Socialistisk Arbejderavis
Nr. 238 – 10. februar 2005 – side 6
Antikapitalisme
Herfra kommer råbet og håbet
Mikkel Birk Jespersen
Bush, Blair og Fogh vil med alle midler skabe en verden i deres eget billede. De skal gavne de få på bekostning af de mange. I deres verden skal de multinationale selskaber herske over natur, arbejdskraft og stater. Og makker man ikke ret, så er de villige til at bruge magt og føre krig. Den stadig skævere verden fik hundrede af tusinder til at deltage i store demonstrationer, når de magtfulde afholdt topmøder, fra Seattle, Prag, Göteborg og til Genova. Det skabte en antikapitalistisk bevægelse, som udfordrede deres nyliberalistiske dagsorden. En bevægelse, som for alvor blev en del af de manges identifikation efter 15. februar 2003.
Den 15. februar 2003 gik op mod 30 millioner mennesker på gaden i mere end 600 byer verden over i protest mod den på det tidspunkt truende krig mod Irak. Det var den største globalt koordinerede protest i verdenshistorien. Det styrkede på ny håbet om en anden verden. Den bragte antikapitalister sammen med fagforeningsfolk, og fredsaktivister med studenterne. Den bragte den antikapi-talistiske bevægelse fra Seattle sammen med millioner af mennesker, som først nu ville deltage i protesterne.
I London demonstrerede 2 millioner, i Rom 3 millioner, og Spanien i alt 4 millioner. I USA gik i alt én million mennesker i demonstration. Der var demonstrationer i Indien, i Syrien, Palæstina og Israel, Uruguay, Brasilien, Mexico, Sydafrika og mange andre steder.
I København demonstrerede 30-40.000 i de største demonstrationer i Danmark i mange år.
Det var disse protester, der fik en lederskribent på The New York Times til at erklære, at der igen var to supermagter i verden: USA og ’verdensopinionen’, dvs. verdens befolkninger. Og det var netop den følelse, 15. februar 2003 skabte: følelsen af, at vi kan udfordre verdens magthavere, og at vi også har muligheden for at vinde – fordi vi er de mange. Og det er denne selvtillid, der har gjort bevægelsen mod Bush’s krig til en af de stærkeste og mest globale bevægelser i nyere tid.
Initiativet til at indkalde til en international aktionsdag blev taget på det første European Social Forum i Firenze i november 2002. Her deltog ca. 60.000 mennesker fra hele Europa og forummet afsluttedes med en anti-krigsdemonstration med en million deltagere. Opfordringen blev efterfølgende taget op af de amerikanske anti-krigsorganisationer og af World Social Forum.
Modstanden vokser
De to år, der er gået siden 15. februar 2003, har selvfølgelig været præget af Bush’s blodige krig mod og besættelse af Irak. Men de har også været præget af en modstand mod imperialismen, som har udfordret magthaverne i Washington og andre steder, og som efterfølgende har sat en kæp i hjulet for deres planer om en let sejr over Irak og flere andre lande.
Foreløbig er Bush’s og hans nykonservative strategers planer for at øge deres globale domi-nans strandet i Irak. Dette skyld-es både den internationale anti-krigsbevægelse og den mod-stand, amerikanerne møder i selve Irak. Overalt i verden er der i dag en dyb skepsis og en aktiv modstand imod Bush, som bl.a. har fået hans ’koalition af villige’ til at begynde at slå revner, idet flere og flere lande vælger at trække deres tropper hjem fra Irak. Enten på grund af tab, de har lidt i Irak, eller på grund af modstand i den hjemlige befolkning – eller en kombination af begge dele.
Krigen mod Irak har således vist sig at blive skæbnesvanger for flere vestlige ledere. Den spanske ministerpræsident José-María Aznar blev væltet på baggrund af den enorme modstand mod krigen i den spanske befolkning. Hele 90 % af spanierne var modstandere af krigen. Efter terrorbomberne i Madrid i marts 2004 placerede spanierne korrekt ansvaret for disse hos Aznar og hans støtte til Bush’s krig og besættelse, og titusinder af mennesker demonstrerede mod regeringens hykleri. Den konservative Aznar tabte det spanske parlament-svalg til socialdemokraterne, der var gået til valg på et løfte om at trække de spanske tropper ud af Irak.
Også Tony Blair i Storbritannien har fået problemer med sin støtte til Bush’s krig. Anti-krigsbevægelsen i Storbritannien har været stærk, og den har sørget for at fastholde et fokus på krigen og besættelsen, på trods af Blairs gentagne forsøg på at lægge spørgs-målet bag sig, idet han har opfordret folk til at ’komme videre’ – dvs. glemme Storbritanniens deltagelse i en krig, der har kostet mere end 100.000 irakere livet. Blair er i dag dybt upopulær i den britiske befolkning, og hans regering møder mod-stand på en række områder, hvor spørgsmålet om Storbritanniens deltagelse i Irak-krigen står helt centralt i den brede utilfredshed med New Labour-regeringen, og der er et stadigt folkeligt pres på Blair for at trække de britiske tropper hjem.
På trods af Bush’s genvalg som præsident i november sidste år er utilfredsheden med hans Irak-politik udbredt også i den amerikanske befolkning. Meningsmålinger, foretaget efter præsidentvalget, viser, at Bush er den nyvalgte præsident med den mindste opbakning i befolkningen i USA’s historie, og de viser samtidig en rekordstor modstand mod USA’s engagement i Irak, idet et flertal i dag er imod Bush’s politik.
Dertil kommer, at ud over Spanien, så har Ukraine, Honduras, Den dominikanske Republik, Norge og Kasakhstan enten trukket deres soldater ud af Irak eller har planer om at gøre det. Dette har naturligvis ikke den store militære betydning for den amerikanske besættelse af Irak, idet amerikanske tropper i forvejen udgør langt størstedelen af de styrker, der er i landet. Men det har i høj grad politisk betydning. USA opbyggede i første omgang sin ’koalition af de villige’ netop med henblik på at styrke krigens politiske legitimitet, da modstand fra især Tyskland og Frankrig umuliggjorde en krig ført under FN-flag. Derfor er det en svækkelse af Bush’s projekt, hver gang et nyt land meddeler, at det trækker sine tropper ud af Irak.
Bush i problemer
Den aktive globale modstand mod Bush’s projekt kan således tage en stor del af æren for, at Bush og hans allierede i dag har så store problemer med at gennemføre de planer, som de har.
Centralt står også den modstand, USA møder i Irak og resten af Mellemøsten. I forhold til protesterne i Europa og andre steder var demonstrationerne i Mellemøsten den 15. februar 2003 relativt små. Men inspirationen fra protesterne i resten af verden, kombineret med vreden over angrebet på Irak, fik dråben til at flyde over, da krigen brød ud godt en måned senere, og millioner gik på gaden i hele den arabiske verden. Overalt i Mellemøsten demonstrerede folk deres sympati med det irakiske folk og deres modstand mod USA – og mod deres egne regimer, som ønskede at begrænse protesterne og i mange tilfælde forsøgte at undertrykke dem med politi og massearrestationer.
Kombinationen af vreden over den amerikanske besættelses undertrykkelse af irakerne og over den israelske undertrykkelse af palæstinenserne har ført til en udpræget modstand i Mellemøsten mod USA og mod imperialisme generelt.
Også i Irak har 15. februar og anti-krigsbevægelsen sat sine spor. Der er også blandt de mange irakere, der bekæmper besættelsen, en bevidsthed om, at det ikke er en isoleret kamp, de kæmper.
Således har en af de irakiske modstandsgrupper udsendt en video, hvor de bl.a. takker dem, der gik på gaden for at protestere mod krigen, og hvor de appellerer til at man danner en verdens-omspændende front mod krig og besættelse. Gruppen opfatter også den kamp, den er med til at udkæmpe i Irak, som en kamp på linie med dem, andre nationale befrielsesbevægelser har kæmpet tidligere andre steder i verden.
Dette er også et udtryk for den bevidsthed, som 15. februar og anti-krigsbevægelsen har skabt: at vi er en hel verden, der er forenet mod Bush og hans lille klike af allierede.
Fra Italien til Bolivia
Men det er ikke kun modstanden mod imperialismen, der er øget siden 15. februar 2003. Også den lokale kamp mod nyliberalisme er blevet styrket.
I Italien har der ikke bare været enorme demon-strationer mod krigen, men også mod de angreb, Berlusconis regering har lanceret mod arbejdere og fagforeninger. I foråret 2004 var der således både to millioner i demonstration mod Bush’s besøg i landet og omfattende strejker og demonstrationer mod regeringen.
Også i Grækenland har anti-krigsbevægelsen været omfattende, hvad der bl.a. har fået Colin Powell til i to omgange at aflyse planlagte besøg i landet af frygt for protester. Og i oktober sidste år strejkede største-delen af de offentlige ansatte mod den borgerlige regerings angreb på løn- og pensions-forhold. Den borgerlige rege-ring havde kun knapt et halvt år tidligere afløst en social-demokratisk regering i Grækenland.
I Tyskland har Schröders såkaldte Harz IV-plan, der inkluderede massive forringelser for arbejdsløse, mødt enorm modstand i form af en folkelig mobili-sering, der er blevet sammenlignet med den, der væltede Berlin-muren i 1989. Også de massefyringer, den tyske bilindustri lagde op til, blev mødt med omfattende strejker.
I Frankrig demonstrerede 100.000 mod G8-topmødet i Evian i sommeren 2003. Før dette havde millioner deltaget i de største strejker i den offentlige sektor i Frankrig siden strejkerne i 1995 – også denne gang mod reformer af pensionssystemet. Tilsvarende reformer har mødt modstand over hele Europa, f.eks. også i Østrig.
I efteråret 2003 deltog 50.000 aktivister i det andet European Social Forum, denne gang i Paris.
Også herhjemme er kampen mod nyliberalisme og krig blevet styrket. Især blandt de unge, hvor mange deltog i protesterne både 15. februar og 20. marts 2003 i forbindelse med krigens udbrud. Oplevelsen af at have organiseret og været en del af stærke protester, har radikaliseret mange unge, og dette har været tydeligt, f.eks. når gymnasieeleverne har protesteret stadigt mere omfattende og radikalt mod nedskæringer år efter år.
Og det er ikke kun i Europa, at kampen mod krig og nyliberalisme står styrket i dag, to år efter 15. februar 2003. Sydamerika har de senere år oplevet den ene omfattende kamp mod nyliberalismen efter den anden. Bolivia oplevede en folkelig opstand i efteråret 2003, for nylig fik Uruguay sin første socialdemokratiske regering, og i Venezuela har de fattige gentagne gange forsvaret præsidenten Hugo Chávez mod kupforsøg fra højrefløjen.
Brasilien, hvor den populære venstrefløjspræsident Lula blev valgt i oktober 2002, har været vært for fire ud af de fem første World Social Forums. Det nyligt overståede forum blev åbnet med en demonstration i Porto Alegre, hvor 200.000 deltog.
Det foregående World Social Forum i Mumbai i Indien tiltrak over 100.000 aktivister fra hele verden.
I diskussionerne på de sociale fora – både de europæiske og de verdensomspændende – bliver diskussionerne om nyliberalisme, krig og imperialisme bragt sammen. Det er således ikke en tilfældighed, at opfordringen til at demonstrere 15. februar kom fra det sociale forum i Firenze.
Sammenhængen mellem anti-krigsbevægelsen og kampen mod nyliberalismen viser, hvordan det for det første er blevet tydeligt for mange, hvordan Bush og Co.’s krige hænger sammen med deres ønske om økonomisk dominans og dermed med nyliberalismen på både globalt og lokalt plan. Diskussioner om imperialisme stiller skarpt på, hvordan forskellige aspekter af det system, vi lever i, hænger sammen, samtidig med at folk oplever nedskæringer på velfærden, når der kan bruges milliarder på at føre krig.
For det andet har anti-krigsbevægelsens omfang vist, hvor stærke vi er, når vi handler sammen – og det gælder også, når vi skal kæmpe mod de nedskæringer, vores regering laver, eller mod de fyringer, arbejdsgiverne ønsker. Den selvtillid, 15. februar gav aktivister, arbejdere og studerende over hele verden til at kæmpe imod magthaverne, smitter af og får indflydelse på alle de kampe, der foregår – og som ofte bliver kæmpet mod netop de samme magthavere, som går i krig.
En bevægelse og en modstander
Hverken anti-krigsbevægelsen eller 15. februar opstod ud af ingenting. Den bevægelse, der opstod med bl.a. 15. februar 2003, kan ikke ses isoleret fra den anti-kapitalistiske bevægelse, der har udviklet sig gennem de seneste fem år, og som har manifesteret sig både gennem store demonstrationer mod magthavernes topmøder og gennem lokale kampe mod nyliberalismen i form af nedskæringer på uddannelse, velfærd osv.
Den anti-kapitalistiske bevægelse har været med til at skabe en mere generel bevids-thed om, at når vi f.eks. kæmper mod nedskæringer eller fyringer eller for et bedre miljø, er det ikke blot en isoleret kamp, men også en kamp mod et mere generelt system, der både ødelægger miljø og velfærd og skaber fattigdom i den tredje Verden.
Bush’s krige mod Afghanistan og Irak satte den militære side af nyliberalisme og kapitalistisk globa-lisering i centrum. Imperialismen har vist sig som det mest ekstreme udtryk for kapitalismen og nyliberalismen, idet magthavernes hensyn til magt og profit så tydeligt vejer langt tungere end hensynet til menneskeliv.
Men samtidig har de seneste to år også vist, at deres imperialistiske eventyr er deres svage punkt. Bush, Blair m.fl. har mødt en massiv modstand mod deres krige – en modstand, der igen har styrket kampen mod deres nyliberalistiske politik i øvrigt.
Hvis Bush, Blair og Fogh viste deres mest barbariske ansigt, da de angreb og besatte Irak, så har vi med 15. februar og i de efterfølgende to år vist, at vi har muligheden for at give dem modstand, og at vi har et alternativ i en kollektiv modstand nedefra.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed