Socialistisk Arbejderavis
Nr. 239 – 2. marts 2005 – side 11
Vor tids imperialisme
Morten Poulsen
Den USA ledede “krig mod terror“ giver større konkurence mellem økonomierne i USA, EU og Japan. Dette kan give luft til større millitær rivalisering. Morten Poulsen ser nærmere på imperialismens opridelse
Den tidlige kapitalisme
I 1800-tallet var kapitalismen domineret af mange, små virksomheder, der konkurrerede på (næsten) lige vilkår. Denne konkurrence betød, at de mindst profitable virksomheder havde en tendens til at gå bankerot for at blive opkøbt af de mere profitable virksomheder. Derfor blev virksomhederne langsomt, men sikkert større. Virksomhederne søgte at styrke deres konkurrence-dygtighed gennem bedre teknologi, adgang til billige råvarer eller lave lønninger til arbejderne. I 1870’erne kom kapitalismen i en dyb krise, der blev løst gennem koloniseringen af Afrika, hvorved man kunne skaffe sig billige råvarer, og derved holde profitten oppe.
Imperialismen vokser frem
I starten af 1900-tallet havde nogle virksomheder nået en størrelse, hvor de reelt havde monopol på deres nationale marked. Dette betød, at staten havde en direkte interesse i at sikre, at det gik godt for den lokale kapital. Man så en sammenvoksning mellem den økonomiske (kapitalen) og den politiske (staten) magt.
I ønsket om at sikre sin egen kapital adgang til billige råvarer, såvel som nye markeder (og derved en konkurrencefordel overfor udenlandske virksomheder), begyndte staterne at bruge militærmagt til at tiltvinge sig adgang. Gjorde de ikke det, ville deres virksomheder tabe konkurrenceevne til udenlandsk kapital.
Adgangen til markeder og billige råstoffer var altså baseret på en gensidig vurdering af styrkeforholdet mellem de forskellige magter. Eftersom landene udviklede sig med forskellig hast ville dette styrkeforhold hele tiden ændres, og derfor kunne det blive nødvendigt at kriges for at ”genforhandle” de tidligere opdelinger.
1. Verdenskrig
Mens de øvrige verdensmagter skaffede sig kolonier udenfor Europa, var de tyske fyrstedømmer ved at samle sig i et rige. Dette betød, at ved starten af det 20. århundrede var Tyskland – verdens største industrimagt – uden nogen betydelige kolonier. Samtidigt havde f.eks. Frankrig og England store kolonibesiddelser. Skulle Tyskland sikre den lokale kapital konkurrencefordele, så skulle staten sikre adgang til billige råstoffer og nye markeder. Men Tyskland kunne ikke udvide sine besiddelser uden at tage det fra andre. Denne modsætning førte direkte til 1. Verdenskrig, der kostede over 13 mio. liv.
Tyskland led et stort nederlag, og måtte acceptere en yderligere formindskelse af dets interessesfære. De russiske arbejdere lavede revolution og grundlagde Sovjet og store dele af verden var i oprør mod kapitalismen. Det kom dog ikke til verdensrevolution, og i slutningen af 1920’erne lavede Stalin kontrarevolution i Sovjet, og han søgte at gøre Rusland til en stormagt.
2. Verdenskrig
I 30’erne oplevede kapitalismen den største krise i dens hidtidige historie. For at beskytte sine egne kapitalister, begyndte de fleste magter at føre en stærkt protektionistisk politik. Men ingen lande var totalt selvforsynende, og det var derfor nødvendigt at tiltvinge sig indflydelse udenfor egne grænser. Tyskland og Japan søgte at overvinde krisen ved at sætte gang i militæroprustning. Dette førte til et øget behov for råstoffer. Derfor gav Tyskland sig til at ekspandere, hvilket skabte fjendtlighed blandt de øvrige stormagter (hvilket igen skabte behov for mere militær), hvilket til sidst fik de øvrige stormagter til at gå i krig.
Den kolde krig
De gamle imperier – England og Frankrig – var udmarvede efter krigen. Og frem fra kulisserne var to nye supermagter trådt frem: USA og Rusland. Rusland havde været i stand til at tage kontrollen over Østeuropa, og USA var den mest avancerede og produktive industrimagt i verden. USA ønskede at bruge denne magt til at dominere verdensmarkedet. Udover Rusland var der ingen magt, der var i stand til at udfordre USA.
Efter krigen startede USA et stort genop-bygningsprogram for Europa – Marshall-planen. Denne plan havde to formål: Dels at sikre Europa mod kommunistisk revolution og dels at genopbygge det europæiske marked, så den amerikanske kapital kunne sælge deres varer.
Efterkrigstiden var yderligere kendetegnet ved at USA (og Rusland) fastholdt et meget højt militærbudget. Udgifterne til militæret var mange gange større end USA’s investeringer i udlandet. Dette var der god grund til: En besparelse på militæret ville betyde en svækkelse af militæret og kunne koste kontrol med vigtige strategiske områder i Europa eller Asien.
De imperialistiske magter samlede sig altså i to grupper. Enten allierede de sig med USA (og kaldte sig demokratiske) eller også allierede de sig med Rusland (og kaldte sig kommunistiske). De to blokke gik aldrig i krig i hjertelandene, da dette ville være dyrt, resultatet kunne være usikkert, og muligheden for atomkrig lurede. Konflikterne mellem blokkene blev primært udkæmpet i
randområderne, f.eks. Korea, Vietnam, Afrika eller Afghanistan.
Koloniernes afvikling
Svækkelsen af England og Frankrig efter 2. Verdenskrig gjorde det sværere for de to magter at holde fast på deres koloni-imperier. Dette hang sammen med, at koloni-ernes indbyggere i højere grad sloges for frihed, samtidigt med at mange varer, der tidligere blev produceret i kolonierne, nu kunne fremstilles syntetisk. Der blev dog ikke fundet en afløser fra olie, der faktisk blev brugt i mange syntetiske stoffer, og dermed blev et vigtigere råstof.
Dette betød, at de gamle kolonimagter gav mange kolonier deres frihed, men indsatte nye regeringer, der var venligt stillede overfor de gamle kolonimagter. Det rykker dog ikke ved, at mange (tidligere) kolonier var i stand til at tilkæmpe sig reel frihed.
De multinationale
Koncentrationen af kapitalen på færre og færre hænder stoppede ikke ved 1. Verdenskrig. Den fortsatte. Men hvor de multinationale virksomheder tidligere havde haft en meget lokaliseret produktion, begyndte produktion, forskning og udvikling at blive internationaliseret i efterkrigstiden. For at konkurrere på den internationale scene, var man nødt til at indgå i fusioner eller strategiske alliancer, hvilket skabte endnu større enheder. De multinationale ejes dog stadigvæk primært af kapitalejere i ét land, og bruger den tilhørende stat til at skaffe sig strategiske fordele i traktater og handelsaftaler.
Efter murens fald
I 1980’erne udfordrede USA deres russiske rival. De investerede kraftigt i militær, og tvang derved russerne til enten at opruste (og derved køre deres økonomi i sænk) eller acceptere USA’s overherredømme. De valgte det første, og dette førte til Sovjetunionens sammenbrud.
Dette stillede USA i en ny situation. De var nu den eneste supermagt i verden. Omvendt var deres dominans ikke så total som efter 2. Verdenskrig (hvor USA stod for halvdelen af verdens industriproduktion, i 1980erne var det ”kun” en fjerdedel), og selvom de var militært overlegne, var de ikke i stand til at gennemtvinge betydelige handelsfordele overfor f.eks. EU. Det magttomrum, der fulgte Ruslands sammenbrud, blev ikke nødvendigvis fyldt af USA. En række stormagter, f.eks. EU, Japan og Kina, stod på spring for at markere sig, og i randområderne begyndte en række lande selv at blive lokale stormagter.
USA havde altså to muligheder. Enten accepterede de, at en række lande ville blive mægtigere på bekostning af USA, eller også skulle de bruge deres militære magt til at sikre sig strategiske fordele overfor de andre, og derved fastholde deres status som verdens stærkeste magt.
Det er den sidste strategi, der følges kraftigst af de neokonservative i den amerikanske regering. Denne strategi kræver massive investeringer i militær, hvilket skaber et problem for den amerikanske økonomi, da den i voksende grad bliver afhængig af kapital fra udlandet (primært EU og Asien). Der er dog en anden grund til at øge militærbudgetterne: De neokonservative håber, at det vil betyde, at den amerikanske økonomi kan komme i gang igen.
Strategien indeholder dog også en række farer for USA, såvel som for resten af verden, da det betyder, at USA er nødt til at svare på alle udfordringer af deres overherredømme. Hvis de ikke gør det, vil det blive set som et tegn på svaghed, og dermed vil USA’s fordel ved at have verdens mest slagkraftige militær blive svækket.
Derudover fjerner investeringerne ressourcer fra udvikling af produktionen, hvorved amerikanske virksomheder bliver mindre konkurrencedygtige end deres konkurrenter. Dette kan betyde en øget konkurrence mellem virksomhederne i USA, EU og Japan. Det kan igen give sig udslag i en militær rivalisering. Denne tendens afspejler sig i den nye EU-forfatning, hvor medlemslandene forpligter sig til en fortsat udvidelse af deres militær.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed