Socialistisk Arbejderavis
Nr. 227 – 7. april 2004 – side 5
Kosova
Det "gode" eksempel
Ida H. Jakobsen
FN’s indsats i Kosova bruges skamløst som det gode eksempel i legitimeringen af “den internationale indsats“ i Irak. Men hvad skete der egentlig med det gode eksempel?
Kun et par dage før 5-årsdagen for starten på Nato’s bombardementer af Serbien og Kosova i 1999, brød blodige uroligheder igen ud i Kosova. Flere dages uroligheder efterlod 28 døde serbere, 600 sårede og 4000 hjemløse. Der blev stukket ild i 30 serbisk ortodokse kirker og 360 serbiske hjem, og seks serbiske landsbyer blev raseret. Det var de værste voldshandlinger siden Nato bombede Milosevics’ serbiske hær ud af Kosova i 1999. De 11 uger lange ”humanitære bombardementer” af Serbien og Kosova i 1999 startede under påskud af, at standse den serbiske undertrykkelse og udrensning af etniske albanere i Kosova-provinsen. Igennem længere tid havde serbiske soldater dræbt og tvunget tusinder af kosova-albanere på flugt. Og på den anden side, havde nationalistiske kosova-albanske organisationer angrebet serbere i Kosova. Men med Nato’s bombardementer eskalerede omfanget af den etniske udrensning. To uger efter krigens start var antallet af mennesker på flugt 20 gange højere end før krigen. Og antallet af døde var mangedoblet. Og oveni dette kom de tusinder af civile ofre for Natos bomber. Under krigen var ”fejlbombninger” mere regelen end undtagelsen, med konstaterede bombninger af serbiske skofabrik-ker, hospitaler, flygtninge-konvojer, skoler – og af den kinesiske ambassade. Kosovas befrielseshær, UCK, der under den serbiske besættelse havde organiseret kosova-albanernes modstand, blev NATO’s allierede under krigen. Ved krigens slutning fordrev UCK to tredjedele af den serbiske befolkning i Kosova – med Natos stiltiende accept. I dag lever 500.000 serbiske flygtninge i Serbien – Europas største, og måske mest uomtalte, flygt-ningegruppe.
De samme magthavere, der for fem år siden forsøgte at dække deres klyngebomber, bombardementer og drab på tusinder af civile serbere og kosova-albanere under det kvalmende begreb ”humanitær intervention”, står i dag med et forklaringsproblem ovenpå den konflikt de selv har været med til at eskalere og fastholde.
Den ”fredsaftale”, der blev lavet i 1999, er konstrueret til at fastholde konflikten, og urolighederne i dag er en direkte konsekvens af denne.
”Fredsløsningen” var, at dele provinsen op i etniske enklaver, og sikre adskillelsen af disse gennem tilstedeværelsen af internationale styrker under FN-flag. Den etniske adskillelse er også blevet fastholdt politisk, bl.a. ved at opdele hvem der kan stemme på hvilke kandidater til politiske poster, efter etniske oprindelse. Konflikten er også – ikke mindst – eskaleret af den sociale nød der præger regionen: i Kosova er der 50 % arbejdsløshed, og den er mest udtalt hos unge mennesker. I en sådan situation er det let spil for de nationalistiske ledere at få opbakning til at ramme et udsat mindretal med hetz og forfølgelse.
Den eneste ”løsning” vores magthavere har kunnet kom-me op med i dag er, at sende flere styrker til området – en løsning der kun vil forværre konflikten. Ikke en særlig bevendt løsning for dem der bor i området, men meget bevendt for de vestlige magthavere, der for enhver pris ikke vil opgive kontrollen over Balkan, med dets strategiske betydning, og vigtige beliggenhed i forhold til transport af vigtige olieressourcer.
På trods af 11 ugers ødelæggende Nato-bombardementer, der fysisk ødelagde store dele af den serbiske opposition til Milosevics’ regime, og ideologisk skaffede Milosevics større opbakning, så lykkedes det den serbiske opposition at rejse sig igen ovenpå krigen. I 2000 væltede serbiske studenter og arbejdere Milose-vics regime, gennem militante strejker, og en massiv folkelig opstand. Den serbiske arbejderklasse gjorde, hvad titusinder af tons Nato-bomber ikke kunne gøre.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe