Socialistisk Arbejderavis
Nr. 23 – Oktober 1986 – side 2
Efter SiD-kongres
Er tropperne klar til overenskomsten?
Michael Mogensen
SiD’s kongres i september blev fulgt med stor opmærksomhed på venstrefløjen. Folk, der håbede på beslutninger, som kunne styrke kampen mod regering og arbejdsgivere, er blevet sørgeligt skuffede. Til gengæld har folk med hang til store armbevægelser og ideer om et kommende arbejderflertal fuldt ud fået deres lyst styret.
Blandt SiD-medlemmer er der bred utilfredshed med den krisepolitik, som har ramt dem specielt hårdt. Den har sammen med flere strejker og en traditionel militans inden for flere faggrupper i SiD tvunget forbundsledelsen til at have en venstredrejet profil.
Kongressen
Men profilen forhindrer ikke total passivitet eller direkte sabotage når forbundet kunne have støttet sine medlemmer: Danfoss-strejken, Påskestrejkerne, strejken på Oliemøllen, Renovadan – og listen er endnu længere. Det skyldes ikke, at bureaukraterne er onde eller uduelige, men at medlemmernes kamp truer det klassesamarbejde, der er fagtoppens levebrød også i SiD.
Denne linje har kongressen fulgt godt op. Samtidig med, at man beslutter, at fredspligten i hovedaftalen må betragtes som ophævet ved et regeringsindgreb i næste overenskomst, afviser man at åbne strejkekasserne. Flotte ord uden skygge af handling.
Et forslag om at udbetale en milliard kroner fra forbundets konfliktfond til lokale fonde blev også afvist, Andre forslag som kunne styrke medlemmernes egen kamp og aktivitet led samme skæbne. Det gjaldt forslaget om en kampagne for 35 timers arbejdsuge og forslaget om vetoret for landsklubberne under overenskomstforhandlingerne.
Arbejderflertallet
Til gengæld kom SF og DKP ind i varmen og blev lovet økonomisk støtte fra forbundet. Godt nok var Hardy i tvivl om, hvorvidt SF kunne klare “manddomsprøven”, når de for alvor skal “arbejde”. Men kongressen besluttede ud fra et ønske om enhed og styrkelse af et alternativ til Schlüter at bevilge pengene.
Det bekymrede desværre ikke kongressen, at SF for at etablere dette ansvarlige “alternativ” har holdt brandudsalg af deres politik og dermed SiD-medlemmernes interesser. Et udsalg som både SF og DKP fortsatte bravt under kongressen. SF’eren Ejnar Larsen trak et forslag om nej til dispensationer for blandt andet elværker under en kommende konflikt og DKP’eren Ole Sohn trak et forslag om at hive LO's dommere ud af arbejdsretten.
Selv da Hardy midt under kongressen udtalte til pressen, at regeringsindgreb og indkomstpolitik kun er forbudt under en borgerlig regering og ikke en arbejderregering, kom der ingen reaktion.
“Realismen” over for en kommende arbejderregering betød også, at kravet om fuld lønkompensation ved 35 timers ugen, sådan som kongressen vedtog i 1983, blev erstattet af såkaldt “solidarisk” lønkompensation. Dyrtidsreguleringen skal heller ikke genindføres. I stedet skal normallønsområdet og de offentligt ansatte have en “lønudviklingsgaranti”. Billigere krav, som selvfølgelig også splitter overenskomstkampen.
Styrken på gulvet
Kun ganske få delegerede på kongressen pegede på et andet alternativ end “SF under åget”. Den enlige IS’er på kongressen, Arne Lorenzen var en af dem: “Der hvor styrken ligger er ude på arbejdspladserne. Det er stærke klubber. Det er i at have en stærk organisation på gulvplan, og vi skal uanset hvilken regering, der kommer, fastholde de oprindelige krav.”
I fagforeninger, klubber og på arbejdspladser er det i dag centralt at tage den diskussion. Vi taber overenskomstkampen, hvis vi hænger vores hat på en arbejderregering i stedet for at udvikle og bruge den styrke, der ligger på arbejdspladserne.
Derfor skal alle strejker have al den støtte, der kan organiseres. Lige nu gælder det stilladsarbejderne i Næstved, der på 2. måned slås for 10 kr. mere i timen. De er med til at styrke troen på, at vi selv kan udfordre arbejdsgiverne og regeringen.
Det er specielt vigtigt, fordi overenskomstforhandlingerne bliver decentrale, hvor enkelte store grupper kan komme isoleret i kamp som i 1981. For på trods af Hardys og andre bureaukraters faste greb om sagerne, er utilfredsheden stor.
Derfor skal solidaritetsarbejdet allerede nu forberedes på efterårets generalforsamlinger. Der skal indkaldes medlemsmøder, så snart mæglingsforslagene ligger på bordet eller når andre grupper går i konflikt.
Billedtekst:
SiD truer med strejkevåbenet ved næste overenskomst, men strejkekasserne forbliver lukkede. Flotte ord men ingen handling.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed