Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 6
Verden sukkede da Bush blev genvalgt, men
Vi kan slå Bush
Alex Callinicos
George W. Bush vandt det amerikanske valg og kan nu begynde sin anden valgperiode. Alex Callinicos ser her på fremtiden for USA og den amerikanske venstrefløj.
Verden sukkede, da det blev klart at Bush var blevet valgt til sin anden periode. Selv for dem, der tvivlede på, at Kerry ville være blevet en ret meget bedre præsident end Bush, var det deprimerende, at han fik fire år til, til at plyndre planeten og fortsætte den krig, de startede efter 11. september 2001.
Der er gode grunde til at være bange for, hvad Bush kan gøre i sin anden periode. I en artikel der var i New York Times for nylig, fortalte journalisten Ron Suskind om en samtale, han havde haft med en højtrangerende rådgiver i det hvide hus i 2002:
“Rådgiveren sagde, at folk som mig var en af dem “vi kalder virkelighedsbaserede”, hvilket han definerede som folk, der “tror at man finder løsninger på problemer ved at studere virkeligheden.”
“Sådan fungerer verden ikke mere,” fortsatte han. “Vi er et imperium nu, og når vi handler skaber vi vores egen virkelighed... vi skaber historien... og I kan ikke gøre andet end at studere, hvad vi gør.”
Det er skræmmende at tænke på Bush og hans neo-konservative rådgivere, opildnet af deres valgsejr, kan bruge Pentagons militære magt til at omskabe verden, så den passer til USA’s interesser.
Men før vi graver os helt ned, er det vigtigt at huske på, at de fire sidste år har vist, at der er meget virkelige grænser for USA’s magt.
Det står klarest, hvis man ser på deres forsøg på at skabe en amerikansk virkelighed efter deres hoved i Irak. Sidste uges udgave af Newsweek viste et dystert billede af de problemer, som besættelsen står overfor:
“Ifølge de fleste vurderinger er oprørene ved at vinde... For et år siden var de nød til at sabotere el og olie ledninger langt væk fra Baghdad. Nu er de i stand til at lave aktioner i de tidligere sikre forstæder til byen.
“Over hele landet, især i Sunni trekanten i midten af landet, har de amerikanske styrker svært ved bevare kontrollen med vigtige veje og byer. Angreb på koalitionens og de irakiske tropper når efterhånden 100 om dagen, og de civile ofre er et langt højere.”
Sandhed er, at USA er ved at blive fanget i en guerillakrig i Irak. Og man kan ikke vinde en guerillakrig med et stærkt luftvåben og højteknologiske våben, de ting som Pentagon normalt bruger til at løse konflikter med.
Man vinder den type krige ved en kombination af en politisk strategi, der kan isolere oprørerne fra resten af befolkningen, og en hær der er stor nok til at kunne forhindre, at oprørerne får mulighed til at have områder, hvor de kan være i fred.
USA har ingen af delene i Irak.
Offensiven imod Fallujah er et forsøg på at ødelægge eller opløse den største base, oprørene har.
Hvis denne operation lykkes, kan det være, at det skaber en situation, der er mere gunstig for USA og deres marionetregering forud for det valg, der skal foregå i januar næste år. Men der er ingen grund til at antage, at offensiven vil opnå sit mål, nemlig ikke bare at flytte oprørene, men at udrydde dem.
Uanset hvad, begrænser det USA’s muligheder i verden, at have det meste af hæren i Irak. Et forhold, som Nordkorea har forstået at udnytte.
Bush og dem han omgiver sig med har ytret sig mere og mere aggressivt om det islamiske styre i Iran. Et regime, der ligesom Nordkorea beskyldes for at udvikle atomvåben.
Men så længe USA ikke har slået oprøret ned i Irak, ville det være mere end almindeligt dumt at angribe Iran – et land, der har 70 millioner indbyggere og stærke nationalistiske traditioner.
Men selv hvis Bush ikke kan erobre hele verden, er der stadigvæk et spørgsmål, som det er nødvendigt at besvare, nemlig hvorfor blev han genvalgt?
Hvorfor var det muligt for ham at vinde valget på trods af problemerne i Irak og en større arbejdsløshed, end da han første gang flyttede ind i Det hvide Hus, og endda at opnå at få en majoritet af stemmerne til forskel fra 2000, hvor han kæmpede med Al Gore?
Daily Mirror forklarede det med dumhed hos dem der stemte på ham, og spurgte “Hvordan kan 59,054,087 mennesker være så dumme?” Men det er ikke en forklaring.
Normalt er det sådan, at en højere stemmeprocent er en fordel for demokraterne, men det var det ikke denne gang.
Det ser ud som om, den strategi virkede, som Karl Rove, en af Bush’s politiske rådgivere, lagde. Den gik ud på at mobilisere den fundamentalistiske kristne højrefløj til at stemme.
Valget viste at landet er delt på midten, eller næsten på midten, imellem demokraterne og republikanerne. Men der er et paradoks ved det.
Både demokraterne og republikanerne går ind for de store firmaer, det frie marked og amerikansk imperialisme. Kampen kom til at stå over såkaldte “kulturelle spørgsmål” – homoseksuelles ret til at gifte sig, abort og forskning i stamceller.
Denne kontrast indeholder i virkeligheden republikanernes hemmelige våben. Den amerikanske arbejderklasse er i løbet af denne generation blevet udsat for alvorlige angreb, som kan ses direkte i en faldende husstandsindkomst.
Men demokrater som Kerry har ingenting at sige om de problemer, der dominerer livet for den arbejdende befolkning. Selv tilhører de det erhvervsliv, der i så høj grad har profiteret af neo-liberalismens sejr.
Dette gør det muligt for republikanerne og Bush, som også er en del af erhvervslivets rige, at skyde skylden for tingenes tilstand over på terrorister, den liberale elite, eller andre imaginære syndebukke, og på den måde vinde opbakning.
Som den kritiske teoretiker Slavoj Zizek udtrykte det: “Den moral-kamp der foregår, gør det muligt for de lavere klasser at udtrykke deres vrede uden at forstyrre det økonomiske mønster.”
Ifølge en exitpoll som Associated Press udførte, var det vigtigste for 22 procent af vælgerne, når de skulle sætte deres kryds, “moralske værdier”. Og stemmeprocenten var stadigvæk kun lige lidt under 60 procent, så der var stadig mange af USA fattigste, der blev hjemme.
Det eneste svar på dette er en klassepolitik, der forsøger at vende vreden imod den virkelige kilde til lidelserne – en lille ultra-rig elite, der dominer det amerikanske samfund, og som køber både demokraterne og republikanerne til at følge deres vilje.
Det betyder, at der skal bygges på f.eks. de gode bestræbelser, som Ralph Nader og hans spinkle støtter gjorde, for at skabe et reelt alternativ til de to dominerende partier i USA.
Vi, der ikke bor i USA, kan hjælpe den amerikanske venstrefløj ved at blive ved med at gøre modstand imod Bush’s politik for permanent krig imod resten af verden.
Oversættelse: Troels Skov Nielsen
Se også:
SAA 236: USA: Dagen derpå
SAA 236: USA: Tid til krigsmodstand
SAA 236: Fakta om det amerikanske valg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed