Socialistisk Arbejderavis
Nr. 226 – 17. marts 2004 – side 6
Fogh på nedtur
Klaus B. Jensen
Meningsmålingerne er på vej ned, regeringen står til at miste magten hvis der var valg i dag. Samtidigt spirer modstanden. Fogh er gennemskuet, han vil afmontere velfærdsstaten.
Antikrigsbevægelsen var stor og var i høj grad rettet mod regeringen, men vi må ikke glemme de utallige protester der har været mod Foghs sorte og reaktionære politik.
Siden regeringen vandt valget den 20. november 2001, har der været massive protester mod regeringen og dens politik. Som en reaktion på den racistiske valgkamp blev der lynhurtigt efter valget iværksat en stor kampagne “Fredag mod fremmedfrygt” der kulminerede med en 20.000 mand stor demonstration på Rådhuspladsen i København.
Eksplosion i strejkedage
Antallet af strejkedage eksploderede også kraftigt efter valget. Statistikken viser et tydeligt billede af utilfredsheden med Foghs sorte og reaktionære politik. I 2002 blev der strejket i 193.600 dage, hvilket er markant flere end i 2001, hvor der til sammenligning kun blev strejket 59.500 dage. Ikke siden storkonflikten i 1998 har der været så mange strejkedage. De overenskomststridige stridige strejker var bl.a. rettet mod deltidsloven, men de, der strejkede mest, var de ansatte inden for stat, amt og kommune, som en direkte følge af efterårets budgetkampe.
De studerende har også været særdeles aktive i kampen mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Siden valget har der været adskillige store uddannelsesdemonstrationer, og udtrykket er blevet mere og mere radikalt og i højere grad rettet mod regeringen, senest så vi gym-nasiebesættelser mod flere elever i klassen i efteråret 2003. Noget nyt, som Fogh godt kan tage en del af æren for var, at elever, studerende, fagforeninger, miljøorganisationer, kunstnere m.fl. gik i fælles front mod regeringens finanslov den 20. marts 2002, op mod 20.000 demonstrerede i København, Odense og Århus og bl.a. nedlagde arbejderne på Lindø-værftet arbejdet.
Vi har set protester mod prisstigningerne på den offentlige trafik, mod lukningen af Christiania, mod krigen i Irak, mod tørklædeforbud og meget meget mere.
Foghs nedtur
Regeringens ministre står nærmest på række for at få afklapsninger i medierne, og Anders Fogh Rasmussen er ingen undtagelse. Selv i borgelige medier som Berlingske Tidende kan man læse om Foghs nedtur.
Ofte handler det om, hvor dårlig Fogh og hans ministre er til at håndtere forskellige opgaver, eller hvor dårlige de er til at udvælge mærkesager. Fogh kritiseres for at være for mediestyret, store dele af befolkningen mener at regeringens spin-doktorer har for meget indflydelse, og Fogh kommer på den måde til at fremstå som utroværdig. Spørgsmålet er dog om det er spin-doktorer, mærkesagerne eller håndteringen af forskellige opgaver der er årsagen til Fogh's dårlige meningsmålinger – eller om befolkningen i virkeligheden har gennemskuet regeringens afmontering af velfærdsstaten.
Noget for nogen
Med de massive protester, regeringens sorte politik har affødt, er der efterhånden ingen der er i tvivl om at Foghs politiske ideologier som “pisk og gulerod” og “noget for noget” – for i virkeligheden er der ikke gulerødder til alle, og at der kun er “noget for nogen”, nemlig dem der har rigeligt i forvejen. Skattestoppet giver kun peanuts til langt størstedelen af befolkningen, og de peanuts ædes op af stigninger på f.eks. den offentlige trafik eller forhøjet brugerbetaling i dagsins-ttuioner. De der tjener bedst på Foghs skattestop er erhvervslivet og den lille procentdel af befolkningen, der tjener rigtig mange penge.
Fogh er gennemskuet
Befolkningen har gennemskuet Foghs politik, og vi gider ikke Lomborgs økonomiske vurderinger, der ikke gavner miljøet. Vi er ikke interesseret i at sælge våben til et land som Kina, der ser stort på menneskerettigheder, vi finder os ikke i at der bliver skåret på ulandsbistanden eller at den offentlige velfærd bliver forringet. Vi synes ikke det er fedt, at store selskaber som TDC får lov til at snyde i skat eller at Danmarks undergrund sælges til spotpriser og vi gider slet ikke at Danmark skal være et krigsførende land, hvor udgifterne til militær stiger og stiger, mens alt andet beskæres.
Med det billede kan man godt forstå at Fogh står så svagt i dag, faktisk burde han stå endnu svagere. Venstrefløjen har ikke formået at skabe en slagkraftig opposition der har kunnet manifestere sig som alternativ til regeringen. På trods af Foghs åbenlyse favorisering af erhvervslivet og asociale og racistiske velfærdspolitik, har venstrefløjen ikke rettet skytset direkte mod hovedskurken Fogh og kørt massive kampagner. Men modstanden er der jo, antallet af protester mod regeringen har været massive, og forhåbentligt kan en storkonflikt være med til at vippe Fogh af pinden og tvinge en ny regering til at forholde sig til flertallet i befolkningen og ikke løbe efter Dansk Industris anbefalinger.
Billedtekster:
Fredag mod fremmedfrygt, 25.000 var på gaden mod regeringens racistiske politik
Gymnasieelever på barrikaderne, billedet er fra en af de mange demonstrationern i efteråret 2003.
Antallet af strejkedage er steget markant efter regeringen er kommet til. På billedet demonstreres for bedre løn.
“Gå af Fjogh”, fra Bevar Christiania-demonstrationen 30 august, 2003. Demonstrationen var i høj grad rettet mod regeringen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed