Socialistisk Arbejderavis
Nr. 235 – 4. november 2004 – side 15
Røde Wilfred
Deregulering giver større nedslidning
Janne Hansen
Fra BST-pligt til arbejdsgivernes gode vilje VK-regeringens deregulering af arbejdsmiljøområdet er nu for alvor gået i gang. Vi kan allerede se, at bedriftssundhedstjenesten (BST), som vi kendte, er en saga blot. BST’erne er i fuld gang med at indrette sig til et frit marked, hvor der ikke stilles krav til hvilke typer af opgaver, de må tilbyde. Rådgivere skal for at overleve have gang i forretningen. Der er ikke længere en nogenlunde fast basisindtægt.
Rådgivningen vil derfor langsomt, men sikkert ændre sit grundlag fra at være sikkerhedsorganisationens redskab til at være et redskab for ledelsen. Det vil være ledelsen, som rådgiverne skal sælge deres ydelser til – ikke sikkerhedsorganisationen. Undtagelsen fra dette vil være de situationer, hvor Arbejdstilsynet har påbudt brug af rådgivning. Men under alle omstændigheder er BST som en forebyggende institution med et tæt samarbejde med sikkerhedsorganisationen slut.
Erfaringerne fra andre lande med liberalisering af BST er ikke gode. I Holland kom BST til at fungere på arbejdsgivernes præmisser. Eksempelvis anvendes de i høj grad til sundhedsfremme, hvor der er fokus på den enkelte fremfor arbejdspladsen. Sygefravær, rygning, motion o.lign. er kommet i centrum. Der er eksempler på tilfælde med sygefravær, hvor BST-medarbejderen har opsøgt folk hjemme for at tjekke om de virkelig var syge!
I Sverige blev BST liberaliseret, hvilket betød, at et stort flertal af virksomheder fravalgte BST – og det forebyggende arbejde gik i stå. Diskussionen om at genoprette BST er nu sat på dagsordenen, da de slås med stigning i arbejdsskader.
Bliv fri for Arbejdstilsynet.
VK-regeringen bryster sig af at have ansat 140 flere i Arbejdstilsynet (AT). Det præcise antal som ansættes er 3. Resten er ansættelser til erstatning af de AT-medarbejdere, som regeringen startede med at fyre.
Til gengæld har regeringen indført et nyt bureaukratisk lag i tilsynsarbejdet – screeningen af samtlige virksomheder inden 7 år. Screeningen er et besøg på en virksomhed på 1-1,5 time. Hvordan en tilsynsførende på denne tid skal undersøge og afgøre komplicerede forhold, som f.eks. det psykiske arbejdsmiljø, må stå hen i det uvisse. Sandsynligheden for fejlagtige placeringer af virksomheder er stor. Screeningen er vigtig, da den danner grundlag for, om AT skal komme og lave et grundigere besøg. Får virksomheden et OK-stempel skal AT ikke komme igen foreløbig.
En anden måde at undgå Arbejdstilsynet på er ved at erhverve et certifikat. Virksomheder med arbejdsmiljøcertifikat skal ikke have besøg af AT med mindre de tilkaldes. Umiddelbart kunne dette lyde fornuftigt – men et arbejdsmiljøcertifikat sikrer nødvendigvis ikke et godt arbejdsmiljø. Certifikatet sikrer, at der arbejdes systematisk med arbejdsmiljø – ikke nødvendigvis at arbejdsmiljøet er i orden. F.eks. er kommuner ofte gode til at have papirarbejdet i orden, mens det i højere grad kniber med at få rettet op på forholdene. Med en presset økonomi og trusler om udlicitering vil arbejdstempo, utryghed osv. yderligere forværre arbejdsmiljøet – og man er nu havnet i en situation, hvor AT helt sikkert ikke kommer forbi.
Det er muligt at handle
Det er stadigt muligt og vigtigt at handle mod forringelserne:
- Lav lokale aftaler om at bibeholde medlemskab af BST.
- Arbejd på at virksomhedens sikkerhedsorganisation skal have indflydelse ved brug af rådgivning.
- Udnyt bekendtgørelse om arbejdets udførelse fuldt ud.
- Klag til Arbejdstilsynet, hvis forholdene ikke er i orden.
- Klag over en screening, hvis den er forkert.
- Tilkald Arbejdstilsynet, hvis forholdene ikke er i orden – også hvis virksomheden er certificeret.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe