Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 232 – 2. september 2004 – side 2

40 timers arbejdsuge

Arbejdsgivere på krigsstien

Poul Erik Kristensen

I starten af august blev ledelse og tillidsfolk på Lindøværftet på Fyn enige om, at det skulle være slut med strejker.

- Vi skal fokusere på de ydre fjender og ikke de indre, udtalte værftets direktør, Torben Anker Sørensen.
Direktøren ønskede også at værftsarbejderne fik længere arbejdstid uden lønkompensation.
Men det er ikke kun Lindø, der vil forringe. Torben Anker Sørensen er kun en lille brik i det spil, som den europæiske magtelite har sat i værk.
Væk med feriedagene og den lange weekend. Danske – og europæiske – arbejdere er for dovne – og de er ikke deres løn værd.
Ligesom arbejdere i resten af Europa skal vi alle sammen knokle mere. Og vi skal være mere fleksible, altså være parate til at indrette vores liv efter vores arbejdsgiveres behov og ønsker.
Ideen er lanceret af bl.a. kulturmister Brian Mikkelsen (K), der i den våde sommer havde fundet ud af, at det var synd for de mange arbejdsløse, at de skulle have så meget i løn, når de igen skulle i job.

- For de er de jo ikke deres løn værd, havde den rige minister udtænkt.
Men han er ikke alene om den slags syndige tanker.
Den internationale valutafond, IMF, anbefaler, at EU-landene skruer arbejdstiden i vejret. Ifølge organisationen er det den eneste måde at klare den internationale konkurrence på.
Europæerne er for glade for badebukser og solcreme og alt for bange for blå kedeldragter og gammeldags knofedt.
Kultur-Brian, IMF og de store danske og europæiske virksomheder presser på for at øge arbejdstiden, så Europa kan klare konkurrencen fra Øst.
- Europas problem i forhold til USA og Asien er, at alt for mange får alt for meget for at lave alt for lidt. Det er uomtvisteligt, at løn og arbejdstid er et problem i forhold til den globale konkurrence også her i Danmark, har formand for regeringens tænketank for vækst, tidl. adm. direktør for B&O, Anders Knutsen, udtalt til Jyllands-Posten.
- Vi må øge produktiviteten uden at give lønstigninger på fire pct. om året, siger Anders Knutsen.
Også Dansk Industri vejrer morgenluft når det drejer sig om at få flere profit-kroner ud af os alle sammen.

Ifølge direktør i Dansk Industri, Kim Graugaard, er tiden inde til bedre samarbejde, færre konflikter og mere fleksible arbejdstidsordninger.
- Allerede ved forårets overenskomstforhandlinger var et af hovedtemaerne netop at forbedre samarbejdsklimaet på virksomhederne og få gjort op med fænomenet overenskomststridige strejker. Samtidig blev virksomhedernes muligheder for at indgå fleksible arbejdstidsaftaler væsentlig forbedret, påpeger Kim Graugaard.
En undersøgelse, som DI har gennemført fornyelig, viser, at omkring en tredjedel af virksomhederne allerede har aftalt forskellige former for fleksibel arbejdstid.
- I princippet er den faste 37-timers arbejdsuge, som vi har kendt den, forbi, vurderer Kim Graugaard.

Det skal kunne betale sig at arbejde mere og blive længere tid på arbejdsmarkedet, mener han.
- Det er ikke nødvendigvis afgørende om arbejdsugen er på 37 eller 40 timer. Men det er vigtigt, at vi sætter skatten på arbejde ned og dermed fortsætter den kurs, som regeringen er slået ind på. Det vil gøre det mere attraktivt at arbejde mere. Og alle behøver jo ikke, at arbejde 45 timer om ugen, fordi nogen vælger at gøre det, siger Kim Graugaard.
Blandt de faggrupper, som gennem de senere år er blevet trynet af arbejdsgivernes aggressive adfærd er slagteriarbejderne og de ansatte i SAS.
Indtil for få år siden var slagteriarbejderne nogle af dem, der oftest sloges for deres rettigheder. Men voldsomme nedskæringer og trusler om at flytte produktionen, har fået slagterne på blandt andet Danish Crown til at bøje nakken og indgå aftale om ikke at bruge strejkevåbenet, samt indgå en aftale om 40 timers arbejdsuge.

Og de ansatte i SAS er gået med til at gå ned i løn, angiveligt for at holde røven oppe på det skandinaviske flyselskab.

Flere artikler fra nr. 232

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 2446 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside