Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 10
Hvilken vej for den antikapitalistiske bevægelse (Trotskij)
Lene Junker
Diskussionen om en anden Verden har i dette efterår fået en del opmærksomhed, bl.a. på Danmarks og Europas Sociale Fora. Leon Trotskij har i et væld af bøger m.m. beskrevet sine erfaringer fra den russiske revolution – Lene Junker ser her på hvilke erfaringer vi kan bruge i den antikapitalistiske bevægelse i dag.
Den antikapitalistiske bevægelses opståen i 1999 i Seattle har sat gang i en ny debat om hvilket alternativt samfund, vi ønsker, og hvordan vi får det.
Den antikapitalistiske bevægelse tager sit udgangspunkt i, at det kapitalistiske systems logik er den grundlæggende årsag til krig, miljøødelæggelser, voksende global ulighed og manglende demokrati for flertallet af verdens befolkning.
Bevægelsen opfatter ikke kapitalismen som en naturlov, som mennesker må tilpasse sig. Tværtimod stiller den selv spørgsmålet: hvilken verden er det, vi ønsker?
En af vejene til at finde svar på det spørgsmål er at undersøge og lade sig inspirere af de erfaringer, andre har gjort sig gennem tiderne. Den russiske revolutionære, Leon Trotskijs erfaringer, analyser og teorier har meget at byde på.
Professionel revolutionær
Trotskij er født i Ukraine i 1879, søn af en velstillet jødisk bonde. Det russiske imperium under ledelse af en enevældig Zar var både et meget repressivt og antisemitisk regime. Det gav ikke meget plads til den unge revolutionære Trotskij, der allerede som 19-årig blev arresteret og deporteret til Sibirien. Resten af sit liv var Trotskij professionel revolutionær. Helt frem til 1917 tilbragte han størstedelen af sin tid i fængsel eller i eksil i udlandet. De næste 10 år var han en af de mest betydningsfulde personer i den russiske revolution og det socialistiske eksperiment, som derefter udspillede sig i Sovjetunionen. Efter revolutionens nederlag og Stalins magtovertagelse, blev Trotskij udmanøvreret og udrenset sammen med alle de gamle bolsjevikker fra 1917. I 1929 blev han forvist fra Sovjetunionen og levede i landflygtighed resten af sit liv. Til sidst boede han i Mexico. Der blev han blev myrdet af Stalins hemmelige agenter i 1940.
Trotskij var en teoretisk begavelse, som var i stand til at bruge marxismen til at analysere sin samtid. Han har efterladt en guldgrube af bøger og skrifter. Trotskij var også en oratorisk begavelse. Derfor var han enormt populær og kendt af menigmand. Endelig var Trotskij en dygtig organisator. Derfor stod han i spidsen for den praktiske ledelse af oktoberrevolutionen, og han fik ansvaret for at opbygge Den Røde Hær.
Trotskijs præstationer skal forstås i lyset af, at han levede i en tid, præget af store forandringer, og at han var en del af en global politisk bevægelse, som rummede tusindvis af talentfulde mennesker. Afgørende blev det også, at Trotskij tilsluttede sig bolsjevikkerne. De havde, ligesom Trotskij, en vision om en verden, hvor mennesker i fællesskab bestemmer over deres liv og fremtid. De betragtede kapitalismen og imperialismen som den største forhindring for denne vision. Derfor arbejdede de målrettet for en revolution.
I kampens hede
De centrale analyser/teorier hos Trotskij blev udviklet i ”kampens hede” – dvs som svar på de aktuelle udfordringer, som de revolutionære i Rusland stod over for. Det er først og fremmest teorierne om DEN PERMANENTE REVOLUTION og ENHEDFRONTEN, som denne artikel vil se nærmere på.
Efter at være forvist fra Sovjetunionen skrev Trotskij mesterværket, Den Russiske Revolutions Historie. På 1200 sider leverer han en detaljeret redegørelse for hele den revolutionære proces mellem februarrevolutionen og oktoberrevolutionen 1917. Det er åndeløst spændende læsning, hvor man fornemmer historiens vingesus og glemmer tid og sted. Den er også grundlaget for, at Trotskij senere kunne analysere, hvordan den russiske revolutions basale ideer blev forrådt efter Stalins magtovertagelse. Takket være Trotskij er den russiske revolutions storslåede idéer og resultater ikke druknet i Stalins diktatur.
Den permanente revolution
Trotskij udviklede teorien om DEN PERMANENTE REVOLUTION lige efter 1905-revolutionen i Rusland. Den revolution blev udløst af zarens blodige svar på en fredelig arbejderdemonstration anført af en præst. Det førte til massestrejker blandt de russiske arbejdere og dannelsen af de første russiske arbejderråd eller sovjetter. Det var første gang, at arbejderklassen i den målestok viste en selvstændig evne til at handle kollektivt. Det satte spørgsmålstegn ved hidtidige opfattelser af kampen for socialisme i hele den socialistiske bevægelse. Indtil da var de fleste enige om, at man måtte arbejde for en borgerlig demokratisk revolution i de førindustrielle lande, hvor borgerskabet kom til magten og stod i spidsen for den industrielle udvikling. Men 1905-revolutionen viste, at borgerskabet hverken kunne eller ville stille sig i spidsen for et opgør med den enevældige Zar og fremme et borgerligt demokrati. Derimod viste arbejderklassen sig som den eneste kraft, som var i stand til at udfordre Zaren. For Trotskij betød det, at man måtte sætte kursen mod en socialistisk revolution i Rusland og forstå arbejderklassen som den vigtigste sociale kraft i den revolutionære proces. Det betød også, at revolutionen godt kunne starte i et relativt tilbagestående land som Rusland, men at den var nødt til at sprede sig til andre lande, hvis den skulle overleve. Teorien om den permanente revolution byggede ikke kun på erfaringer fra Rusland. Den byggede også på en aktuel analyse af kapitalismen, som i 1905, efter at kolonimagterne havde opdelt verden imellem sig, nu dominerede hele verden. Det betød, at der både foregik en meget ujævn, men også en ensartet økonomisk udvikling i verden. Teorien om den permanente revolution gør op med en meget stiv faseopdeling af et samfunds udviklingsmuligheder, og en tendens til at opfatte sociale og politiske muligheder som et automatisk resultat af bestemte økonomiske grundvilkår.
Trotskij stod ret alene med sin teori helt frem til den revolutionære proces i Rusland i 1917, hvor den blev en del af bolsjevikkernes strategi. Revolutionen lykkedes i Rusland, men fordi revolutionen ikke blev spredt, led den nederlag.
Spørgsmålet er nu, hvorvidt teorien kan være en guideline for anti-kapitalister i dag? Teorien er siden hen blevet bekræftet. Desværre mest negativt. Hvis man ser på historien om kolonilandenes befrielseskampe og udviklingen i den tredje verden, er det historien om heroiske oprør og kampe, som rummede enorme muligheder for at skabe nye samfund med social lighed, demokrati og frihed. Mange af de muligheder blev ikke udnyttet. Den vigtigste årsag er naturligvis, at kapitalismen og imperialismen bekæmpede ethvert ønske om frihed, demokrati og social retfærdighed (som teorien netop siger) Dernæst også at Sovjetunionen under Stalin anlagde en ny vurdering af kampen og pålagde de kommunistiske partier verden over at sætte alliancen med de nationale borgerskaber højere end en selvstændig socialistisk strategi. De kaldte det en folkefront. I dag ville vi nok kalde det et nationalt kompromis. Det skete i Kina i 20’erne, i Spanien i 30’erne, i Mellemøsten og Latinamerika i 50’erne og 60’erne og i Sydafrika i 70’erne og 80’erne. Folkefronten blev skarpt kritiseret af Trotskij helt frem til sin død. I stedet anviste han enhedsfronten, som den mest effektive taktik. Enhedsfronten er også en erfaring fra ”kampens hede” i den revolutionære proces frem mod den russiske revolution, som var truet af et militær kup. Den tog afsæt i arbejderklassens og de små bønders egne organisationer og partier. Derved blev deres sociale krav og interesser det bærende element i kampen.
Enhedsfront for antikapitalister
Teorien om den permanente revolution og enhedsfrontens taktik er en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor den russiske revolution kunne sejre, og hvorfor så mange revolutioner siden da er endt i nederlag. Den er også en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor så mange befrielsesbevægelser i den tredje verden er resulteret i nye herskende eliter, som undertrykker det store flertal af befolkningen og samarbejder med den globale kapitalisme og imperialismen, samtidig med at de kalder sig kommunister og marxister. Se f.eks. Nordkorea, Kina og Cuba!
Kun i kapitalismens pure ungdom havde borgerskabet ønske og fordel af alle de borgerlige demokratiske rettigheder. Da kapitalismen blev det dominerende økonomiske system, som gjorde borgerskabet til den herskende klasse, var det ikke et must for dem. Kapitalisme og demokrati er ikke hinandens forudsætninger, som det lyder ved højtidelige lejligheder i den vestlige verden. Siden begyndelsen af det tyvende århundrede er frihed, demokrati, velfærd osv et resultat af det store flertals egen kamp – som regel på trods af den herskende klasse.
Antikapitalister i dag verden over deler de samme kapitalistiske grundvilkår, som Trotskij gjorde i starten af det tyvende århundrede, selvom kapitalismen på mange måder har forandret sig.
I dag er kapitalismen udbredt til hver en afkrog på kloden. Det har for det første skabt enorme rigdomme – nok til alle, hvis vi deler. For det andet har det skabt en arbejderklasse, som udgør et flertal af jordens befolkning.
Det er den sociale kraft, som kan udfordre kapitalismen og gennem en revolution opbygge en ny verden, som er udformet efter flertallets behov.
Den globale antikapitalistiske bevægelse bør udvikle sig til at blive vor tids enhedsfront, som organiserer modstand og udvikler alternativer til kapitalismens barbari.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed