Socialistisk Arbejderavis
Nr. 235 – 4. november 2004 – side 1
Irak: En kamp for national befrielse
Walden Bello
Walden Bello, den filippinske antikapitalistiske forfatter og aktivist, fortæller her, hvorfor det er vigtigt at bakke den irakiske modstand op og kræve en omgående ende på besættelsen af Irak.
Om Washington vil lide nederlag eller ej, er ikke længere spørgsmålet. Washington vil ende med at tabe.
Spørgsmålet er, hvor lang tid, det vil tage. Her kan den globale fredsbevægelse spille en meget vigtig rolle.
Washington fortsætter på trods af modstandsbevægelsens daglige angreb på de amerikanske styrker.
I denne situation vil det irakiske folks modstandsbevægelse kunne få yderligere vind i sejlene på baggrund af én ting – fremkomsten af en stærk, global antikrigsbevægelse ligesom den, der indtog gaderne før og efter Tet Offensiven i Vietnam i 1968.
Men selvom det irakiske folk har allermest brug for den internationale fredsbevægelse, har bevægelsen haft svært ved at komme op i omdrejninger.
Måske skyldes det, at størstedelen af den internationale fredsbevægelse tøver med at legitimere den irakiske modstand.
Hvem er de? Kan vi virkelig støtte dem? Disse spørgsmål er i højere grad blevet slynget i hovedet på fortalerne for en betingelsesløs militær og politisk tilbagetrækning fra Irak.
Vi kan lige så godt se det i øjnene – brugen af selvmord som et politisk våben bekymrer fortsat mange aktivister, der kunne blive forfærdede over udtalelser, som når palæstinensiske ledere stolt fastslog, at selvmordsbombere var de undertryktes svar på F-16 fly.
Vi kan lige så godt se det i øjnene – realiteten er, at en stor del af modstanden både i Irak og Palæstina er inspireret mere af Islam end af sekulær modstand, hvilket generer mange vestlige fredsaktivister.
Endnu har der ikke været nogen uplettet bevægelse, der går ind for national befrielse eller uafhængighed.
Mange progressive medlemmer blev også forfærdede over metoderne i Mau Mau bevægelsen i Kenya, og over FLN i Algeriet, og NLF i Vietnam.
Hvad mange progressive glemmer, er, at nationale frihedsbevægelser hovedsagligt ikke beder om ideologisk eller politisk støtte.
Det, som de virkelig ønsker fra omverdenen, fra progressive som os, er et internationalt pres for at gennemtvinge tilbagetrækningen af den illegitime besættelsesmagt således, at interne kræfter får plads til at skabe en sand national regering baseret på deres egen proces.
Vi kan ikke fremme betingede løsninger – selv de, som siger, at de amerikanske styrker og koalitionsstyrkerne kun bør trække sig tilbage, såfremt der er en FN baseret sikkerhed tilstede, der kan tage over efter amerikanerne.
Det eneste principmæssige standpunkt er en ubetinget tilbagetrækning med det samme af den amerikanske koalitionens militære og politiske magt.
Men selv hvis den irakiske fremtid forbliver uafklaret, har den irakiske modstand allerede været medvirkende til at forvandle de globale styrkeforhold.
USA står svagere i dag end før 1. maj 2003, hvor Bush erklærede sin sejr i Irak.
Den atlantiske alliance, som vandt den kolde krig, fungerer ikke længere, mest på grund af splittelsen over Irak-konflikten.
Spanien og Filippinerne er blevet tvunget til at trække sine tropper tilbage fra Irak, og Thailand har nu stille fulgt trop, hvilket har bedraget til isolationen af USA.
Situationen i Afghanistan er mere ustabil nu end sidste år, hvor amerikansk orden kun rækker til udkanten af Kabul.
Vi har, i Latinamerika, massive populære antineoliberale og antiamerikanske bevægelser i Brasilien, Argentina, Venezuela og Bolivia. Disse bevægelser sidder enten i regeringen, eller gør det svært for regeringer at opretholde deres neoliberale politik.
USA lider under den dødelige sygdom, som alle imperier lider af – imperialistisk overanstrengelse.
Vores rolle, for at gentage den store cubanske revolutionære Che Guevaras ord, er at forværre denne overanstrengelses krise.
Dette skal ikke blot gøres ved, at vi skaber eller styrker bevægelser med karakter af international solidaritet. Det er ikke alene med solidaritetsbevægelser mod USA i Irak, eller mod den israelsk-amerikanske akse i Palæstina eller mod den snigende amerikanske indblanding i Colombia.
Dette gøres også ved at skabe eller puste fornyet liv i de eksisterende kampe mod den amerikanske imperialismes tilstedeværelse i vore egne lande eller regioner.
Men lad mig slutte af med ved at vende tilbage til vores presserende opgave, som er at overvinde USA i Irak og Israel i Palæstina.
Vi er her alle sammen, ikke for at fejre vores styrke, men, vigtigst af alt, at takle vores svagheder gennem de næste par dage.
Én af de udfordringer, som vi står overfor, er, hvorledes vi kommer længere end de spontane aktioner, og længere i at koordinere end hvad der tilbagestår fra de internationale protestdage.
Fjenden er på det globale plan ekstremt velkoordineret, og vi har intet andet valg end at matche dette niveau i koordination og samarbejde.
Den anden udfordring, som jeg gerne vil fremhæve, handler om at bygge bro over den politiske og kulturelle kløft mellem de globale bevægelser for retfærdighed og fred og deres ligesindede i den arabiske og muslimske verden.
Dette er en kløft, som imperialismen har udnyttet til fulde, ved at forsøge at skildre vores kammerater i den arabiske og muslimske verden som terrorister eller som nogle, der støtter terrorismen.
Vi kan ikke tillade denne situation at fortsætte.
Medmindre de globale bevægelser og de arabiske bevægelser danner tætte, harmoniske bånd af solidaritet, vinder vi ikke kampen mod den forretningsdrevne globalisering og imperialisme.
* Dette er et uddrag af Walden Bellos tale: ”Hvad er den næste udfordring for antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelserne?” som blev leveret i Libanon i sidste måned. For at se hele talen, se hjemmesiden www.focusweb.org
(Oversættelse Aviaja M. Andersen)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed