Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 1
Tsunamien var naturlig – men det er dens konsekvenser ikke
Giles Ji Ungpakorn
Naturkatastrofer, som voldsomme storme, jordskælv og tsunamier har naturlige årsager – men konsekvenserne af disse er aldrig kun resultatet af naturlig ulykke. Naturens indvirkning på det menneskelige samfund bestemmes af klassesamfundet og hvilken prioritet almindelige menneskers liv har fået – både på lang og på kort sigt. Ved den nylige asiatiske tsunami er der mindst et halvt dusin menneskeskabte faktorer, der har haft indflydelse på tragediens størrelse.
Den første – og vigtigste grund – er, at tsunamien ville have dræbt langt færre, hvis der var installeret et varslingssystem – som det i Stillehavet. På en indonesisk ø ud for Sumatra huskede de lokale beretninger fra deres forfædre om jordskælvs virkning på havet. Da de følte rystelserne, løb de mod højdedragene, og mange overlevede flodbølgen. Men de fleste andre mennesker i regionen havde ikke denne oplysning. Den sidste tsunami i det Indiske ocean omkring Sumatra, var for over 100 år siden – ikke som i Stillehavet, hvor der jævnligt forekommer tsunamier. Men så sent som sidste år afviste asiatiske ledere kollektivt et forslag fra meteorologer og geologer om at installere et varslingssystem – på grund af at det var "for dyrt". En ledende meteorolog i Thailand har i årevis advaret om at øen Phuket var i fare for at blive ramt af tsunamier. Ingen lyttede til ham – før nu.
Selv uden et moderne varslingssystem var myndighederne i alle landene i stand til at sende beskeder om evakuering ud. Tsunami-centret i Hawaii kendte til faren, men påstod, at "de ikke vidste, hvem de skulle kontakte". Det skulle ikke være svært at finde telefonnumre til regeringerne på internettet. Sri Lanka og Indien ville have haft 3 timers advarsel til at evakuere. Værre endnu, det thailandske meteorologiske institut havde ca. 1 times advarsel om en tsunami-trussel, men efter et krisemøde besluttede de at nedtone truslen og informerede ikke myndighederne. Det første, de tænkte på, var "risikoen" ved det negative, en "falsk alarm" kunne medføre for landets lukrative turistindustri.
Den anden faktor, der bestemmer virkningen af sådan en katastrofe, er den globale kapitalismes udvikling. Dette har både positive og negative virkninger. En del af grunden til, at Thailand led mindre end Aceh og Sri Lanka – selv om der var forfærdelige tab i Thailand – er, at Thailands økonomi er mere udviklet. Skaderne i infrastrukturen var mindre. Folk kan modstå katastrofer bedre, hvis de bor i stærkere huse og ikke skal skrabe en tilværelse sammen i små både ved kysten. Nærtliggende byer kan hjælpe meget hurtigere. Men, på trods af kapitalismens potentiale til at hjælpe mennesker med at modstå katastrofer, er problemet, at globalisering ikke bringer udvikling til alle dele af samfundet. Der er stadig megen ulighed, og de fattige lider mest. Men ikke bare det – turismens hurtige udvikling betød, at mange flere turister og arbejdere i turistindustrien blev placeret i fare. Betyder det – som nogle grønne argumenterer – at vi ikke skal udvikle økonomien og ikke skal udvikle turismen? Svaret er ikke så simpelt. Aceh på Sumatras nord spids blev værst ramt.
Der er ikke nogen udviklet turistindustri. Ja, global opvarmning og en stigende vandstand i havene kunne være kritisk i nogle tilfælde. Det er derfor det er kriminelt, når de vestlige regeringer nægter at vedtage ting, der kunne begrænse global opvarmning. Men global opvarmning var ikke hovedpunktet i den nylige asiatiske tsunami. Ja, der skal bedre standarter for bygning af huse og turisthoteller, men varslingssystemer, ordnede evakuerings- og nødprocedure er langt vigtigere.
Global kapitalisme har givet os midlerne til at mindske naturkatastrofers virkning, men overladt til sig selv, overladt til det fri marked og overladt til kapitalistiske regeringers prioriteringer, vil kapitalismens kæmpe potentiale aldrig blive brugt til gavn for flertallet af mennesker. Det er derfor, at vores kampe fra neden nytter.
Den tredje faktor, der bestemmer katastrofers virkning, er klassekamp eller graden af almindelige menneskers modstand. Mange af de af tsunamien berørte lande er ikke fattige. Indien er en atomar supermagt. Thailand er en nation i hurtig udvikling. Den Thailandske premierminister og hans politiske kumpaner er multi-millionære. Problemet er fordelingen af rigdom og magt i klassesamfundet. Hvor klassekamp har været mere succesfuld, har vi kunne tvinge cheferne til at give flere ressourcer til menneskelig udvikling. Ordentlige udrykningstjenester og velfærdsstater eksisterer, fordi almindelige arbejdende mennesker har krævet og kæmpet for en bedre livskvalitet. Dette er endnu ikke tilfældet i Asien. Intet land i området har en velfærdsstat eller en ordentligt organiseret udrykningstjeneste. Der er næsten ikke nogen offentlige ambulancer. Den thailandske regering bruger millioner på militæret, men det store militær er der for at beskytte den herskende klasses interesser, ikke for at beskytte den almindelige befolkning. Det har før nedskudt pro-demokrati demonstranter. Militæret er ikke blevet fuldt mobiliseret for at hjælpe til med at klare denne katastrofe. Et eksempel: Tre af flådens skibe ligger stadig og bevogter kongens sommerpalads ved Hua Hin, i stedet for hastigt at sejle rundt til vestkysten og hjælpe til ved katastrofeområdet. Det massive antal thailandske tropper, udstationeret i de tre sydlige provinser for at "bekæmpe terrorisme", er ikke blevet flyttet. Indonesien har en af de største hære i verden, men den er ikke, hurtigt og fuldt, blevet mobiliseret til at hjælpe på Sumatra. I Burma hævder det undertrykkende militær diktatur, at kun en "håndfuld" er døde. Nederlaget for demokratibevægelsen i 1988 betyder, at den burmesiske regering ikke kun ingenting gør for at hjælpe flertallet af befolkningen, men kan forsegle landet bag en mur af tavshed. Racisme i Thailand betyder, at mange af de hundrede af burmesiske fiskere, der arbejdede på thailandske fiskerbåde og blev dræbt i tsunamien, aldrig vil blive identificerede. Deres familier derhjemme vil aldrig modtage nyt om deres kære.
Imperialisme er en fjerde faktor, der påvirker tsunamiens virkning. Imperialisme har mange niveauer. Indonesien, Sri Lanka og Thailand er "mini-imperialister". Centralregeringerne i disse lande må "bevise" over for verden, at de kan "kontrollere og regere" alle områder indenfor deres grænser.
Dette er afgørende for deres små lokale kapitalers interesser på verdensmarkedet og afgørende for at kunne tiltrække udenlandsk investering i globaliseringens tidsalder. Ingen andre kapitalister vil tage en lille stat seriøst, hvis de ikke kan kontrollere deres egne grænser. Det er derfor Indonesien ikke kan tillade at Aceh opnår uafhængighed, den srilankanske stat ikke kan tillade tamilernes uafhængighed og den thailandske stat ikke kan tillade de tre sydlige muslimske provinsers autonomi. Borgerkrige i disse regioner spilder vigtige ressourcer, ligesom USA’s og Storbritanniens imperialistiske krig i Irak. De lokale forhold i Aceh og Sri Lanka bliver en undskyldning for regeringernes inaktivitet.
Det bringer os til, hvad vores holdning burde være til USA’s militærs humanitære indsats efter tsunamien. Ikke overraskende ser mange socialister og anti-imperialister, det som "hykleri" og vil ikke have at deres regeringer samarbejder med den slags. Men lad os lige stoppe op og tænke, hvad ville vi føle, hvis USA’s militærs ladninger af rent vand, mad og medicin gjorde forskellen mellem liv og død for vores børn og kære. Naturligvis skal vi ikke gå i den anden grøft og hylde USA’s imperialisme for dens handling, som nogle i anti-krigsbevægelsen kunne være fristet til at gøre. Vi skal pege på, at mere må gøres, og at USA som klodens rigeste og mægtigste nation må yde mest. Vi skal ikke kræve, at hjælp, der er hårdt brug for, skal afvises.
Den samme holdning må gælde de store koncerner, hvoraf mange prøver at vise deres gavmildhed i public relations fremstød. Når død og ødelæggelse kommer, er koncernerne hurtige til at drage fordel. I Thailand var der reklamer i hjørnet af TV-skærmen under nyhedernes dækning af katastrofen. Private flyselskaber skyndte at reklamere for sig selv, ved at bekendtgøre at de tilbød gratis transport til ofrene eller til læger. Store selskaber var hurtige til at annoncere deres usædvanlige gavmildhed, der ikke normalt vises, når det kommer til at udbetale lønninger eller ødelægge lokale folks liv i stræben efter profit. De døde er ikke i jorden endnu, men finansnyhederne diskuterer aktiemarkedernes op- og nedture og påvirkningen på "turistindustrien". Vi må kræve at koncernerne giver mere i det lange løb. De må betale højere løn, forbedre forholdene og lade sig beskatte i højere grad.
Vi kan ikke vente på demonteringen af globale koncerner eller militære baser, før vi kan acceptere hjælp fra USA’s regering. Men vi kan kræve at krigen i Irak afsluttes nu, og at de milliarder, der spildes på militæret, skal bruges produktivt, specielt på genopbygningen, der må i gang efter at den umiddelbare krise er ovre. Det er præcis derfor, at krig, imperialisme og kapitalisme alle er bundet sammen – og derfor at os i den globale anti-krigs-, anti-kapitalistiske bevægelse må fordoble vores indsats for at bekæmpe kapitalismen. Dette er ikke tiden til en våbenhvile i kampen mod kapitalismen.
Vi kan fatte mod ved at kikke på menneskehedens sande ånd. For øjeblikket er millioner af almindelige mennesker verden over overvældet af sorg og sympati for medmennesker af alle racer, nationaliteter og religioner. Den britiske R.A.F. besætning, der fløj nødforsyninger ind til Aceh, følte, at deres missioner var "en af de mest værdifulde ting, de nogensinde havde gjort". Jeg husker ikke noget militær personel sige dette om en krig. Folk fra Beslan, der mistede deres børn for nyligt, har givet alt, de kan. Millioner af almindelige mennesker skynder sig at hjælpe deres medmennesker, når katastrofen rammer. Donationer af blod, mad, medicin vælter ind. Det gør tilbud om hjælp også. Alt dette lander lige i fjæset på dem, der gør grin med os, når vi snakker om en ny menneskelig, solidarisk verden. Ja, almindelige mennesker kan sammen bygge en bedre verden. Men først skal vi af med de blodsugere, der hersker over os og tvinger os til at udkæmpe krige og nogen gange opføre os på en selvisk og hadefuld måde over for vores medmennesker.
Men at konfrontere vores herskende klasser og forandre systemet, betyder at udfordre den herskende ideologi og den herskende klasses magt. Hvis vi ikke udfordre de herskende ideer, vil de lidendes vrede blive vendt mod os selv. Lokale thailandske landsbyboere vil sige, at regeringen hjalp udenlandske turister mere end lokale thaier, og de vil begynde at hade alle udlændinge. Racister og nationalister vil søge at vende vreden fra det egentlige mål: klassesamfundet. Andre vil være imponeret af gavmildheden fra folk på toppen af kransekagen, og det vil forstærke ideen om, at "vi alle er i samme båd". Nogle vil måske blive narret til at tro at "amerikansk imperialisme ikke er så slem endda". Nogle vil synke ned i fortvivlelse og unødig skyldfølelse, ofte vil de søge overnaturlige løsninger på deres sorg. Det er derfor vi må fortsætte politisk debat og diskussion og styrke vores beslutsomhed for at kæmpe for en bedre verden.
Giles Ji Ungpakorn er fra Workers' Democracy (Arbejder Demokrati) Thailand
ugiles@chula.ac.th
Oversat af Jesper Høi Kanne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed