Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 23 – Oktober 1986 – side 10

Årsmøde i IS

Søndag den 21. september afholdt Internationale Socialister sit andet årsmøde. Mødet lå i forlængelse af et Lørdagsseminar under temaet “kampen mod Schlüter”, og på begge møder deltog der udover organisationens medlemmer også en del sympatisører samt observatører fra andre organisationer.

På årsmødet blev der vedtaget et perspektivdokument, der ikke alene fastlægger perspektiverne for det næste års arbejde, men også fastslår perspektiverne på et mellemlangt og et helt langt sigt.

Det langsigtede perspektiv for IS er selvsagt at opbygge et masseparti, som kan lede et magtopgør. Det kræver naturligvis en massiv tilstrømning af medlemmer, som kun kan finde sted under massekampe. Og en sådan situation findes som bekendt ikke i dag.

Det mellemlange perspektiv er imidlertid at opbygge et alternativ til forfaldet og højredrejningen på det yderste venstre. Det vil konkret sige at opbygge “en stor smågruppe” med et vist nationalt ansigt og en vis organisation i de større byer.

En organisation, der vil være i stand til at kunne overtage arven fra VS, som en offentligt kendt tiltrækningspol for radikaliserede enkeltpersoner.

De korte perspektiver

I dag er IS en meget spinkel organisation med kun 60 medlemmer. IS’s spinkelhed betyder, at der ingen chance er for at øve indflydelse på klassekampen. Alligevel er det altid nødvendigt for et revolutionært parti at være i berøring med arbejderklassens kamp og intervenerer i den. Det er selve livsnerven for IS, at vi vedbliver at lære af denne kamp, hvis vi skal forberede os til det det store opgør.

Selv om kampene er færre og spredte, er det nødvendigt for revolutionære at være tilstede med klare argumenter. For at kunne opbygge og udvikle IS, skal der interveneres alle steder, hvor det er muligt at diskutere politik med folk, der er enige med dele af IS’s politik.

I en meget lille gruppe er der ingen automatik eller mekanisme, der sikrer dens vækst, eller blot overlevelse. Det er i langt højere grad en daglig kamp at holde organisationen gående end i større organisationer, som indeholder en langt større stabilitet.

Derfor er der ingen smutveje fra det, som vi er idag og til det, som situationen egentlig kræver. Gennem en fastholdelse af grundpillerne i vores arbejde kan vi rekruttere en eller to, hist og pist, fastholde og skole dem til kadrer gennem et systematisk arbejde. Det er vejen frem for opbygningen af IS.

Derfor var en stor del af diskussionen på årsmødet også helliget en konkret vurdering af IS's arbejde, hvor der skal sættes ind i det kommende år. Især tre ting blev fremhævet.

  • En styrkelse og forbedring af avissalget
  • Mere systematisk og målrettet kontakt- og rekrutteringsarbejde
  • En styrkelse af kadreudviklingen. Det vil sige en mere systematisk støtte til medlemmerne, som sikrer at folk individuelt gennemgår en hurtigere og mere effektiv politisk udvikling

På årsmødet blev der endvidere for første gang i organisationens historie valgt en egentlig ledelse. Den er på ti personer, og har som opgave at effektivisere udførelsen af de politiske prioriteringer på landsplan.

Flere artikler fra nr. 23

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
IS/ISU

Siden er vist 1847 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside