Socialistisk Arbejderavis
Nr. 225 – 25. februar 2004 – side 8
Marx' revolutionære ideer – at lære at se nøgternt på verden
Niels Rosendal Jensen
Karl Marx og marxismen – Niels Rosendal Jensen, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet drager her nogle af hovedpunkterne op i denne artikel. Niels Rosendal Jensen vil ligeledes holde oplæg på Antikapitalistiske Dage 2004
Situationens alvor
”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold”, således sammenfatter Marx og Engels i 1848 en udvikling, der stadig pågår, og hvis karakteristik – måske bortset fra sprogbrugen – kunne være hentet fra såkaldt moderne samtidsdiagnoser (Giddens eller Beck for blot at anføre de mest kendte).
For mere end 150 år siden annoncerede Det kommunistiske Manifest den moderne socialismes indtogsmarch. Manifestets sætninger og ord rungede med en sådan selvsikkerhed, som socialister ikke har kunnet bryste sig af de seneste 15-20 år: ”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse”. Hvis spørgsmålet dengang kunne lyde ”hvordan og hvornår”, ville dagens ditto lyde ”hvis”. I sin tid blev Manifestet læst af arbejdere og intellektuelle, der ville begribe deres verden bedre. I dag jagter et spøgelse socialisterne – marginaliseringens spøgelse.
Måske er vi øjenvidner til socialismens udtogsmarch?
Siden Marx har kapitalismen haft et troværdighedsproblem, nemlig at opfyldelse af de folkelige massers behov stødte imod kapitalismens behov for profit. Det viste sig desværre at ende anderledes end forventet. I stedet for en legitimeringskrise for kapitalismen er det primært venstrefløjens svaghed, der er blevet udstillet. Det er ikke højrefløjen, men derimod og paradoksalt nok venstrefløjen, der har ondt i troværdigheden. På et tidspunkt, hvor socialistiske ideer skulle være mere relevante end nogensinde siden verdenskrisen i 1920’erne og 1930’erne, ser det ud til, at socialismen simpelt hen ikke betyder noget. Dette historiske fravær ser ud til at være hovedindholdet af de sidste tiårs politiske historie.
Skyldes det strategiske fejltagelser, undladelsessynder, stalinistisk fascination? Næppe, på et overordnet plan må man på tværs af historiske fejltagelser, egen politisk splittelse og uformåenhed fastholde, at der er noget større på spil.
Dette større er, at abstrakte bekendelser til socialisme og kommunisme ikke svarer på tidens udfordringer. Uanset om disse svar har bestået i at ”danne eller gendanne det revolutionære parti”, ”overtage staten” eller ”udvikle en ny politisk platform”, har de ikke fænget og heller ikke i længere tid fængslet dem, de har henvendt sig til. Noget tegner til, at vi må begynde forfra. At være radikal i sin nystart vil være at begynde med rødderne, nemlig Marx’ egne tanker om socialisme og kommunisme.
Nogle hovedpunkter i marxismens bidrag
Marxismen er nært forbundet med ”den moderne tænkning”. Centrale milepæle i denne tankegang udgøres af
(1) Humanisme – mennesket er kilden til mening og værdi. Naturen derimod betragtes alene som nyttig ud fra dens nytteværdi for mennesker. Udviklingen af det menneskelige potentiale er dermed politikkens højeste mål;
(2) Individualisme – individet er både etisk og intellektuelt sat over samfundet. Mennesker har rettigheder, som regeringer må anerkende i forbindelse med politisk handling. Intellektuelt fremskridt og dermed også teknologisk-økonomisk fremskridt skabes af genier;
(3) Rationalisme – der eksisterer et menneskeligt fornufts regime i form af teoretisk og praktisk fornuft, som bevæger sig fra universelle principper til partikulære anvendelser. Fornuft og viden er magtens anti-tese, idet magten er centraliseret og repressiv:
(4) Sekulær moralisme – alene den menneskelige fornuft kan tillade moralsk handling og et moralsk samfund, såfremt den er befriet fra den religiøse dogmatismes overtro og fordomme;
(5) Progressiv historieopfattelse og fremskridt – menneskets historie udgør en progressiv bevægelse: moderne mennesker er mere humane og moralske end tidligere tiders på grundlag af offentlig brug af fornuft i regeringsrationalitet.
Om end marxismen er nært forbundet med denne tænkning, idet den selv er et barn af Oplysningstiden, er den ikke identisk med denne opfattelse, hvis milepæle eller højdepunkter er gengivet i ovenstående fem punkter.
Marx selv var i sine ’Ungdomsskrifter’ stærkt optaget af en række af ovennævnte spørgsmål. Men han blev ikke hængende i disse opfattelser. Tværtimod reviderede han løbende sine tanker. Fra de oprindelige alment-humanistiske tanker i 1841-42 bevægede han sig over sin kritik af religionen frem til en mere dialektisk og materialistisk opfattelse. Som erklæret ateist har jeg ikke befattet mig med denne kritik i de seneste mange år, men i de seneste år har jeg spekuleret over, om socialister ikke burde tage handsken op. Dæmoniseringen af islam, den sort-hvide modstilling mellem dem og os og kampen om tørklæderne viser, at kampen for de universelle menneskerettigheder tilsyneladende er indstillet og erstattet af en regulær religionskrig.
Hvad sagde Marx i grunden om religion? I efteråret 1843 præsenterede Marx sin kritik i 8 punkter, hvoraf jeg nævner et par enkelte:
Punkt 1. ”kritikken af religionen er forudsætningen for enhver kritik”
Punkt 3. ”mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket”
Punkt 4. ”staten producerer religionen, en falsk bevidsthed om verden, fordi den er en falsk verden”
Punkt 6. ”den religiøse elendighed er et udtryk for den virkelige elendighed og en protest mod den virkelige verden. .... (Religionen) er folkets opium”
Punkt 7. ”ophævelsen af religionen som folkets illusoriske lykke er forudsætningen for folkets virkelige lykke”
Punkt 8. ”kritikken af Himlen forvandler sig dermed til kritik af jorden, kritikken af religionen til kritik af retten, kritikken af teologien til kritik af politikken”.
Fra denne tidlige, primært filosofiske venstrefløjsposition (Marx som venstre-hegelianer) må man forbløffes over, at samme person 4 år senere står som forfatter til Manifestet. Vejen kan følges via Tysk-Franske Årbøger og ikke mindst ”Kritikken af Feuerbach”.
Marx påviser direkte i sine overvejelser, at individet ikke er hævet over samfundet, men derimod indbegrebet af de samfundsmæssige forhold. Det er denne grundlæggende erkendelsesgevinst, der bringer det revolutionære potentiale i den Marx’ske tænkning videre frem.
Han påviser endvidere, at mennesket ikke er kilden til al værdi. Det er menneskets arbejde, der sammen med naturen er kilde til al værdi (f.eks. ”Kritik af Gotha-programmet”). Andre steder i sine værker peger han på det økologiske problem ved lakonisk at konstatere, at kulturer efterlader ørkener.
Tager vi endelig historieopfattelsen, betragter Marx den ikke som aldeles lineær. I ”Klassekampene i Frankrig”(1850) ”Louis Bonapartes attende Brumaire” (1851-52) peger han på forholdet mellem sociale og økonomiske forhold, klasse- og massebevægelse samt personligheder og politik. I ”Til Kritikken af den politiske økonomi” (1859) udfoldes en skitse af den materialistiske historieopfattelse, baseret på grundtesen ”den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet”. Det er i forlængelse heraf, at de profetiske ord om ”der indtræder da en epoke med sociale revolutioner” forekommer.
Endelig til Marx’ hovedværk – ”Kapitalen”, hvor jeg især har forelsket mig i de indledende sætninger: ”I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en ’uhyre vareophobning’, og den enkelte vare som dens elementarform.” og ikke mindst i kapitel 24 i bind I, nemlig ”Den såkaldte oprindelige akkumulation”. Det er i denne historiske skitse, at Marx dokumenterer den brutalitet og hensynsløshed, hvormed den moderne kapitalisme og den moderne arbejderklasse blev skabt. Først jog man små bønder, forpagtere og landarbejdere fra jorden ved at inddrage jord og fællesarealer, derpå indfangede man dem som vagabonder, betlere og lignende – for på et senere tidspunkt at lade produktionens ”stumme tvang” overtage disciplineringen af arbejdere og skabelsen af en lønarbejderidentitet. Processer, der minder om forholdene for arbejdere i periferien i en globaliseret verden.
Det revolutionære perspektiv
Det var Marx’ geniale opdagelse at finde en social klasse, der kunne gøre op med al denne elendighed, nemlig proletariatet – der i dag har mere end lænkerne at tabe. Det forudsatte naturligvis erfaring, organisation og styrke i klassekampene. Marx sloges i sin tid i 1. Internationale for ” militant universalisme” (som i ”Løn, pris og profit”). I nutiden får vi sjældent øje på samme vingefang, idet de fleste faglige, sociale og politiske kampe i højere grad er udtryk for ”militant partikularisme”.
Mens højrefløjen søger at ”økonomisere det politiske” (ved at reducere hvad som helst til en økonomisk diskurs), er det venstrefløjens opgave at ”politisere det økonomiske”.
Marx bragte en stor gave til os i form af en historisk optimisme. Lenin tilføjede senere i ”Hvad må der gøres”, at ”hvis der er forbindelse mellem drømme og liv, så er alt i orden”. Denne forbindelse mellem drøm og liv har vi desværre kun oplevet i den russiske revolution og via Stalins diktatur som et veritabelt mareridt. Måske burde de russiske revolutionære have holdt sig til de af Marx fremhævede ’nøgterne’ drømme?
Niels Rosendal Jensen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed