Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 3

Muslimer – vor tids jøder

Jan Hoby

Fanatiker, terrorist, fundamentalist, ekstremist, selvmordsbomber eller blot ondskaben selv. Dette er nogle af de betegnelser, som er blevet placeret ved siden af ordet muslim siden 11. september og Bush’s “krig mod terror”.

Titusindvis af artikler og TV-indslag har de sidste par år argumenteret for, at Islam og muslimer udgør en voldelig trussel mod den vestlige verdens idealer og værdier.

Tusindvis af muslimer eller personer fra Mellemøsten og Asien er blevet tilbageholdt og arresteret under forskellige landes nye og udemokratiske ”anti-terror”-love. Men meget få anholdelser har ført til nogen former for domsfældelse. Antallet af unge med etnisk baggrund, som bliver stoppet eller chikaneret på gaden af politiet, er eksploderet de sidste år i de vestlige lande.

Mennesker, som ser “muslimske” ud, bliver udsat for nedværdigende behandling fra offentlige myndigheder og i lufthavnsterminalerne. I lyset af den offentlige islamofobi vokser nazistiske og racistiske organisationer, – som Dansk Front. De bruger mediernes og politikkernes islamofobi som undskyldning for at optrappe den racistiske vold – som f.eks. de hundrede muslimske gravstene der blev udsat for hæværk.

Islamofobi er i dag del af en mere generel racisme.

Alle etniske danskere, indvandrere og flygtningene lever i 2004 i et land med Danmarkshistoriens mest åbenlyse racistiske regering! Med Dansk Folkeparti som dirigentstok, og med Bertel Haarder som apartheidminister, har Fogh-regeringen gennemført en politik, der knapt lader Israels premierminister Ariel Sharon noget efter i at bygge mur mellem mennesker.

Regeringen har forstærket den institutionelle racisme – som gør det sværere for etniske danskere og specielt unge at få arbejde, uddannelse og boliger – og samtidig gøres populistisk racisme til en del af hverdagsbilledet. Ytringer om andre mennesker og deres religion, der var utænkelige for blot få år siden, er nu blevet helt acceptable selv blandt folk, der kalder sig venstreorienterede.

Det er ikke kun Dansk Folkeparti, der kræver, at alle etniske danskere, indvandrere og flygtninge skal underkaste sig “danske værdier og den danske måde at leve på”, men også socialdemokraterne.

Den stigende islamofobi – et resultat af krig og besættelse

Årsagen til racismens genvundne respektabilitet skal findes i det imperialistiske angreb og overgreb på Mellemøsten, specielt efter 11. september 2001.

Krigene i Afghanistan og Irak og den efterfølgende besættelse er ikke et produkt af had mod Islam fra Bush’s, Blair’s og Fogh’s side – selv om Bush er en kristen fundamentalist. For det var den selv samme fundamentalistiske højrefløj i det Republikanske parti, der støttede de islamiske fundamentalister i kampen mod USSR, jo mere radikale desto bedre.

Efter CIA’s opfattelse var fundamentalisterne bedre soldater i kampen mod Sovjet end de sekulære og royalistiske afghanske oprørere. CIA støttede den uhellige alliance med Pakistan og Saudi-Arabien, mens USA forstærkede sin støtte til mujahedinerne. To uger efter besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i november 1979 invaderede og brændte radikale pakistanske islamister den amerikanske ambassade i Islamabad, uden at den pakistanske hær greb ind.

Men det så USA igennem fingre med og accepterede, at al amerikansk bistand til oprøret gik gennem Pakistans efterretningstjeneste – vel vidende, at det meste dermed ville gå til de mest yderliggående grupper.

Saudi-Arabien så Afghanistan som et dejligt fjernt sted, hvor landets yderliggående muslimer kunne få afløb for deres aggressioner uden derved at true styret i Riyadh. Petrodollarene flød derfor i rigelige mængder mod de afghanske bjerge og de tusindvis af saudier, der var draget derover på jagt efter hellig krig. En af disse mænd hed Osama bin Laden, der med amerikansk og saudiarabisk bistand fik opbygget sin helt egen hær.

Men den stigende islamofobi er i dag et direkte resultat af krig, besættelse og forsøg på at knuse alle former for modstand til imperialismen. Historisk har alle former for imperialistisk krig altid haft racisme som sin følgesvend. Under Vietnam-krigen blev alle vietnamesere stigmatiseret som “gooks”. Ligesom nu snart hundred år gamle skolebøger skildrede afrikanerne som værende vilde eller barnlige.

Hvis USA, Storbritannien og Danmark skal slippe godt fra at myrde 100.000 irakere, bombe bryllupper og torturere fanger, så bliver de nødt til at fremstille ofrene som ringere mennesker end os i vesten. Officielt findes tallet over døde irakere ikke, ej heller over døde afghanere. Dermed humaniserer den vestlige verden hele folkeslag, for bedre at kunne dræbe dem! Alternativet er, at Bush, Blair og Fogh indrømmer, at de er ansvarlige for større forbrydelser og flere dræbte end den 11. september 2001.

Krigen i Irak er ikke et enkeltstående tilfælde! Det er blot en del af en århundred lang imperialistisk tradition for at intervenere i Mellemøsten og for de nykonservative krigsherrer i Washington et skridt på vejen til at reorganisere hele regionen under amerikansk kontrol.

Hvordan kan de slippe af sted med at påtvinge en ny politisk verdensorden overfor befolkningerne i Mellemøsten? Kun ved at hævde, at de er for tilbagestående til selv at styre deres eget land.

Muslimer – vor tids jøder!

Det er ikke kun krigen og besættelsen af Irak, som har muslimer som mål. Også “Krigen mod terror” har direkte adresse til hele den muslimske befolkning i den vestlige verden. Det betyder, at muslimer, uanset deres forhold til islam, bliver gjort til syndebukke – som tidligere generationer af emigranter er blevet det – for den sociale og økonomiske krise herhjemme. Samtidig med, at de bliver set som en trussel udefra.

Det er derfor islamofobi har lighedspunkter med den antisemitisme, som rodfæstede sig i Europa for små hundred år siden. Jøder blev over en kam beskyldt for at korrumpere samfundet indefra og samtidig lave en international konspiration udefra. Det samme sludder om kulturel underudvikling og religiøs fanatisme blev gentaget mod alle jødiske immigranter fra Polen og Rusland, som kom til Vesteuropa.

Som det er med muslimer i dag, er racisme og diskrimination forklædt som et forsvar for “danske værdier” i selv de mest humanistiske og demokratiske cirkler af det danske samfund.

Mange jøder reagerede forståeligt med at rykke tættere på deres religion. Men mange jøder blev også tiltrukket af venstrefløjens modstand mod racisme og kapitalisme. Over hele Europa kom jøder til at spille en central rolle i den socialistiske bevægelse.

To og tre generationer senere har indvandrere i Danmark støttet specielt Socialdemokratiet mere end mange andre vælgere. Men generelt har muslimske indvandrere stemt til venstre fra midten, fordi venstrefløjen traditionelt har bekæmpet racismen.

Men de sidste 10 år har vi set, hvordan væksten af den muslimske middelklasse i Danmark har betydet en øget stemmeandel til højrefløjen og midten af dansk politik. Muslimer i de fattige arbejderklasseområder som Vollsmose, Gellerup-parken og i de københavnske forstæder, bliver ikke kun hårdt ramt af Fogh’s støtte til “krigen mod terror” og besættelsen af Irak og hans syndebukspolitik. De bliver også hårdest ramt af privatisering, arbejdsløshed og alle andre generelle angreb på arbejderklassen.

Derfor står venstrefløjen overfor et valg! Det kan acceptere de islamofobiske myter, som bliver præsenteret i hele pressen og af flertallet af folketingets partier. Eller venstrefløjen kan konsekvent afvise denne nye form for respektabel racisme.

Se også:
SAA 237: Kamp mod racismen i Holland
SAA 237: Sekularisme = vor tids racisme!
SAA 237: Giordano Bruno selskabet – intellektuelle racister
SAA 237: Venstrefløjen og islamofobi

Flere artikler fra nr. 237

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
Muslim-hetz

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 3650 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside