Socialistisk Arbejderavis
Nr. 227 – 7. april 2004 – side 5
USA set fra neden
"Hæren gjorde os til dræbermaskiner"
En amerikansk sergent forklarer, hvorfor han er en del af den voksende gruppe soldater, der nægter at kæmpe i Irak.
Det mareridt som besættelsen af Irak fortsætter med at være, får amerikanske soldater til at gøre oprør mod deres lederes planer. Omkring 600 amerikanske soldater er udeblevet uden orlov fra krigen. Den amerikanske stabssergent Camilo Mejia nægtede i sidste uge at fortsætte med at kæmpe i Irak. Den 28-årige Camilo siger: ”Jeg siger nej til krigen. Det er en krig for olie, baseret på løgne. Jeg tog til Irak og blev et voldsinstrument, og nu har jeg besluttet mig for at blive et fredsinstrument. Irakerne vil ikke have os. Vi har ikke lyst til at være der. Vi bliver dræbt der“.
“Jeg er ikke kriminel og har ikke forbrudt mig. Jeg løber ikke fra noget. Men jeg så at medaljer, hæder og at sende det rigtige budskab, har været vigtigere end nogle få soldaters liv. Da jeg med mine egne øjne så, hvad krig gør med folk, skete der en fuldstændig forandring inde i mig. Jeg har været vidne til lidelser i et folk, hvis land er i ruiner og som nu er yderligere ydmyget af razziaer, patruljering og udgangsforbud, pålagt dem af en besættelseshær. Mine erfaringer har forandret mig for evigt, hvad krigen angår. En af vores soldater skød en lille dreng, som gik med en AK-47 riffel.“
“De to andre børn som var med ham, løb væk, da den sårede dreng begyndte at kravle væk for at redde livet. Et ekstra skud fik stoppet ham, men han levede endnu. Da en iraker prøvede at tage ham med til et civilt hospital kom hærens læger og fjernede ham fra drengen for at tage ham med til et af hærens hospitaler. Der nægtede man ham behandling fordi en anden afdeling skulle tage sig af vores afdelings sårede. En tredje afdeling nægtede at behandle drengen.“
“Han døde. Det er en af de ting der fortæller mig, at der ikke findes noget, man kan kalde en retfærdig krig.“
“Jeg har også fundet ud af, at dødsangst har evnen til at forandre soldater til dræbermaskiner. I et kampmiljø bliver det næsten umuligt at tænke over kun at handle i selvforsvar eller kun gøre det nødvendige for at standse et angreb. Da jeg kom hjem i oktober 2003 fik jeg lejlighed til at samle mine tanker og til at lytte til min samvittighed.“
“Folk, der spurgte mig om hvad jeg havde oplevet, fik mig til at genopleve alle rædslerne, når jeg skulle fortælle om det hele: Dengang jeg så en ung iraker blive trukket gennem en pøl af sit eget blod. Da jeg så en mand,der kom kørende, blive halshugget af vores maskingevær ild, og da min ven skød et barn i brystet. Du gør dig selv utroligt sårbar ved at gøre de samme ting om og om igen. Vi blev grundlæggende brugt som madding. De gjorde alt for at sætte os i livsfare og stik imod militærdoktriner for at starte kampsituationer. Alt dette kunne have været undgået ved at gøre det, vi havde lært skulle gøres og følge de sædvanlige procedurer. Dette blev ikke gjort, men i stedet handlede det om at soldaterne kunne vinde medaljer. Det kom til at dreje sig om ambitioner.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed