Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 236 – 24. november 2004 – side 8

Bill Gates

Multinationale milliarders magt

Jakob Nerup

Når kongen blandt de multinationale, Microsofts ejer Bill Gates, ankommer til Danmark, så modtages han standsmæssigt. Med statsminister Anders Fogh i spidsen bukker ministrene og soler sig lidt i berømmelsen. De får endda bevilget et frokostmøde med verdens rigeste mand, som har en personlig formue på 400 milliarder kroner, der er skabt på en genial ide – og monopol og markedsmisbrug for resten.

På mange måder er dette møde mellem Anders Fogh og Bill Gates et billede på, hvor meget magt de multinationale har på denne klode. De multinationale står for mere end to tredjedele af verdenshandlen, heraf halvdelen imellem sig. Og de største af dem er større end de fleste lande. Fx har verdens største multinationale firma General Electric en lige så stor økonomi som det danske bruttonationalprodukt, og det svarer til den 25. største økonomi i verden.
Den globale dominans af nogle gigantiske multinationale firmaer er ikke ukendt for de fleste. Ej heller at deres økonomiske indflydelse rækker langt videre end børsen. At de i virkelighedens verden har en enorm politisk indflydelse, er et velbeskrevet fænomen, som tydeligst stiller sig til skue i USA, hvor de nærmest ejer politikerne, regeringen og helt sikkert den siddende præsident.

De færreste vil dog mene, at det gælder i Danmark. Nok har vi en erhvervsvenlig regering, men så galt står det ikke til. Og Danmark er et land domineret af små og mellemstore virksomheder, så det er ikke de multinationale som bestemmer. Dette billede formidles ivrigt af de politiske partier og bestyrkes af iværksætterkampagner, skattemoralske pegefingre overfor de små selvstændige og fraværet af de rigeste danskere i offentligheden.

Marx: ” endelig tilkæmpede det sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bour-geoisiklassens fællesanliggender.”

Men det er et helt igennem falsk billede.
En gang om året udkommer der en talspækket publikation på glittet papir, hvor man kan finde den virkelige magt i den danske økonomi. Det er i Guldnummeret fra Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, der er en opgørelse af de 1000 største virksomheder i Danmark og en gennemgang af de enkelte brancher. En gennemlæsning viser os et helt andet Danmark, hvor koncentrationen af kapital på få hænder er altdominerende.

Essensen er, at en lille gruppe virksomheder totalt dominerer den danske økonomi. Og hovedparten af disse virksomheder er styret af meget få direktører og deres kapital kontrolleret af meget få, meget rige mennesker. Der er en direkte sammenhæng mellem listen over Danmarks rigeste og deres ejerskab af en af de 50 store virksomheder.
Men det er ikke blot størrelsen af deres økonomi, der kan læses ud af Guldnummeret. Et andet og lige så væsentligt aspekt er den stærke koncentration af magt over de indenlandske markeder. Den liberale illusion om, at det danske marked er frit og fyldt med mange firmaer falder helt sammen ved nærmere gennemsyn. Fx står konglomerater (koncerner med mange forretningsområder) for hele 15 % af den samlede omsætning og heraf A.P. Møller–Mærsk A/S for de to tredjedele.
Dagligvarehandlen domineres af COOP og Dansk Supermarked med 55 % af den samlede omsætning. Medicin med Novo på 37 % og Lundbeck på 13 %. Service med ISS og Group4Falck med hver 45 %, Danish Crown med 84 % af kødmarkedet, TDC med 80 % af telemarkedet, Arla med 90 % af mejeriprodukterne, Carlsberg med 75 % af nydelsesmidlerne osv. På byggemarkedet sidder de to største entreprenører MT Højgaard og FLS på 25 %, mens de 8 største har 50 %. På byggematerialer sidder Velux og Rockwool på tilsammen 40 % og på industrimaskiner har Danfoss og Grundfos tilsammen 50 %. Og dette fortsætter på alle de andre markeder.
Den enkle pointe er, at ethvert marked er domineret af en eller få meget store og multinationale virksomheder. Det er en udvikling, som har taget fart indenfor de seneste 10 år, og følger den globale tendens til koncentration af kapital og markedsdominans på stadig færre hænder.

Med den økonomiske magt følger også en politisk og samfundsmæssig magt. Truslen om at flytte arbejdspladser og kapital til udlandet bliver brugt flittigt til at skaffe indrømmelser. Ønsket om særlige privilegier for de store i branchen opfyldes gerne af politikerne, som effektivt påvirkes. Fx gennem det udbredte sociale fællesskab i de riges boligghettoer, eller i de særlige selskaber de færdes. Et nyligt eksempel er ICC’s årsmiddag, som er omtalt andetsteds.
Et andet dugfrisk eksempel er Udenrigsminister Per Stig Møllers brev til 3000 danske virksomheder, hvor de opfordres til at bruge løs af Udenrigsministeriets internationale hjælp til at tjene penge på fremmed grund. Det bruges der mindst ½ milliard på årligt, og det har hjulpet til ekstra dansk eksport for 3 milliarder kroner. I praksis handler det om at legitimere de mange ressourcer, som de store nyder godt af. Fx har Dronning Margrethe for få uger siden været på officielt statsbesøg hos kejseren i Japan, men i virkelighedens verden var det et eksportfremstød koreograferet af Dansk Industri. ”Samværet med de kongelige og de kejserlige giver dansk erhvervsliv en blåstempling i japanernes bevidsthed.”, som chefen for Danmarks Eksportråd udtrykker det til Berlingske.
Den ultimative indflydelse, som penge kan købe og forlange, er legemliggjort i Mærsk Mc-Kinney Møllers imperium og de utrolige magtbeføjelser, det har over politikere, ansatte og Danmark.

Se også:
SAA 236: Peter Suppli Benson, Bjørn Lambek og Stig Ørskov: "Mærsk - manden og magten": Mærsk og magten
SAA 236: Mærsk-spots

Flere artikler fra nr. 236

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2786 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside