Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 202

Tillæg 26.1.05: Det mener vi

Du kan påvirke valget

Er du irriteret over fraværet af politiske alternativer til Fogh i valgkampen? Er du ved at brække dig over Fogh tandpastasmil? Gider du snart ikke mere åbne for fjernsynet, fordi medierne blot er mikrofonholdere for de borgerlige og socialdemokraterne? Så skal du gøre noget, ikke give op.

I disse dage forsøger medierne at bilde os ind, at valgkampen allerede er tabt. At det er Venstre og Fogh, der vinder – og de samme medier er allerede i gang med at begrave Lykketoft. Men det er politisk selvmord at acceptere dårlige meningsmålinger som en uforanderlig sandhed, der blot skal omsættes i stemmer.

For virkeligheden er ikke medierne, men mennesker af kød og blod. Den består af slagteriarbejdere og pædagoger, af gymnasielever og lærlinge, af kassedamer og buschauffører. Og ude i denne virkelighed står det store valgslag. Det er her, vi skal vinde argumenterne for at vælte Fogh. Vi skal overbevise vores sidemand om, at Fogh og de andre borgerlige er til skade for arbejdere og studerende; til skade for miljøet og verdens fattige; at de er ansvarlige for nedskæringerne og krigen i Irak; at de borgerlige er problemet – ikke flygtningene, indvandrerne og muslimerne.

Det lyder måske indlysende for læsere af Socialistisk Arbejderavis, men det er det jo ikke for flertallet af kolleger og medstuderende. Opgaven er ikke nem. Lykketoft og Socialdemokraterne gør jo alt for at konkurrere med Venstre på Venstres politiske, økonomiske og værdimæssige betingelser. Så meget at de fremstår som Venstre minus 10 %. Derfor er det bedste argument for et alternativ til Fogh at sikre venstrefløjen fremgang. Jo flere stemmer til SF og Enhedslisten des mere modstand. Og i særdeleshed gælder det stemmer til Enhedslisten, som er det eneste parlamentariske parti, der entydigt forsvarer velfærden, irakerne, Christiania, verdens fattige, de studerende og slagteriarbejderne.

Og her kan du gøre en forskel

Enhedslisten har brug for, at alle, som vil stemme på dem, laver valgkamp for dem. Det er ikke nok at sympatisere og gøre det fra sofaen. Det er godt, at du diskuterer med dine kolleger og overbeviser dem om, at Fogh aldrig vil være til deres bedste. Men det vigtigste lige nu er, at du overbeviser dem om, at de skal stemme på Enhedslisten. Af den simple grund at et styrket mandattal vil hjælpe til mere kamp mod krig og racisme, mere antikapitalistisk argumentation og konsekvent forsvar for velfærden. Kombinerer vi dette med mobilisering til anti-krigsdemonstrationen d. 5. februar og samler underskrifter for kravet om at trække de danske tropper hjem, så bliver din deltagelse i valgkampen samtidig et bidrag til at opbygge bevægelsen udenfor Folketinget.

Alene vil man aldrig kunne dække alle vigtige spørgsmål og kunne alle svar. Derfor er organiseret deltagelse i valgkampen et kollektivt løft, som kan gøre en forskel. Forestil dig, at dit lokalområde og dit uddannelsessted skal dækkes med løbesedler og plakater; At du gerne vil have stoppet krigen og den racistiske hetz; At du ønsker at sætte en skarp kritik af Mærsk og de andre kapitalister, som styrer Danmark. Så må du være sammen med andre. Her gælder det, at 1+1 ikke bare giver 2, men langt mere.

Der er allerede en masse aktivister i gang. I ISU er vi med i valgkampen på gaden, på gymnasierne og universiteterne. Hvis du vil gøre en forskel, så kontakt ISU og få at vide, hvordan du kan være med.

Flere artikler fra nr. 237

Flere numre fra 2005

Siden er vist 1540 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside