Socialistisk Arbejderavis
Nr. 228 – 27. april 2004 – side 9
EM i fodbold og OL
Sport for legens og fællesskabets skyld
Jakob L. Krogh
Under sommerens EM i fodbold og OL vil de danske idrætsudøvere igen blive spændt for den nationalistiske vogn. Når landsholdet løber på banen, får vi andre mulighed for at stå foran en storskærm og synge nationalsang, klappe og råbe Danmark i kor. Hvis ikke det kan give en fællesskabsfølelse, hvad kan så?
Problemet med fællesskabet under en landskamp er, at vi let identificerer os mere med Danmark, den danske stat og med den kapitalistiske virksomhed, der er sponsor på spillernes trøje, end med den arbejder, der står ved siden af os og synger.
Politikerne ved det og ønsker at fremme det. Derfor giver kulturministeriet 75,3 mil kr. til Team Danmark – penge der udelukkende går til eliten.
Virksomhederne ved det. Fx siger Ole Kjeldgaard, marketingschef for OK: ”Reklamer får desværre tit folk til at zappe væk, men med bandereklamer bliver vi eksponeret for et ”positivt” publikum – vi bliver en del af oplevelsen, det giver en goodwill og sympati, som i sidste ende er afgørende for om forbrugerne vælger os”.
Den store underholdnings- og reklameværdi har gjort de store sportsbegivenheder til en af de vigtigste konkurrence-barometre for de mange nye TV-kanaler. Rettighederne til TV-transmissioner fra EM i fodbold blev i 1980, to år efter indførelsen af professionel fodbold i Danmark og før satellit-TV, solgt for 15 mill. kr. Rettighederne til dette års EM blev solgt for 3.700 mill. kr.
Andre sportsgrene er begyndt at ændre spillets regler og spillernes påklædning for at få del i TV-millionerne. Fx har det internationale volleyball-forbund indført running score, man kan nu også vinde point når det andet hold server. Derfor kan sættene afvikles hurtigere og på en mere forudsigelig tid, så der bliver plads til flere reklamer mellem sættene og volleyball bliver nemmere at programsætte. Ud over at virksomhedernes behov for reklamer får lov til at styre reglerne, skal de kvindelige volleyball-spillere nu også gøres til sexsymboler. Det internationale volleyball forbund stiller krav om, at kvindelige spillere skal spille i minimale shorts og stramtsiddende små trøjer.
De 75,3 mil kr., der gives i støtte til Team Danmark pr. år, kunne finansiere bygningen af flere idrætshaller. Det ville betyde at der blev bedre muligheder for at dyrke holdsport i Danmark, og dårligere muligheder for at se den danske elite vinde guld til OL, og begejstres i en nationalistisk rus. For bredde-idrætten ville det hjælpe med et politisk indgreb, der for det første stillede krav til alle TV-kanaler om at leve op til nogle public service-kriterier og at sende andet end konkurrencesport. For det andet ville det være en enorm gevinst, hvis man fastsatte prisen på sportsbegivenheder, som fx OL og EM, så den kom til at svare til produktionsomkostningerne.
Det ville betyde at små sportsgrene som volleyball ikke ville gøre de kvindelige udøvere til sexsymboler for at tiltrække TV-kronerne. Og det ville betyde at fokus også i tv sport blev flytte fra konkurrence hen imod leg og fællesskab.
De bedre muligheder for at dyrke holdidræt, sammen med den øgede fokus på legen og fælleskabet, ville være med til at lokke mange ud af motionscentrene, så de både kunne nyde legen og fællesskabet i sporten og samtidig holde sig sunde og komme til at se godt ud.
Billedtekst:
Det internationale volleyball-forbund har indført dresscode for kvindelige spillere
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed