Socialistisk Arbejderavis
Nr. 234 – 13. oktober 2004 – side 7
Studenter oprøret i '68
Studenter, lærer, arbejdere – solidaritet
Morten Poulsen
Fremkomsten af STOP NU har betydet, at mange diskussioner er kommet på dagsordenen. Kan det betale sig at slås? Skal der være politik i bevægelsen? Hvordan vinder vi? Hvem er vores allierede? Et kig på erfaringerne fra 60erne og 70erne giver måske et fingerpeg?
I efterkrigstiden oplevede kapitalismen den største expansion i systemets historie. Det skabte en rivende industrialisering af mange erhverv, der skabte et behov for højtuddannet arbejdskraft. Antallet af studerende i Danmark exploderede fra 6000 i 1959, til 21.500 i 1968 og til 35.000 i 1970. Tendensen kunne ses over hele verden. Den massive forøgelse af antallet af studerende gav sig ikke udtryk i tilsvarende indvesteringer. På trods af den rivende udvikling var mange ting uforandrede. Professorerne styrede universiteterne, kvinderne skulle både passe hjem og arbejde, og tempoet på arbejdspladsene blev sat op. Studerende og arbejdere havde god grund til at gøre oprør.
Paris 1968
I Paris i maj 1968 brød modsætningerne ud i lys lue. Et mindretal af de parisiske studerende aktionerede mod manglen på demokrati og Vietnamkrigen. Systemet reagerede med undertrykkelse. For hvert angreb voksede størrelsen og radikaliteten af de studerendes protester, og de satte sig til modværge mod politiet. Voksende grupper af unge arbejdere støttede de studerende på barrikaderne, indtil fagtoppen følte sig nødsaget til at støtte de studerende med en demonstration og en en-dags generalstrejke, der skulle afslutte bevægelsen. I front for de 100.000vis demonstranter var et banner med parolen: ”Studerende, lærere, arbejdere – solidaritet”.
Dagen efter startede en strejkebevægelse organiseret nedefra, der på under en uge omfattede 10 millioner arbejdere og lammede regeringen. For ikke at miste kontrollen, skyndte kommunistpartiet sig at støtte strejken, og arbejdede for at udvide den. De satte også deres medlemmer til at holde de revolutionære studerende (og politik i øvrigt) ude fra fabrikkerne, væk fra arbejderklassen. På denne måde tog de kontrollen over strejken, og afsluttede den, da de Gaulle udskrev nyvalg.
Senere kampe
Oprøret i Frankrig blev en inspiration for mange, og var en del af et generelt oprør mod systemet. Oprøret viste hvilken enorm magt, der ligger i arbejderklassen. De var samlet på store fabrikker, der producerede samfundets overskud. Fabrikker, de kunne stoppe og tage kontrollen over. På denne måde kunne arbejderklassen forandre verden. Denne erfaring fik de radikaliserede studerende til at fokusere på arbejderklassen som dem, der kunne lave en bedre verden, og derfor solidariserede man sig med dem.
Over store dele af verden gik de studerende på gaden i kamp for bedre studievilkår og demokrati på Universitetet. Mange steder vandt de store sejre, f.x. med indførelsen af universitetsdemokrati i Danmark. Det viste, at kamp nyttede. Mange begyndte at kæde kampene mod Vietnamkrigen og usle studievilkår sammen med en generel kritik af systemet., og det gav en selvtillid og kampvilje, der betød mange sejre for arbejdere såvel som studerende i det følgende årti. Sejre, som den herskende klasse har prøvet at rulle tilbage lige siden.
Se også:
SAA 234: Stop Nu-demonstration: Det sagde de studerende
SAA 234: Stop Nu-demonstration: På vej mod et studenteroprør
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed