Socialistisk Arbejderavis
Nr. 232 – 2. september 2004 – side 10
I fængslet
Hvid tortur
Mimi* er 34 år og svømmelærer. Hun bor på Christiania og blev sammen med sin kæreste anholdt om morgenen den 16. marts, mistænkt for at være indblandet i hash-handel. Sammen har de en datter på syv år.
- Der hvor jeg knækkede, det var en søndag morgen. Jeg havde drømt, at jeg danser med min datter herinde i stuen – det gør vi nogen gange, vi danser til Alberte. Hun har benene omkring mig og jeg svinger hende rundt, og hendes krøllede hår svinger omkring hendes ansigt, og i det jeg kigger op på hende, ser jeg tårene trille ned. Hun siger: “jeg ved godt, at du ikke er der for mig, mor”.
-der går jeg fuldstændig ned. Klokken er kvart i fem om morgenen. Jeg sparker på døren og råber: “Jeg kan ikke dufte min datter.” De kigger bare og siger, at jeg må vente med det dér til efter vagtskiftet klokken syv. Så knalder de døren i igen.
- Jeg sætter mig ned og stortuder, jeg har ikke spist i flere dage, jeg har nerveknopper i hele ansigtet, og kaster op. Senere kaster jeg blod op, og de siger det er fordi, jeg har åbent mavesår.
- I retten sagde anklageren, at jeg har levet over evne, at jeg har brugt mere end min indtægt. Jeg forstod ikke paragrafferne. Jeg har boet herude i så mange år, og jeg er aldrig blevet taget for så meget som en æske gajoler. Jeg var den sidste der kom ind. Dommeren sad og gabte og sagde, at nu måtte vi se at komme hjem. Og så sagde de, at jeg skulle fire uger i isolation.
- jeg tænkte: “Hvad sker der? Jeg skal bare hjem nu, jeg har en datter.”
Ingen kager
- Jeg var syg konstant. Jeg havde svedeture og hovedpine, og rystede over det hele. Efter fem uger kunne jeg ikke længere snakke, min tunge føltes tre gange så stor. Væggene gik ind i mig. Forestil dig, at du går i en tunnel og væggene ligesom kommer imod dig. Til sidst kan du ikke fokusere længere, det er ligesom at være halvfuld.
- en dag hørte jeg nogen der råbte gennem tremmerne. Jeg blev så glad og kravlede op på min stol og råbte: “Hey, jeg er her! Det er mig!” Så kom der en og tog min stol. Den stol betød bare så uendeligt meget for mig, fordi den var det eneste, jeg havde.
- Hvis det ikke havde været for min datter, så havde jeg kastet mig ned af de dér trapper, så jeg kunne blive indlagt og komme ud af isolationen. Jeg ved godt det lyder sygt. Jeg ville selvfølgelig aldrig have gjort det. Men sådan tænkte jeg. Det groteske er, at tre celler borte er der et kontor, hvor der sidder læger, sygeplejersker og en psykiater og holder øje med mig, mens jeg bliver tortureret.
- En dag fik jeg lov til at få besøg af min datter i 25 minutter. Det foregik på Politigården, og der var to betjente, som overvågede det. Hun havde en pose kager med til mig, som hun selv havde bagt. De var så hårde, at man ku’ slå en murersvend ned med dem, men hey – det var hende der havde bagt dem. Men jeg måtte ikke få dem. Politimanden sagde til min datter, at der kunne jo være stoffer i.
- Men nogle af fangevogterne har sgu behandlet mig godt, det må man sige. En dag hvor jeg sad i et hjørne og græd og græd, kom der en sygeplejerske ind. Han nærmest bar mig op på sengen. Så begyndte han selv at græde – en fuldvoksen mand. “Det her kan jeg ikke,” sagde han. “Jeg har selv børn. Jeg skal sørge for at du kommer ud af isolation.”
- Senere kom en psykiater og sagde, at jeg var på vej mod en alvorlig depression. Psykiaterne skrev til retten, at jeg skulle ud af isolation på grund af min tilstand. Men det fik man afslag på. Først efter fem uger kom jeg ud på en almindelig afdeling.
Mimi hedder ikke Mimi i virkeligheden. Hun blev løsladt i maj måned efter ti uger i fængsel. Hun bor nu igen på Christiania sammen med sin datter, men er stadig sigtet.
Interviewet har tidligere været bragt i et særnummer af Christiania’s ugespejl
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed