Socialistisk Arbejderavis
Nr. 234 – 13. oktober 2004 – side 5
Irak-krig
Flertallet af Irakerne vil af med amerikanerne
Frank Antonsen
Den officielle del af krigen mod Irak afsluttedes i maj sidste år. Der var tale om en meget kort krig. Saddam Hussein viste sig at være nem at vælte. Diktatoren havde ingen opbakning i befolkningen og var sikkert blevet væltet ved opstandende i kølvandet på Golfkrigen i 1991, hvis ikke Vesten havde tilladt Saddam at slå hårdt ned på oprøret.
Hvad der derimod hurtigt viste sig at være svært efter krigen sidste år, var at kontrollere irakerne. Efter at være sluppet af med en blodig diktator, ville de ikke finde sig i også at blive besat og få deres naturrigdomme plyndret. I 15 af landets 18 regioner er der næsten daglige angreb på besættelsestropperne. Hele byer har været under oprørernes kontrol. Store dele af Irak er ”no-go zone” for de amerikanske og engelske tropper. Der er foretaget mindst 2368 angreb på den beskyttede ”grønne zone” og mod amerikanske soldater, irakiske politistationer og civile mål alene i september måned, heraf mindst 1000 i hovedstaden alene. Der er nu i snit 80 angreb om dagen, spredt over næsten hele landet.
Ifølge den amerikanske regerings propaganda er det den jordanske fundamentalist al-Zarkawi, der står bag oprøret – ligesom det før var al-Qaeda. Men både arabiske og amerikanske efterretningskilder siger, at hans tilhængeres antal er stærkt overdrevet. Ifølge nogle vurderinger har han kun knap 100 mand under sig. Til gengæld er det sikkert en underdrivelse, når de samme kilder i den amerikanske regering udtaler, at de irakiske oprørere nu råder over 20.000 mand, mod blot 5000 i starten af året. Som Abu Thar, tidligere oberst i Saddams hær, nu en af oprørerne i Falluja, fortalte nyhedsbureauet AP: ”Stadig flere frivillige melder sig til os, fordi de er dødtrætte af ydmygelserne og amerikanernes misgerninger.”
Allerede efter USA havde erobret Bagdad, skød de amerikanske tropper mod en demonstration i Falluja og dræbte 13 civile i april sidste år. Siden er byen kommet helt på oprørernes hænder og er det stadig. Trods massive amerikanske bombardementer.
”Jeg støttede de amerikanske troppers ankomst i håbet om, at vi ville komme til at leve i frihed og velstand. Jeg har aldrig i mit liv fortrudt noget så meget, som jeg fortryder at have budt amerikanerne velkommen,” siger en af Fallujas oprørere til Reuters.
Også andre steder består besættelsestroppernes demokratiske bidrag i massive bombninger. Da 3000 amerikanske soldater 1. oktober stormede byen Samarra, der havde været på oprørernes hænder siden juni, skete det med massive bombardementer og med mange civile ofre. Af de første 70 dræbte, der blev bragt til hospitalet, var de 23 børn og 18 kvinder.
”Jeg så med mine egne øjne amerikanske soldater skyde en teenager på gaden, og selv efter at drengen var faldet om, blev de ved med at smadre hans krop med kugler,” sagde en indbygger i Samarra, Abu al-Qaqa, til nyhedsbureauet AFP. En ambulancefører fortalte, at ”der lå døde og sårede mennesker overalt i byen. Amerikanerne skød på os, når vi prøvede at evakuere dem.”
På grund af den store modstand, har den amerikanske regering besluttet at udskyde et lignende stormløb på Falluja til efter præsidentvalget. Stormløbet ville blive meget blodigt og ville gøre det meget svært for Bush at blive genvalgt.
En undersøgelse foretaget af den provisoriske regering i Irak i maj måned, viser at flertallet af befolkningen ønsker de engelske og amerikanske tropper ud af landet og mener, besættelsestropperne stjæler landets rigdomme. Samtidigt var 61 % imod lederen af regeringen, Ivad Allawi. Over 80 % sagde, at deres opbakning til den oprørske shia-leder al-Sadr er øget, efter han kaldte til kamp mod besættelsen. Og 64 % siger, at præsten har gjort landet ”mere forenet”.
Det sidste er meget vigtigt. For efterhånden er Bush, Blair og Foghs eneste argument for krigen, at de er nødt til at blive der for at undgå en blodig borgerkrig. Men indtil videre har modstanden heldigvis kun øget sammenholdet i landet mellem de mange etniske og religiøse grupper.
Samira al-Gaylani, den kvindelige jurist, der leder den ikke-religiøse Irakiske Kvinders Progressive Bevægelse, afviser også påstanden om etnisk borgerkrig, hvis de udenlandske tropper blev trukket hjem: ”Irak har været etnisk sammensat i 7000 år. Oprøret har generel opbakning blandt det irakiske folk.” Hun fortalte også, at amerikanske soldater bandt hendes søn til en tank og bankede ham i seks timer.
Den hårdhændede fremgang får blot flere irakere til at vende sig mod besættelsestropperne. Det samme gør den manglende genopbygning. På en anti-krigs konference i Beirut for nylig udtalte den kvindelige delegerede fra Basra, Nidal al-Jaz’iri, ”Sydpå kendte vi englænderne, fordi vi har været besat af dem før. Nogle af vores institutioner blev oprettet under den britiske besættelse i 1920erne. Vi håbede, vi kunne samarbejde med englænderne, men vi blev skuffede. Der har stadig ikke været nogen rigtig genopbygning. NGO’er kommer til Basra med en masse løfter, men ofte giver de blot væggene et nyt lag maling og foretager nogle overfladiske reparationer. Skolerne er stadig ikke genopbygget. I mange skoler er tagene stadig utætte og gulvet er rent mudder. Hver dag kommer børnene hjem helt beskidte på grund af mudderet på gulvet.
I stedet begyndte lokalbefolkningen at organisere sig for at kræve basale nødvendigheder som rent vand og elektricitet. Men de blev blot ignoreret af de engelske tropper og den lokale administration.“
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed