Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 230 – 16. juni 2004 – side 2

Europa-parlamentsvalg

Nederlag til nyliberalistiske regeringer

Jakob Nerup

Man får ikke mange stemmer, hvis man går til valg på regeringens resultater og politik. I samtlige Europæiske lande er regeringerne blevet straffet med valgnederlag ved valget til EU-parlamentet 13. juni.

155 millioner vælgere i de 25 EU-lande gik til stemmeboksen. De gav de borgerlige 45 % af stemmerne, Socialdemokraterne 30 og venstrefløjen 5.3 %, mens de grønne fik 4,7 %.
Regeringernes nyliberalistiske politik med nedskæringer på velfærden, privatisering af det offentlige og begunstigelse af rige giver bagslag. Uanset om du er socialdemokrat, liberal eller konservativ har de siddende regeringer måtte inkassere en lussing, fordi vælgerne kikker til det store oppositionsparti. Store socialdemokratiske partier i Tyskland, England og Polen har tabt stort, mens store borgerlige partier i Frankrig, Italien og Tjekkiet har oplevet det samme.
Vinderne er de store oppositionspartier og socialdemokraterne i Italien, Spanien, Frankrig og Danmark er gået stærkt frem, selvom de alle har prøvet at lide store nederlag i valg til deres nationale parlamenter, efter at have været regeringspartier og ført an i nyliberalistiske angreb på velfærden for blot få år siden. Danske Poul Nyrup er et lysende eksempel. Til valget i 2001 blev han straffet for at lade det danske socialdemokrati angribe velfærden. Nu er han blevet den store sejrherre på at sælge sig selv på tryghed og humanisme i Europa.

Rundt om i Europa har venstrefløjen fået mange nederlag og få sejre. Kun i Italien er der fremgang til Rifondazione og til PDS i Tyskland. I Spanien, Grækenland og i særlig grad Frankrig er de gået tilbage. Valgalliancen af Ligue Communiste Revolutionaire (LCR) og Lutte Ouvriere, som fik 10 % af stemmer til det sidste præsidentvalg i Frankrig, har mistet alle deres 4 mandater i EU-parlamentet. Forklaringen skal findes i deres manglende sammenkædning af den sociale kamp med antikrigsbevægelsen og den antiracistiske kamp. Deres alternativ samlede ikke den brede protest og ønsket om en anden vej.

I England var den nye koalition Respect lige ved og næsten at få valgt George Galloway fra anti-krigsbevægelsen. Respect fik lidt over 250.000 stemmer. Det lykkedes ikke at skabe den stemmemæssige opbakning, som antikrigsbevægelsen havde i gaderne, hvor op til 2 millioner demonstrerede mod Blair’s krig sidste år. I stedet fik nationalistiske EU-modstandere fra højrefløjen næsten hver sjette stemme og nazisterne fra British National Party 800.000.
For den europæiske venstrefløj må det give stof til eftertanke om, hvordan de millionstore mobiliseringer mod krig og nedskæringer, den voksende bevægelse og søgningen mod alternativer til kapitalismen også får et radikalt parlamentarisk udtryk. Det samme spørgsmål rejser sig i Danmark.
Nederlag i Danmark

I Danmark udtrykkes protesten i støtte til Nyrup. Et alternativ til venstre som kombinerer den sociale protest med perspektiver for en anden verden kunne man ikke stemme på. Hverken Junibevægelsen eller Folkebevægelsen ville meget mere end at sige Øv EU. Hvor var kanten mod Fogh, krigen og nedskæringerne? Hvor var solidariteten med flygtningene, de fattige og de sultende ude i verden? Hvor var ønsket om et alternativ til de multinationales Europa? Når de to bevægelser alene fokuserer på EU som struktur og alternativet alene det danske, så giver de hverken svar eller perspektiver til protesten.

Det har heller ikke bidraget til alternativet at al valgkamp er billeder af kandidaterne, frem for symboler og slogans der rammer stemningen og protesten i det store mindretal, som ønsker alternativer. Selvfølgelig er det fortsat et vigtigt mindretal, når et par hundrede tusind stemmer på lister, som på trods af deres nationalisme er befolket af venstreorienterede. Lægger vi SF’s stemmer oveni sammen med en del af de socialdemokratiske stemmer, så er der mindst ½ million potentielle vælgere. Det er denne ½ million som den danske venstrefløj skal forholde sig til.
Enhedslisten er i begge bevægelser og den afgørende politiske faktor på den danske venstrefløj.

Skal alternativet til de multinationales EU være nationalistisk eller antikapitalistisk? Enhedslisten har hidtil indgået en slags internt kompromis mellem internationalister og nationalister, mellem reformister og revolutionære, mellem parlamentarikere og aktivister. Denne linie må siges af have lidt nederlag, fordi den ikke viser nogen vej og heller ikke har løftet junibevægelsen og Folkebevægelsen, selvom der har været mange Enhedslistefolk opstillet.

Som i de andre europæiske lande må Enhedslisten stille sig spørgsmålet – hvordan omsætter vi de manges utilfredshed med krig og nyliberalisme i et parlamentarisk alternativ? Det første skridt er at formulere protesten politisk, så folk kan genkende sig selv. Det må entydigt betyde et farvel til folkebevægelsens nationale politik.

Dernæst skal man forbinde sig med de bevægelser og organiseringer, som udtrykker protesterne. Det betyder, at man må opgive de kunstige skodder mellem politik og bevægelser og mellem de forskellige bevægelser indbyrdes. Helt konkret må venstrefløjen til at føre valgkamp i studieorganisationer, bevægelser og fagforeninger.

Slutteligt må Enhedslisten stille sig selv spørgsmålet om, hvem der skal tage initiativet? Folkebevægelsen og Junibevægelsen vil i sagens natur fortsætte med at sige Øv EU, fordi det er deres eksistensberettigelse. Men det er ikke Enhedslistens. De er det politiske kit. som holder liv i de to bevægelser mellem afstemningerne. Derfor er det også Enhedslisten som skal tage skridtet til at opbygge et alternativ, hvor aktivister, socialister, antikapitalister og indvandrere forenes.
Jo før jo bedre. Der venter en kampagne og afstemning mod Fogh og de multinationales EU-traktat, som kan styrke venstrefløjen – hvis venstrefløjen altså vil.

Flere artikler fra nr. 230

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2509 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside