvinges. Seksualitet eller kødgryder! Sikke et valg. Vi vil ikke tvinges – snævres inde !
Marie: – Det kan man sige om begge spørgsmål. Altså retten til tørklædet eller til at gå klædt som man vil.
Asta: – Eller uden tøj!
Marie: – For mig som socialist er det meget vigtigt at lade være at være fordømmende. Eller lave forbud. Det kommer der ikke dialog ud af! Vedrørende sexificering eller pornoficering. For nogen kvinder er det måden at gå ud på, at komme ud på: At være afklædt. Man føler sig lækker og man kan nogen ting. Jeg tror det er enormt vigtigt at lade være at slå dem oven i hovedet med det, men også at tage dialogen. Hvorfor er det nødvendigt for dig at komme ud med det her budskab, også på en arbejdsplads? Men uden at fordømme eller forbyde.
Majbrit og Asta: Ja, selvfølgelig.
Asta: Men det der skete med rødstrømperne var det samme. De ville jo ikke forbyde noget men ha lov til noget. At de så ville af med nogen snærende ting, var noget de selv gjorde frivilligt.
Majbrit: – Jeg tror det vigtigste er at man respekterer folk for det de er og accepterer de er forskellige og har forskellige tøjstile. Ikke tvinge nogen til at tage tørklæde af – eller danske kvinder til at tage tøj på!
(Kæmpelatter..)
Asta: Kan vi ikke blive enige om at tvang er noget skidt! Nøgleordet er dialog. Det der irriterer mig allermest i min alder at vi har talt og talt om de samme ting i så man-ge år. F.eks. ligelønnen.
Det er så uretfærdigt. Man bliver helt rasende indeni: Samme løn for samme arbejde over det hele kan man bare ikke opnå. Det er da en svinestreg ! Jeg synes det med seksualiteten er så vigtigt at det ikke er til at komme udenom. Jeg synes derimod det bliver dumt hvis der står to kvinder på gade eller vej og råber: Du er dum, du går med slør – og den anden råber: Du er dum. Du går med ring i navlen. Hvor er vi så henne?
Marie: I det danske samfund anno 2004 er der kommet en helt ny dimension ind i kvindekampen. Der er 8% udlændinge i det danske samfund. Man kan sige at der er meget stor forskel på hvordan danske kvinder fungerer og indvandrerkvinder fungerer i det danske samfund. Det må vi tage ganske seriøst. Der er en tendens til at indvandrerkvinder bliver ”den våde avis” som visse kræfter bruger til at få nogen meget grimme stramninger ind i integrationen og indvandrerområdet. Det er forkert at sige at det ikke er noget problem ( højlydte protester!) der skal tages fat på det. Også omkring indvand-rerkvindernes rolle på arbejdsmarkedet.
Asta: Selvfølgelig har du ret. Og hvad værre er, der står nogen og hepper i det ene hjørne. Jeg vil slet ikke nedlade mig til at sige at det er mænd, det er det ikke. Begge køn i heppekoret er ret forfærdelige. Det er nogen grimme kræfter, der igen sidder med tvangen. Vi ser den mod indvandrere og vi ser den mod unge mænd. Vi ser det hele vejen igennem. Men hvis vi skal igennem det nu, så drejer det sig her om kvinderne og deres kamp – og befrielsesdag d. 8. marts. Man kan bedst befri dem ved at lade dem befri sig selv.
Det er den gamle, socialistiske tanke – det skal være deres eget værk.
Marie: Noget af det der kunne hjælpe er at socialistiske kræfter må gå ind i dialogen med indvandrerkvinderne .Vi kunne invitere dem til at gå med d. 8. marts. Der kan vi jo trække på nogen af dem der selv har demonstreret sammen med mændene mod uretfærdige ud-lændingelove og mod forbud mod tørklæder. Og sørge for at det bliver noget der fortsætter og varer ved.
Man kan jo spørge sig hvor meget kvindekamp fylder i medierne! Ikke meget – næsten slet ikke. Ja og når vi så ved ,vi er 50% af befolkningen. – Kvindekamp foregår alle de steder hvor politisk kamp foregår!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed