Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 1
Dahr Jamail & Riverbend
Mere blod – mere kaos
Fallujah, Mosul og Ramadi, næste gang bliver det måske Baghdad, hvem ved. Sådan er hverdagen i Irak. Følgende er uddrag fra Dahr Jamail‘s weblog. Dhar Jamail rapporterer direkte fra Irak. Baghdad Burning er en anden weblog, hvor en 25 årig irakisk kvinde under psudonymet Riverbend, i over et år har beskrevet sine oplevelser under besættelsen.
Mere blod, mere kaos. 21. november 2004: Der blev dræbt 6 civile i dag i kampe mellem modstandsstandsbevægelsen og militæret i Ramadi.
Militæret lukkede byen, blokerede alle vejene, og opfordrede over højtalere indbyggerne til at overgive “terroristerne“.
En mand, en kvinde, og et barn døde, da den bus, de kørte i, nærmede sig et amerikansk checkpoint og blev beskudt af nervøse soldater. En af militærets presseofficerer sagde, at det var fordi, bussen ikke stoppede, da den blev bedt om det.
Byen er stadigvæk lukket, og der er intensive kampe rundt om i byen, imens militæret prøver at finde ud af, hvad de vil gøre ved endnu en by, der er kontrolleret af oprørerne.
På samme tid, som massegravene i Fallujah fyldes med de utallige lig, er der stadigvæk sporadiske kampe i området.
“Amerikanerne vil have hver eneste by i Irak til at være ligesom Fallujah,“ sagde Abdulla Rahnan, en 40-årig mand, jeg mødte på gaden ikke langt fra mit hotel, hvor jeg fik min te: “De vil dræbe os alle sammen – de befrier os for vores liv.“
www.dahrjamailiraq.com
Amerikanske Helte...
Baghdad Burning, Riverbend, 16. november 2004. Moskeen er overstrøet med irakiske kroppe – ikke stille på grund af, at de beder eller mediterer, men fældet af døden, og nogle af dem er allerede ved at være opsvulmet. En gammel mand ligger med en yngre op af sig. Ben, fødder, hænder, blod over det hele. Solen skinner støvet ind igennem vinduerne. Stedet er skræmmende stille. Stilheden brydes, da nogle marinesoldater kommer ind, og geværerne rettes mod kroppene. Deres grove stemmer kastes rundt i rummet, imens de diskuterer en krop – var han død, var han levende?
Jeg så på, imens jeg anspændt tænkte på, hvad der nu ville ske. Jeg ventede den normale reaktion, at en tung fod med militærstøvle ville sparke manden fortsat fra forsiden:
for at se, om han måske skulle være i live. Men det var ikke det, der skete – pludselig brydes luften af lyden af skud, da soldaten skyder imod den muligvis døde mand og til sidst kommer ordene: “Han er død nu.“
“Han er død nu.“ Han sagde det roligt, som om han fortalte noget, som alle vidste i forvejen, men med en stemme, der lød som om den sang en popsang, og det fik mit blod til at fryse til is. Og de soldater, der omgav ham, var ligeglade. De gik i gang med at slæbe rundt på ligene – det virkede ikke til, at det rørte dem det fjerneste. Det var åbenbart noget, der normalt skete.
Vi sad, chokerede, lammede over grusomheden i den scene, der udspilledes foran vore øjne. Det er den tredje dag i Eid, og vi var endelig i stand til at samles som en familie – en fætter, hans kone og deres to børn, to tanter, og en gammel onkel.
E. og min fætter havde stået i kø i to dage for at få benzin, så vi kunne besøge den gamle onkel som afslutning på en meget dyster Eid. Da der ikke blev vist flere billeder, var der helt stille – en stilhed, der kun blev brudt af nyhedsoplæseren og mine tanter, der sad og hulkede. Min lille niece blinkede, og tabte sin ske – hendes ansigt ubevægeligt af frygt, hendes øjne vidt åbne af forundring, limet til skærmen: “Er han død? Dræbte de ham?“
Jeg prøvede at sluge den klump, der blokerede min hals, og så min fætter begrave sit ansigt i hænderne, for skamfuld til at kunne se på sin datter.
“Hvad skulle jeg have sagt til dem?“ spurgte han en time senere, da hans døtre var blevet sendt ud i køkkenet for at hjælpe deres bedstemor. “Skulle jeg have sagt til dem, “ja min skat, de slog ham ihjel, amerikanerne slog en såret mand ihjel, de har besat vores land, dræber folk, og vi sidder her og spiser, drikker og ser tv?“”
Han rystede på hovedet “Hvor meget mere skal de se? Hvad er der tilbage for dem at se?“
De dræbte en såret mand. Det er svært at tro. De dræbte en mand, der var fuldstændig hjælpeløs, som var han et sygt dyr, der skulle aflives. Jeg havde læst artikler og hørt historier om, at denne slags ting var sket før – sårede civile efterladt i en vejkant eller skudt med koldt blod – men at se det på tv er noget helt andet, det gør mig gal af vrede.
Og hvad vil der ske nu? En sag imod den ene soldat, der skød manden? Ligesom det skete ved forbrydelserne i Abu Ghraib? En håndfuld mennesker får skylden, og det hele begraves under en dynge af idiotiske militærpsykologer, forsvarsanalytikere, embedsmænd og pressemedarbejdere fra Pentagon, indtil det hele er glemt. Til sidst vil ingen kunne huske andet, end at en enkelt soldat skød en enkelt irakisk “oprører“, og så betyder det ikke længere noget.
Det er en typisk amerikansk teknik. Hver eneste gang, der sker en forbrydelse, fejer man det ind under gulvtæppet ved at skyde skylden på en syndebuk, og så bare se at komme videre.
Det, som folk ikke forstår, er, at disse psykopater er overalt i militæret. I det sidste år har vi set mordere, torturbødler, og fremmedhadere løbe rundt med våben og i tanks. Jeg er ligeglad med hvad det skyldes: Jeg er ligeglad med om det er anspændthed og frygt for “fjenden“ – uanset hvad er det mord.
Vi er besat af mordere. Som irakere er vi under det samme pres, bortset fra at vi ikke er trænet til at kunne klare det, og alligevel forventes det, at vi er overbærende, forstående, og frem for alt taknemmelige.
Jeg føler mig syg, deprimeret, og bange. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal sige. De er ikke mennesker, og de fortjener ikke vores forståelse.
Hvordan kan det være, at verden er så fokuseret på halshugninger? Hvorfor er dette her så meget anderledes? Forskellen er, at dem, der halshugger folk, er ekstremister. Dem, der slagter irakerne, udøver tortur i fængslerne og skyder sårede fanger, er “Amerikanske Helte“.
Tillykke, I må være stolte af jer selv i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed