Socialistisk Arbejderavis
Nr. 237 – 12. januar 2005 – side 302
Tillæg 3.2.05: Uddannelse
Valgløfter om kontrol og udstødning
Jakob Nerup
Hvis Venstre og Konservative lever op til deres slogan om deres valgløfter, “Så ved du at det bliver til noget”, så har 1 million danskere, som dagligt befinder sig på folkeskoler, tekniske skoler, gymnasier og universiteter, meget at frygte.
Venstres løgne
Venstre har vist, at de ikke skyer nogen løgne eller fordrejninger for at fastholde deres uddannelsespolitik. Med alle midler skal de faktuelle tal om deres milliardnedskæringer på det danske uddannelsessystem holdes ude af valgkampen. De lyver højlydt om de brudte løfter og har aftalt med direktøren for Institut For Konjunktur Analyse at undlade offentliggørelsen af en undersøgelse, som tydeligt beviser at Fogh og undervisningsminister Eva Tørnæs lyver. Stop Nu-kampagnen har bestilt og betalt. Magtmisbrug er et svagt ord i denne sammenhæng.
Venstre står fortsat fast på, at de næsten 10.000 unge, som mangler praktikplads, skal skubbes ud i kulden. De fastholder lukningen af den frie ungdomsuddannelse og ændringen af kvote 2 til alene karakterforbedring. De har et perspektiv om eliteuddannelser på højere læreanstalter i samarbejde med multinationale virksomheder.
Venstres valgløfte om 2 milliarder årligt ekstra til forskning og uddannelse kan flertallet vinke farvel til på forhånd. De penge skal bruges på eliteafdelinger på universiteterne og til forskning i samarbejde med de største danske virksomheder, som fx Mærsk, Novo og Arla. Det bliver ikke de 16 %, som forlader den danske folkeskole som dårlige læsere og skrivere, som nyder godt af de ekstra milliarder. Ikke de socialt udsatte eller de, som har det svært i de overfyldte klasselokaler. Og de marginaliserede indvandrere og flygtninge vil heller ikke få gavn af de ekstra midler.
Konservativ straf
De Konservative har en anden og meget asocial plan. De vil indføre skærpet kontrol med skoler, hvor problemerne (læs karaktererne falder) er store. De skal straffes i form af fyring af skoleledere, udrykningshold, opdragelseskurser og bøder til forældre og bindende læseplaner på alle klassetrin i dansk, matematik, historie og naturfag. Bent Bentsen vil have en konservativ undervisningsminister, fordi “vi kan ikke leve med, at så mange elever forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter – det er en katastrofe. Vi er inde i den sidste generation med fælles folkeskole, hvis vi ikke skaber homogenitet”.
Mange af vores bedsteforældre og forældre har gået i den sorte skole, som praktiseredes frem til begyndelsen af 1960’erne. Her var udenadslære, autoritetstro og straf de pædagogiske virkemidler, som ødelagde lysten til at lære for millioner af danskere. I England praktiserer Tony Blair de konservative dyder, og det er en hæslig verden. Her lukkes og straffes de svageste skoler, som naturligvis ligger i de socialt svageste kvarterer. Her testes elever konstant og lærerne straffes, hvis eleverne er under målene. Her får forældrene bøder og trues med fængselsstraf, hvis deres børn ikke opfører sig ordentligt. Blair har skabt en skole i opløsning, stress og social deroute.
Elever, studerende og lærlinge har tydeligt markeret deres utilfredshed med forholdene på landets skoler, gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler, seminarier og universiteter. De har dokumenteret årsagernes til de elendige forhold, nemlig de årelange milliardbesparelser. De har også anvist, hvordan der kan rettes op på forholdene ved at fremsætte enkle krav om klassestørrelser, merbevillinger og nye tiltag. Men hidtil har partierne i Folketinget vendt det blinde øje til. Socialdemokraterne er med i alle regeringens uddannelsesaftaler og SF er også med i de fleste. Den eneste undtagelse er Enhedslisten, som konsekvent har støttet sig til kravene fra de studerendes aktioner.
Vi skal derfor huske på at selv om vi får væltet Fogh og erstattet ham med Lykketoft, støttet af SF og Enhedslisten, så betyder det ikke automatiske forbedringer og en ny social og solidarisk kurs for uddannelserne. Dertil er politikerne for enige. Det eneste som afgørende kan sikre en ny kurs er elevernes, lærlingenes og de studerendes egne aktiviteter. Politikerne må føle, når de ikke vil høre. De må sande, at demonstrationer kan blive til besættelser og besættelser til civil ulydighed. Stop-Nu viste i efteråret, at når vi først går i gang, så er vi en mægtig kraft. Og næste gang stopper vi ikke ved Christiansborgs porte eller nøjes med en demonstration. Så vil vi vinde og have kravene gennemført.
Læs mere om regeringens nedskæringer på www.ungdomsvalg.dk
Hjælp til med at vælte Fogh
Internationale Socialisters Ungdom deltager aktivt i valgkampen – er du træt af Fogh, hans krig og hans asociale politik – så hjælp ISU med at lave valgkamp.
ISU er på uddannelsessteder og på gaden med Socialistisk Arbejderavis, Enhedslistens valgmateriale, underskriftslister mod krigen og meget mere.
Kontakt ISU på 3535 7603 eller på isu@socialister.dk
Hvis du vil en anden verden – bliv aktiv i ISU
For mere info se: www.socialister.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe