Socialistisk Arbejderavis
Nr. 236 – 24. november 2004 – side 12
Billedskøn eller blodig?
Arundhati Roy
Dette er fortsættelsen af Arundhati Roys artikel Rød alarm bragt i sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis.
NGO’er (non-governmental organisations) har midler, som kan beskæftige folk, der ellers ikke ville være aktivister i sociale bevægelser, men som nu føler, at de gør noget umiddelbart godt og kreativt (og tilmed får løn for det). Ægte politisk modstand har ikke nogen lignende genveje.
NGO’ernes strategi truer med at gøre modstand til et hensynsfuldt, fornuftigt, lønnet ni-til-fem job. Oven i købet med fordele.
Ægte modstand har konsekvenser, og der er ingen løn.
Dette fører mig hen til den tredje fare, som jeg vil tage op – den forgængelige natur, som ligger i den faktiske konfrontation mellem de sociale bevægelser og den tiltagende undertrykkelse fra staternes side. Mellem den offentlige magt og imperiets agenter.
Lige så snart at den civile modstand har vist det mindste tegn på udvikling lige fra symbolske aktioner til noget, der kunne være blot det mindste truende, bliver de angrebet uden nåde. Vi har set, hvad der er sket i demonstrationerne i Seattle, Miami, Göteborg, og Genova.
I USA har man den amerikanske Patriot Act, som er blevet kopieret som antiterrorismens love vedtaget af regeringer over hele verden. Friheden bliver krænket af falske påstande om at ville bevare netop denne frihed. Og hvis vi først overgiver vores frihed, vil det tage en revolution at vinde den tilbage.
Nogle regeringer har megen erfaring i denne branche med at indsnævre friheden, og stadig få det til at lyde vidunderligt. Den indiske regering, som er gammel i faget, har vist vejen.
I en årrække har den indiske regering vedtaget love i overtal, som tillader sig at kalde næsten enhver for terrorist, rebel eller militant.
Vi har også love såsom Armed Forces Special Powers Act (loven for bevæbnede styrker, med speciel magt), Public Security Act (loven for offentlig sikkerhed), Special Areas Security Act (loven for sikkerhed i særlige zoner), Gangster Act (loven for gangstere), Terrorist and Disruptive Areas Act (loven for terrorister og uregerlige områder – denne lov er formelt kollapset, men folk bliver stadig tiltalt under den), og for nylig tilkom POTA (Prevention of Terrorism Act – loven til forebyggelse af terrorisme). Dette brede spektrum af love skulle virke antibiotisk mod modstandens sygdom.
Andre skridt er ved at blive taget, såsom afgørelser i retten, som i virkeligheden begrænser ytringsfriheden, retten til at gå i strejke for offentligt ansatte, samt retten til liv og levebrød. Den offentlige ret er begyndt at bestemme over vores liv ned til mindste detalje i Indien. Og at kritisere domstolene er blevet en kriminel handling.
Men for at komme tilbage til anti-terrorismens initiativer har politiet og sikkerhedsstyrker dræbt op mod titusinde mennesker over de sidste ti år.
I staten Andhra Pradesh (stjernen i den forretningsmæssige globalisering i Indien) bliver gennemsnitligt 200 “ekstremister” hvert år dræbt, i det regeringen kalder “sammenstød”. Politiet i Bombay ligefrem praler af, hvor mange “gangstere” de har dræbt i “skudvekslinger”.
I Kashmir, i en situation, der næsten er på randen af krig, er der siden 1989 formodentligt op mod 80.000 dræbt. Endnu tusinder er simpelt hen “forsvundet”. I de nordøstlige provinser er der en lignende situation.
I de senere år har det indiske politi åbnet ild mod ubevæbnede mennesker, hovedsageligt i Dalit og Adivasi. Deres foretrukne metode er først at dræbe dem for derefter at kalde dem for terrorister.
Dog er Indien ikke alene i dette. Vi har set lignende ting sket i lande som Bolivia, Chile og Sydafrika. I denne tidsalder med neoliberalismen er fattigdom blevet til kriminalitet, og protesterne mod denne fattigdom bliver i stigende grad opfattet som terrorisme.
I Indien bliver POTA (loven til forebyggelse af terrorisme) ofte kaldt for Production of Terrorism Act – det vil sige loven for produktion af terrorisme. Det er en fleksibel, altomfavnende lov, som gælder alle lige fra en Al-Qaida operation til en utilfreds buschauffør.
Som det er tilfældet med mange anti-terrorisme love, er det geniale ved POTA, at det indbefatter alt, hvad regeringen vil have, det skal indbefatte. Efter det statsstøttede myrderi i Gujarat, hvor op mod 2.000 muslimer blev nedslagtet af Hinduistiske masser, og 150.000 blev drevet fra hus og hjem, blev 287 mennesker tiltalt under POTA loven. Af disse var der 286 muslimer, og en Sikh.
POTA tillader, at tilståelser frembragt under politiforhør kan blive brugt som retsligt bevis. Egentlig betyder det, at tortur indtager pladsen i stedet for politiundersøgelser.
Det Sydasiatiske Center for Dokumentation af Menneskerettigheder rapporterer, at Indien har det højeste antal i verden af torturofre, samt dødsfald af mennesker under politiets varetægt. Offentlige dokumenter viser, at der alene i 2002 var 1.307 dødsfald af mennesker ved lovlige tilbageholdelser.
For et par måneder siden var jeg medlem af en folkelig høring om POTA. Over en periode på to dage hørte vi forfærdelige vidneudsagn om, hvad der er sket i vores vidunderlige demokrati. Det var alt lige fra, at folk er blevet tvunget til at drikke urin, tage alt tøjet af, blive ydmyget, få elektriske stød, blive brændt med cigaretskodder, få stukket jernstænger op i anus, til at blive slået og sparket til døde.
Den nye regering har lovet at tilbagetrække POTA. Jeg ville blive overrasket, hvis dette skulle ske før en lignende lov, under et andet navn, blev vedtaget.
Når vejen til ikke-voldelig uenighed er lukket til, og enhver, som protesterer mod bruddet på menneskerettigheder bliver kaldt for terrorist, burde vi så overhovedet blive overrasket over, at landet bliver overstrømmet af folk, som i stedet tror på bevæbnede kampe, og som mere eller mindre ikke kan kontrolleres af staten – det vil sige i Kashmir, i de nordøstlige provinser, i store dele af Madhya Pradesh, Chattisgarh, Jharkhand, og Andhra Pradesh?
Almindelige mennesker er fanget mellem volden fra militante grupper og staten.
I Kashmir anslår den indiske hær at mellem 3.000 og 4.000 militante til enhver tid opererer. For at kunne kontrollere disse, bruger den indiske regering omkring 500.000 soldater.
Det er helt klart ikke kun de militante grupper, som hæren forsøger at kontrollere. En hel befolkning af ydmygede, ulykkelige mennesker, ser den indiske hær som besættelsesmagt.
Armed Forces Special Powers Act – loven for bevæbnede styrker, med speciel magt – giver ikke kun rigtige officerer, men endog junior officerer og ikke-udnævnte officerer i hæren tilladelse til at bruge magt, endda dræbe enhver person med mistanke om at ville forstyrre den offentlige fred.
Dette blev indført i visse distrikter i staten Manipur i 1958. I dag er det indført i næsten hele den nordøstlige del, samt Kashmir. Dokumentationen omkring tortur, folk der forsvinder, dødsfald under arrest, voldtægter og summariske eksekveringer foretaget af sikkerhedsstyrker er nok til at få maven til at vende sig.
I Andhra Pradesh, i midten af Indien har den militante marxistisk-leninistiske Gruppen for Folkets Krig – som i mange år har været engageret i en voldelig, bevæbnet kamp, og som har været det primære mål i mange af politiets såkaldte “sammenstød” i Andhra – holdt sit første offentlige møde i flere år den 28. juli 2004 i byen Warangal.
Flere hundrede tusinde mennesker kom til mødet. Under loven POTA er de alle opfattet som terrorister. Vil de alle sammen blive tilbageholdt i det, der ligner Guantanamo Bay i Indien?
Hele den nordøstlige del af Indien samt Kashmir er i oprør. Hvad vil regeringen gøre med disse millioner af mennesker?
Ingen diskussion er vigtigere end debatten omkring strategier for modstand. Og valget af strategi ligger ikke alene i offentlighedens hænder. Det ligger også i regeringens hænder.
For når alt kommer til alt, når USA kan invadere og besætte Irak med den militære styrke, som det har gjort, kan man så forvente, at modstanden bliver konventionel, militært set? (Og selvom den skulle være en konventionel modstand, ville den alligevel blive kaldt for terroristisk).
På en mærkelig måde gør det amerikanske arsenal af våben, uforlignelige luftskyts og artilleri terrorisme til en uundgåelig respons. Det, som folk mangler i penge og magt, opvejer de ved mængde og strategi.
I denne urolige, håbløse tid er det vigtigt at regeringen gør alt for at respektere den ikke-voldelige modstand. Hvis dette ikke bliver gjort, vil de uden at være opmærksomme på det, bidrage til at flere tyrer til volden.
Enhver kritik af vold fra regeringens side kan ikke siges at være troværdig, medmindre regeringen åbner op for forandringer på baggrund af en ikke-voldelig uenighed.
Men i stedet for bliver ikke-voldelige bevægelser destrueret. Enhver form for massepolitisk mobilisering og organisering bliver i stedet opkøbt, knust, eller simpelt hen ignoreret.
I mellemtiden spilder regeringer og massemedierne, for ikke at tale om filmindustrien, deres tid, opmærksomhed, teknologi, og beundring på krig og terrorisme. Vold er blevet til en forgudelse.
Den besked som det sender, er alarmerende og farlig – hvis du vil beklage dig offentligt, så virker vold bedre end ikke-vold.
Idet kløften mellem rige og fattige vokser, og idet behovet for at styre og kontrollere verdens ressourcer til at ernære den store kapitalistiske maskine bliver mere presserende, vil uroen i mellemtiden kun vokse.
For de af os, som er på den forkerte side at imperiet, vokser ydmygelsen til det uudholdelige.
Hvert irakisk barn, som er blevet dræbt af amerikanerne, er vores barn. Hver fange, som er blevet tortureret i Abu Ghraib, er vores kammerat. Hvert skrig er vores skrig. Når de bliver ydmyget, bliver vi ligeledes ydmyget.
De amerikanske soldater, som slås i Irak – som for det meste er frivillige, der er flygtet fra fattigdommen på landet og i de fattige boligområder i storbyerne – er lige så meget ofre, som irakerne selv, i den samme forfærdende proces, der forlanger, at de dør for en sejr, som aldrig vil blive deres.
Bureaukraterne fra forretningsverdenen, direktørerne, bankmændene, politikerne, dommerne og generalerne ser ned på os højt oppefra og ryster alvorsfuldt på hovedet. "Der er intet alternativ," siger de. Og så slippes hundene løs i krigen.
Men fra ruinerne i Afghanistan, fra murbrokkerne i Irak og Tjetjenien, fra gaderne i det besatte Palæstina og bjergene i Kashmir, fra bakkerne og sletterne i Colombia, fra skovene i Andhra Pradesh og Assam kommer det kølige svar: “Der er intet andet alternativ end terrorisme.” Terrorisme, bevæbnet modstand, oprør – kald det, hvad du vil.
Terrorisme er grusomt, afskyeligt og umenneskeligt for sine udøvere, såvel som for sine ofre. Men sådan er krig. Man kunne sige, at terrorisme er en privatisering af krig. Terrorister fungerer som det frie marked i krigen. De er mennesker, der ikke tror på, at staten har monopol på den legitime brug af vold.
Det menneskelige samfund rejser mod et forfærdeligt sted.
Selvfølgelig er der et alternativ til krig. Det hedder retfærdighed.
Det er på tide at erkende, at lige meget hvor højt antallet af atomvåben og andre former for våben er, kan forlorne regerings komiteer og udpegede forsamlinger som Loya Jirga i Afghanistan ikke købe fred på betingelser, som reelt sker på bekostning af retfærdighed.
Trangen for nogle til dominans og undertrykkelse, vil blive ligestillet med andres intense længsel efter værdighed og retfærdighed.
Hvilken form denne kamp tager, om den bliver blodig eller smuk, er nu op til os.
Oversættelse Aviajia M. Andersen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed