Socialistisk Arbejderavis
Nr. 233 – 22. september 2004 – side 8
Hvorfor er en socialistisk revolution nødvendig?
Klaus B. Jensen
Begrundelsen for en socialistisk revolution har egentlig ikke noget med “vold” at gøre. Det handler om at udvikle en ægte folkelig magt indenfor samfundets rammer. Det handler om en enorm udvidelse af demokratiet.
Grundideen i en socialistisk revolution er, at arbejderklassen udvikler nye institutioner, som har rødder i deres hverdag, og som udfordrer og erstatter de eksisterende autoriteter, der kommer ovenfra. For at kunne være et udtryk for millioner af folks vilje, må sådanne institutioner nødvendigvis være demokratiske.
Til forskellige tider og på forskellige steder har arbejdere givet forskellige navne til sådanne institutioner – kommunen, sovjetten, arbejderrådet, den autonome republik. De vil sikkert finde på flere navne i fremtiden.
En socialistisk revolution må nødvendigvis være en proces “nedefra”, og involvere millioner af mennesker. Gennem en socialistisk revolution tager almindelige mennesker kontrol over alt, der har en indflydelse på deres eget liv.
Det er ikke kun et spørgsmål om “politik” generelt. Det gælder også for det økonomiske liv, hvorfor produktionsmidlerne bliver fælleseje. Et ægte demokrati er umuligt, medens et lille fåtal kontrollerer samfundets velstand.
Det gælder også for arbejdspladserne. Demokrati er meningsløst, når nogle kan kommandere med andre, og tjene mere på det.
Det gælder også i “lov og orden”-spørgsmål. Dommere, anklagere og politichefer der ikke er valgte, kan aldrig løse problemerne med kriminalitet og vold, skabt af et fremmedgjort liv under kapitalismen.
På ethvert område af det sociale liv tager arbejderne kontrollen og diskuterer, hvad de behøver, og hvordan de bedst kan opnå det. De overtager kontrollen med midlerne til at skabe en ny verden.
En sådan forandring går langt videre end til blot at udskifte institutioner. Den berører de dybeste niveauer i det menneskelige samfund og psyke. Under kapitalismen afhænger vore herskeres magt det meste af tiden af, at de er i stand til at holde os fast i en position, hvor vi er splittede og føler os magtesløse.
Det er det, der er den sande begrundelse for de nationalistiske, racistiske og sexistiske adskillelser i et kapitalistisk samfund. De tjener til at aflede de frustrationer, som et sådant liv medfører, og lede dem væk fra deres sande årsager og hen på nogle syndebukke.
Til forskellige tider har målene være katolikker, irere, jøder, sorte, asiater, bøsser og i dag er det muslimerne. Vore herskere opmuntrer ofte til det – som man for eksempel kan se af det ulækre hysteri som både regeringen og formiddagsaviserne har pisket op omkring indvandrere.
Men under disse adskillelser ligger noget meget dybere – en dyb følelse af magtesløshed som det daglige liv under kapitalismen fører med sig.
For at kunne leve må vi arbejde for andre, må vi underkaste os chefernes ydmygelser. Markedet, som i teorien er “frit”, har kun få virkelige muligheder for arbejdere.
Livet til hverdag viser den allerdybeste afgrund mellem den rå virkelighed og ideen om, at almindelige mennesker på demokratisk vis kan udøve kontrol over deres eget liv. At få lov til at stemme med et par års mellemrum er slet ikke nok til at mindske den afgrund.
En folkelig revolution er nødvendig, men ikke kun fordi det er den eneste måde, vi kan slippe af med den herskende klasse. Langt vigtigere er den mobiliserende effekt, de forandringer der finder sted i folk, i deres psyker, når vi står sammen i fælles kamp.
For omkring 100 år siden skrev den russiske revolutionær Lenin, at “enhver revolution er de undertryktes fest”. Det er det, der er det allervigtigste. Folk forandrer sig selv.
Det ser vi tit på en mindre skala i enhver strejke, som f.eks. Ri-Bus konflikten i ’94-95 og ved sociale bevægelser, som f.eks. de store demonstrationer i Seattle, Gøteborg, Genova eller ved de globale antikrigsdemonstrationer 15.februar 2003. Folk får mere selvtillid, de begynder faktisk at have det bedre. I Polen i 1980 kunne indflydelsen fra massestrejkerne og deres sejr ikke kun spores blandt arbejderne, men overalt i samfundet.
Patienter på hospitaler blev hurtigere raske, og udskrev sig selv. På et par uger blev gangene dog fyldt igen – men denne gang med ledere og embedsmænd, der pludseligt ikke havde det så godt!
Situationen i Argentina er et af de sidste eksempler på arbejderklassens potentiale for at udfordre kapitalismens logik. For halvandet år siden væltede strejker og protester fem præsidenter, og arbejdere besatte over 200 fabrikker. Men fabrikkerne blev ikke kun besat, men også styret demokratisk af arbejderne. Modsat maskinstormerne i kapitalismens begyndelse, – som smadrer maskinerne for at smadre kapitalismens logik, – besatte arbejderne i Argentina fabrikkerne og holdt produktionen i gang, for at smadre kapitalismens logik. Men situationen i Argentina, som i Polen i 1980, viser også den sørgelige konsekvens af fraværet af et revolutionært masseparti. De politiske kræfter, der peger på at omstyrte systemet, vælte staten og indføre reelt arbejderdemokrati, står ikke stærkt nok. Så længe det reelle arbejderdemokrati ikke fuldt ud erstatter staten og regeringen, vil staten fortsætte med at angribe arbejderklassens organisering.
Hvis det skal lykkes arbejderklassen at gennemføre en Verdensrevolution, så er Lenins og Bolsjevikkernes bidrag om opbygningen af et demokratisk revolutionært masseparti uundværligt, – den dag idag.
Havde det ikke det ikke været for Bolsjevikkerne, havde der ikke været ikke nogen arbejdermagt i Rusland 1917, ingen frigørelse af kvinderne, ingen frigørelse af de undertrykte nationer – fordi der ikke ville have været nogen russisk arbejderrevolution.
Folkelige revolutioner frigør den indgroede sociale kreativitet og kollektive magt, der er den nødvendige basis for et andet samfund. Dette potentiale er fastlåst under kapitalismen. En revolution er den proces, hvorved disse lænker brydes.
Revolutionen må nødvendigvis være en kollektiv, fælles proces. Vores tillid, til at vi kan skabe en ny verden, afhænger af, at vi ikke er isolerede og hjælpeløse individer, som føler sig svage og magtesløse over for de tilsyneladende almægtige herskere. Derfor kommer revolutioner altid som en total overraskelse – ikke blot for den herskende klasse, men for almindelige mennesker selv.
Enhver ærlig historiker, der beskriver folkelige revolutioner, beskriver altid dette, ligesom de tilhørende følelser af glæde og egen magt. Mennesker forandrer sig hurtigere i en revolution end i nogen anden situation.
Nye muligheder viser sig. Menneskets horisont udvider sig pludseligt. En grå verden får nye farver. Kun ved at gennemleve en revolution kan de magtesløse begynde at mærke deres egne muligheder, afprøve og udvide deres egne stærke sider, og faktisk blive sig bevidst om, at de kan styre en ny verden.
Det har intet at gøre med vold, men alt at gøre med en udvidelse af friheden. Revolution handler om at afskaffe alle de former for vold, som kapitalismen skaber, og erstatte det med en verden uden nogen form for undertrykkelse og vold. Den socialistiske revolution er realiseringen af det ekstreme demokrati.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed