Socialistisk Arbejderavis
Nr. 228 – 27. april 2004 – side 5
Sydafrika 10 år efter apartheid
Stadigvæk store klasseskel
Trevor Ngwane
Da sydafrikanerne i slutningen af april gik til stemme-urnerne, markerede det tiåret for ophævelsen af det forhadte Apartheid-system. Trevor Ngwane, en sydafrikansk antikapitalistisk aktivist, beskriver problemerne og modstanden i det sydafrikanske samfund i dag.
ANC’s valgsprog ”En masse er blevet gjort, og en masse står tilbage at gøres” er måske årtiets underdrivelse! Arbejdsløsheden er over 40%, og blandt enkelte grupper – kvinder, ungdom og landbefolkningen – er arbejdsløsheden helt oppe på utrolige 70%.
Som i USA, er Sydafrikas rate af fængslinger 1 ud af 4000 personer. Dermed sendes flere unge, sorte arbejdere i fængsel end på universitetet. Det højeste antal af mennesker med HIV/AIDS er i Sydafrika. Ti millioner mennesker har ikke rigtige huse at leve i, men bor i faldefærdige slum-skure. Mens virksomheder fyrer hundredtusinder af arbejdere, og regeringen udliciterer tusinder af offentlige stillinger til usikker privat drift, er der opstået et lille mindretal af stinkende rige sorte mennesker.
Alle de firmaer der tjente penge på Apartheid, er i dag rykket udenlands – eller deres penge er i hvert fald. Da Telkom blev noteret på New York-børsen var det tusinder af telearbejdere, der betalte prisen. Siden ANC kom til magten, er selskabsskatten faldet fra 49 % til under 30 %. Mens de offentlige udgifter til uddannelse, sundhed og andre velfærdsområder er stagneret siden 1995, griner de sydafrikanske kapitalister – hvide som sorte – hele vejen til banken.
Ved at omfavne nyliberal, kapitalistisk ideologi, og forlade den arbejderklassepolitik, de viste under kampen mod apartheid, har ANCs lederskab givet magten til en lille gruppe kapitalister i landet.
Det er ikke underligt, at der i Sydafrika er opstået en lille, men stærk bevægelse imod nyliberalisme. Folk udnytter fuldt ud de nye demokratiske rettigheder, de vandt mod Apartheid. Arbejdere organiserer sig selv imod firmaernes afbrydelser af el og vand, imod tvangsforflytninger, imod at folk sættes på gaden, og imod regeringens fejlslagne politik for at stoppe udbredelsen af HIV/AIDS. For nyligt samledes flere sociale bevægelser i det fælles Social Movements Indaba, hvor de sammen vil organisere sig omkring langsigtet solidaritet og enhed mod de stadige angreb på arbejderklassen.
Ved parlamentsvalget i april vandt ANC, bl.a. fordi landets største fagforbund stadigvæk har forbindelser til ANC, og opfordrede sine medlemmer til at stemme på ANC. Men der var uden tvivl mange arbejdere, der undlod at stemme i skuffelse over ANC, og i mangelen af et synligt alternativ. Og selv mange af dem, der stemte på ANC, gjorde det modvilligt. Hvad der er brug for i Sydafrika er et alternativ til ANC – et parti der kan organisere de titusinder af antikapitalister og arbejdere, der i dag kæmper imod cheferne og ANC’s nyliberale politik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed