Socialistisk Arbejderavis
Nr. 228 – 27. april 2004 – side 2
Kongehuset: Degenerede parasitter i pomp og pragt
– På vores regning
Jan Hoby
Det orgie af patriotisk pomp og pragt som omgiver det kongelige bryllup, udstiller én gang for alle Kongehusets rolle i at sikre ideologisk, politisk og nationalistisk stabilitet for den Danske stat og den Danske kapital.
“En prins af tiden”, en nærmest mytologisk og overmenneskelig person, som alle naragtige mediefolk og latterlige kendisser vil ses sammen med.
For den herskende klasses ideologi repræsenterer og symboliserer monarkiet det danske folks enhed, – konstrueret og forbundet gennem nationalstaten og nationalfølelsen. En enhed der rejser sig over alle former for skel, ikke mindst klasseskel.
Så i den herskende klasses optik er den øgede ulighed, de permanente modsætninger mellem arbejderklassen og arbejdsgiverne og Anders Fogh og Mogens Lykketofts udvekslinger af politiske fornærmelser, mindre betydningsfulde, set i forhold til den grundlæggende interesse alle danskere har som medlemmer af den imaginære familie, kaldet Kongeriget Danmark! Det er det, magthaverne forsøger at få os til at tro.
Så, til trods for Anders Foghs tale om “modernisering” af velfærdsstaten, realiseret gennem udlicitering, privatisering, nedskæringer og brutalisering af alle offentlige arbejdspladser, så er der èn institution som forbliver urørt, og det er selve monarkiet.
Selvfølgelig opstår der engang i mellem små kriser som giver ridser i lakken, f.eks når den samlede kongefamilie ikke mener at færdselsregler gælder dem. Men selv i et land som Storbritannien, hvor Kongehuset blev kastet ud i dets værste krise i forbindelse med Diana Spencers død i 1998, var den eneste “modernisering” der fulgte at gøre deres mediefremtoning mere folkelig.
Kongehusets ideologiske betydning for den herskende klasse ses tydeligt i mediernes dækning af deres liv og gerninger. For hver gang der har været optræk til uro om monarkiets eksistensberettigelse, så har den samlede presse stillet op som Kongehusets vagthunde.
Historisk har Kongehuset altid haft en moral der ville få de syv dødssynder til at ligne reglerne for et nonnekloster. Næsten samtlige tidligere konger har haft en eller flere dronninger, nogle endda på samme tid, ligesom det var både velkendt og accepteret, at kongerne var “gift til venstre hånd” som det hed.
Den joviale overklassedreng Kronprinsen, der aldrig har lavet et stykke ærligt arbejde, bliver fremstillet som “En prins af tiden”, en nærmeste mytologisk og overmenneskelig person, som alle naragtige mediefolk og latterlige kendisser vil ses sammen med.
“Hvis kronprins Frederik ikke var uddannet til netop sit kommende job som Danmarks kongelige overhoved, vil han være enhver headhunters drøm til en absolut topstilling i det private erhvervsliv med sine fantastiske uddannelser og menneskelige egenskaber.” (Ekstra Bladet den 17. maj 1998)
For Konge, Profit og Fædreland
Udover mediehelvede, hvor TV2 og DR har gjort deres egen dækning af det kongelige bryllup til en større begivenhed end selve bryllup-pet, så viser brylluppet også hvor tæt forbundet monarkiet er med kapitalen og den politiske magt, og hvor indbyrdes afhængig de er af hinanden. Men brylluppet viser også, at der er mere end råd til velfærd i Danmark. Alle firmaer forsøger at skabe ekstra profit på brylluppet, ved at sælge alle mulige ting som ingen har brug for.
Store eksportfirmaer forsøger, med brylluppet som kulisse, at øge deres markedsandele. Staten bruger millioner på at give de statsansatte fri, og Københavns Kommune bruger 7,5 millioner. Der er sat en million af til rengøring af byen og en million til blomsterudsmykning på byens mest centrale steder, så byen tager sig pænt ud, når alverdens kameralinser retter sig mod den danske hovedstad.
For byens borgere bliver der opstillet storskærme, hvor man kan følge brylluppet. Til det er der afsat 250.000 kroner. Der er budgetteret med 362.000 kroner til en udklædningsfest for alle børn i Storkøbenhavn, hvor temaet bliver det royale univers. Hvor meget selve gaven fra københavnerne kommer til at koste fremgår ikke tydeligt. Men i puljen til uforudsete udgifter og gave er der sat næsten to millioner af.
Samtidig er der ikke råd til ordentlige forhold for børn og unge og det pædagogiske personale i København. Men Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen håber vel, at han for vores skattepenge kan købe sig til en valgperiode som Bykonge.
Det koster mere end 200 millioner kr. om året at holde Danmarks dyreste bistandsklinter ved hus og penge. Derudover skal alle arbejdere over deres skatter betale 120 millioner kr. for istandsættelsen af Frederik og Marys nye domicil, mens tusindvis af borgere ikke kan få en bolig.
Er venstrefløjen blevet monarkister?
Så midt i hele denne kollektive hjerneblødning og massepsykose, som medierne forsøger at tvinge os ind i, skulle man tro at venstrefløjen og fagbevægelsens ledelse ville skabe en modbevægelse imod det royale cirkus. Men venstrefløjen og fag-bevægelsens ledelse forholder sig tavse. De kræver ikke afskaffelse af monarkiet eller at pengene der bruges på monarkiet og brylluppet skal bruges på velfærd. I stedet deltager SF'erne som latterlige og ynkelige legitimister for Monarkiet.
Det er umuligt at forsvare monarkiet ud fra nogen som helst normale demokratiske standarder. Og det er umuligt at være socialist og ikke være anti-royalist og dermed republikaner. At kræve monarkiet afskaffet er ikke abstrakt propaganda, men et vigtigt argument i kampen for det mest demokratiske system, – nemlig arbejdermagt!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed