Socialistisk Arbejderavis
Nr. 231 – 3. august 2004 – side 6
Fanget mellem stenhårde vilkår
Simon Assaf
Yasser Arafat kom som palæstinensisk autoritet i dyb krise forrige weekend . Israels leder, Ariel Sharon følger en politisk kurs som ensidigt er rettet hen imod tilbagetrækkelse fra Gazastriben.
Det har ført til, at stedet har været afskåret fra omgivelserne i flere måneder. Men Israel vil stadig kontrollere Gazas grænser, handelen og arbejdslivet. Der eksisterer ingen aftaler m.h.t. handel, ingen arbejdstilbud. Så Israels hensigt er at holde Palæstinenserne lukket inde, og at “sulte dem til overgivelse“. Gazas økonomi er en af de dårligste i verden i nyere tid, siger Verdensbankens folk.
Arbejdsløsheden er på 70% i området, hvilket medfører fortvivlende fattigdom. Israelske soldater har udført store militære strejftog ind i Gazas flygtningelejre langs med den ægyptiske grænse. Det har skabt en stor krise hos de militante Palæstinensere, som er håbløst under bevæbnede over for Israels militær. Den palæstinensiske autoritet fungerer knap nok- og hvor den er til stede, er den korrupt og hærget af nepotisme.
Det skaber vrede hos almindelige Palæstinensere. De har næsten tabt kontrollen over Gazastriben, som oprindeligt var en højborg for dem. Gaza var det sted, hvor Arafat havde de stærkeste sikkerhedsstyrker. Nu mister de grebet – ikke kun over de islamiske grupper som Hamas, men også over egne styrker som f. eks Al Aqsa Martyrernes Brigade. Israel forlanger, at ledelsen går mod de militante og pacificerer Gaza mod, at man genåbner fredsforhandlingerne.
Nylig forsøgte den palæstinensiske premierminister at trække sig tilbage. Ahmed Qurei ville holde op, fordi han sidder klemt inde mellem Israels og Palæstinensernes krav. Qurei var parat til at prøve at gennemføre nogle af Israels krav, men vidste at hans strategi ville få ham til at miste opbakningen fra almindelige palæstinensere. Yasser Arafat afslog at lade Qurei trække sig tilbage, fordi han selv ville imødekomme Israel – om end meget forsinket.
Arafat ønskede at udnævne sin nære slægtning, Musa Arafat til chef for sine sikkerhedsstyrker. Musa er meget upopulær og mistænkelig for palæstinenserne, fordi han havde været leder for en sikkerhedsstyrke, der forhørte aktivister, der var modstandere af hans fløj, og derfor blev holdt indespærret i månedsvis uden dom. Arafats forsøg på at udnævne sin nevø fremkaldte store demonstrationer, der var sat i gang af Arafats egen organisation.
Masserne marcherede til flygtningelejrene, mens de råbte:“ Ned med Musa, ja til reformer“, mens nogen af dem satte ild til deres egne troppers bygninger. Protesterne tvang Arafat til at trække Musa tilbage som chef for styrkerne. Arafat nyder stadig stor popularitet hos Palæstinenserne, men han har også længe lukket øjnene for, hvor stor vreden mod ham er. Israel har brug for store styrker i Gaza, hvis den palæstinensiske modstand skal knuses.
Gazastriben er det tættest befolkede område i hele verden. Uhyre mange folk dèr er bevæbnede. Når Israel sender tanks og armerede køretøjer ind i Gaza, bliver de sprængt i luften. Israel har henrettet Hamas lederne, som de gjorde det med Sheik Yassin.
Hvis Palæstinenserne på stedet økonomisk er nede, vil Israel ikke have nogen at forhandle med, ingen der kan holde de militante tilbage.
Det er en risikabel strategi Israel stiler imod. Det er derfor James Wolfensohn, Verdensbankens præsident, for nylig advarede mod den dybe økonomiske krise i området. Den underminerer den palæstinensiske autoritet,forøger den folkelige opbakning til de forskellige militante kliker, og den truer Israels sikkerhed. Verdensbanken rapporterede:
“Medmindre dagens dødvande snart bliver brudt, vil den palæstinensiske autoritet forsvinde og lade Israel tilbage med en fattig, forbitret nabo, som man ikke kan føre en dialog med.
Sidst Ariel Sharon alvorligt prøvede at isolere Arafat var i marts 2002. Israels aktioner fremprovokerede uhyre demonstrationer over hele Mellemøsten – 100.000 i Yemen, 1.5 mill. i Marokko – 1 mill. i Sudan og 20.000 i Kuwait. Alt dette før krigen mod Irak gjorde vreden endnu stærkere i hele regionen. Men Israelerne ved, at de ikke kan holde Gazastriben for evigt. Sharons politik er et bevidst forsøg på at knuse stedet økonomisk. Gaza er en tidsindstillet bombe på Israels dørtrin. Israel har ikke noget middel til at lette presset, og er fyldt med angst for, at modstanden vil brede sig til hele resten af Mellemøsten.
Simon Assaf, libanesisk socialist.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed