Socialistisk Arbejderavis
Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 6
Interview med Per Clausen, EL, og Jørn Andersen, IS
Perspektiver for venstrefløjen
Klaus B. Jensen
Der er skrevet og sagt meget om folketingsvalget i februar. Fogh fortsætter 4 år endnu, Socialdemokraterne og SF fik smæk, mens Enhedslisten gik flot frem. Men hvor efterlader det venstrefløjen? Er vi i defensiven eller i offensiven? Det og meget andet debatterer Per Clausen, medlem af folketinget for Enhedslisten og Jørn Andersen fra Internationale Socialister.
Per: Enhedslistens fremgang er meget positiv, og det er vel heller ikke særligt overraskende, at Socialdemokratiet og SF ikke klarede sig ret godt. Socialdemokraterne og SF har det grundlæggende problem, at de svar, de har på globalisering og nyliberalisme, i virkeligheden ikke grundlæggende afviger fra almindelige borgerlige standpunkter.
Socialdemokraterne og SF snakker om mere uddannelse og forskning som svar på, hvad vi skal stille op med arbejdsløshed og udflytning af arbejdspladserne – altså bare en gentagelse af de samme synspunkter og ikke nogen egentlig kritik eller alternativ til de borgerlige partiers politik på det område. Så fraværet af et egentligt alternativ fra oppositionens side var sikkert meget afgørende for valgresultatet.
Ganske mange steder kan man se, også hos Enhedslisten, at det er en ny generation, der overtager apparatet, om man så må sige. Det ser vi faktisk i en række af vore afdelinger, der har været i dyb krise, også i Københavns-området, men som nu er genopstartet, og som i dag har et aktivistisk niveau, som er betydeligt højre end tidligere. På den måde opfatter jeg det, at det er en ny generation, som måske ikke er så meget yngre end os, men som har en ny måde at arbejde med tingene på. Jeg tænker f.eks. på forberedelsen til Irak-demonstrationen den 19. marts, og det virker faktisk, som om nogle af Enhedslistens afdelinger har organiseret en aktivistisk og systematisk indsats.
Så man kan sagtens finde lyspunkterne i den politiske kamp og klassekampen. Det er ikke svært, for de sidste seks års kontinuerlige bevægelse, der har været blandt gymnasieungdommen, sætter naturligvis også sine spor. De erfaringer, som mennesker får, når de er i den alder, betyder faktisk meget for, hvordan de agerer senere i deres politiske liv – også selvom de ikke fortsætter med at være enormt aktive. Når folk stemte på Enhedslisten, var det fordi, man opfatter Enhedslisten som en radikal opposition til den herskende politik, og sikkert også forbandt Enhedslisten med det at gøre oprør og deltage i demonstrationer.
Det syntes jeg selvfølgelig, man skal udnytte, men det er rigtigt at man sagtens kan forestille sig et meget højere aktivitetsniveau på det partimæssige plan i fremtiden.
International EU-modstand
Per: Jeg er enig i, at EU ikke spillede en stor rolle ved det her folketingsvalg. Det spillede en marginal rolle, og hvis det spillede en rolle, så var det kun, at de radikale stjal nogle stemmer fra SF. SF tabte på to niveauer, de turde ikke køre kampagne på deres nye EU-politik, så på det område kunne de ikke vinde nogle fra Det radikale Venstre, men samtidigt tabte de nok alligevel lidt til os på deres positive holdning til EU. Hvis de nu havde turdet køre en offensiv linie for deres internationalistisk linie, så kunne det godt være, SF kunne have vundet på det.
Men kampen om EU-forfatningen bliver vigtig for venstrefløjen, og det er vigtig at give den et internationalistisk præg, altså at det faktisk er et opgør med militarisme, troen på EU som den gode supermagt, mod udlicitering og privatisering, herunder også udlicitering og privatisering af uddannelsessektoren, der jo også kommer under angreb.
Der er en god mulighed for at knytte an til bevægelsen i ungdommen og EU-modstanden på et konkret grundlag – og her tror jeg, at Enhedslisten og resten af venstrefløjen til venstre for SF kommer til at spille en vigtig rolle. Det afgørende er selvfølgelig, at man får en politisk linie, der gør, at det bliver modstanden mod den borgerlige økonomiske politik, modstanden mod udlicitering og privatisering, modstanden mod militarismen og troen på Europa-hæren, som et alternativ til USA.
Jørn: Det vil vel også indebære et opgør med den måde, man traditionelt har tænkt på EU på venstrefløjen, som i min opfattelse har haft præg af alt for mange Dannebrogsflag. Der har været alt for meget fokus på nationale undtagelser, alt for meget fokus på Danmark som nation – i stedet for hvilken social dagsorden og hvilken imperialistisk dagsorden, der bliver stillet. Det er på de områder, vi på europæisk plan har en fælles dagsorden, uanset om vi har et dansk, tysk eller italiensk pas.
På den måde syntes jeg også, at ja eller nej til EU som det store skillepunkt er lidt at bringe fortidens splittelser med sig – ikke fordi jeg ikke er imod EU – jeg kan bare mærke, at når man diskuterer med unge mennesker, så er EU noget, der er kommet for at blive, og de vil derfor hellere diskutere den politiske retning. Men jeg er 100 % enig i, at man i den forstand ikke kan reformere EU til at blive et eller andet progressivt, men det kan man jo heller ikke med den danske stat.
Det afgørende er, hvad man kan bygge op udenomsparlamentarisk, og hvis vi kigger ud over Europa, så er antikrigsbevægelsen stærkest der, hvor der har været størst social bevægelse. Det er der, hvor man har sagt, at uanset om man er fra det ene eller det andet land, er det en global opgave at gå imod krigen.
Hvis vi skal stille det lidt skarpt op, er det så modstanden mod krigen eller modstanden mod EU, der radikaliserer folk i dag? Når du f.eks. siger, at du oplever, at der er Enhedsliste-afdelinger, som har gjort en aktivistisk indsats omkring mobiliseringen til antikrigsdemonstrationen den 19. marts, så oplever jeg det også, men jeg oplever det meget sporadisk. Jeg oplever ikke, at det er prioriteret fra Enhedslisten centralt, at man faktisk siger, at nu er der en mulighed for at bringe venstrefløjen i offensiven, at vi opfordrer alle afdelinger til at gå på gaden og deltage i mobiliseringen.
Der mangler lidt proportion – vi har et spørgsmål, som optager rigtigt mange, som mange igen og igen er villige til at gå på gaden for og protestere omkring. Men venstrefløjen udnytter det ikke som en mobiliseringsmulighed til også at omfatte andre spørgsmål. En stor demonstration den 19. marts vil af alle blive opfattet som en manifestation af venstrefløjens styrke. Jeg synes, der er en overvurdering af EU-modstandens styrke og en ret kraftig undervurdering af, hvad krigsmodstanden betyder.
EU- og/eller krigsmodstand
Per: I Enhedslisten har vi aldrig haft den opfattelse, at man kun kan udskille et eller to spørgsmål. Det kan man måske få gange i historien og så sige, at det er det, det handler om. I vores opfattelse handler det om mange forskellige ting, og i virkeligheden bliver vi nødt til at opfatte det som nogle kampe, der foregår parallelt. Jeg mener også, at hvis man kigger ud i Europa med fordomsfrie øjne, har der været ret omfattende sociale bevægelser mod den nyliberale politik, som EU står for. De mest omfattende kampe har faktisk været i lande, hvor der ikke føres nogen diskussion for eller imod EU, men for eller imod EU’s politik.
Min pointe er da også, at det er det, der skal samles omkring i forhold til EU-spørgsmålet, for det er EU-forfatningen og de nyliberal og militaristiske elementer, der ligger i den, at folk skal være imod – og i sammenhæng med det skal vi så diskutere, hvad vi vil med Europa og Verden, hvad er det for et alternativ vi vil. Der kommer krigsmodstanden selvfølgelig også ind, men det afgørende er jo at sige, at vi også er imod, at EU skal udvikle sig til en supermagt, fordi vi ikke tror på, at EU som en supermagt er bedre end USA. Imperialistiske supermagter agerer nu en gang som de gør for at varetage nogle økonomiske og politiske interesser – så spørgsmålene hænger sammen.
Hvis vi skal have en realistisk opfattelse af Enhedslisten, så er Enhedslisten ikke en aktivist-organisation. Enhedslisten er en organisation, der omfatter mange medlemmer, som aldrig kunne drømme om at røre en finger, ud over at betale deres kontingent – men det kunne godt være, at man med en aktiv indsats kunne drive dem til at gå til en demonstration en gang imellem – og der skal man nok have en lidt mere målrettet propaganda eller agitationsvirksomhed indadtil i forhold til medlemmerne. På den måde bliver folk pludselig politisk aktive, uden at de selv tænker over det, for så går man til en demonstration og tager sine venner med, og så er man en del af en stor proces. Jeg er enig i, at selvfølgeligt er det vigtigt, at der kommer mange mennesker til demonstrationen den 19. marts, også fordi det er temmelig ulykkeligt, hvis der kommer få.
Det smitter ikke kun af på krigsmodstanden, det smitter også af på den generelle opfattelse af at være venstreorienteret. Hver gang, man har deltaget i en demonstration, man selv syntes var for lille, får man mindre energi til at kaste sig ud i alle mulige andre politiske kampe.
Jørn: Om folk opfatter sig selv som aktivister, er en flydende proces. Når vi f.eks. er på Kultorvet (i København) for at samle underskrifter mod den danske krigsdeltagelse og kræve de danske tropper hjem, så kan man jo sige, at det ikke er en særlig aktivistisk indsats at sætte sin underskrift på et stykke papir, men hvis man spørger folk ad, om de ikke selv har lyst til at tage en underskriftsliste, så siger mange nej, fordi de ikke kan se sig selv stå på gaden for at samle underskrifter ind.
Men hvis man siger, at de bare kan tage den med hjem og få familien, vennerne eller arbejdskollegerne til at skrive under, så er der mange, der tager en underskriftsliste med hjem. Jeg tænker, at hvis vi som venstrefløj skal i offensiven, så handler det meget om at give folk nogle let tilgængelige måder til at komme ind i den aktivistiske del af venstrefløjen, som f.eks. underskriftsindsamling mod krigen.
De tusinde nye medlemmer, Enhedslisten har fået, er en markant fremgang – Enhedslisten må næsten være over 3000 medlemmer nu – og det vil jo være ærgerligt, hvis de mange nye bare får den opfattelse af, at det at være på venstrefløjen bare handler om at betale sit kontingent. Det ville være meget bedre at udfordre folk og opfordre dem til at gøre noget, som er tilgængeligt og overkommeligt. Det er f.eks. sådan noget som at deltage på gaden for at samle underskrifter. I det omfang, det er lykkedes at få folk med på gaden, står folk første gang lidt og gemmer sig, men ret hurtigt begynder folk at sige, at det kan jeg sgu godt, jeg kan sagtens argumentere for, hvorfor jeg synes, at krigen er forkert.
Per: Jeg er ikke uenig i, at spørgsmålet omkring Irak-krigen er et meget vigtigt spørgsmål og sikkert også et udmærket rekrutteringsgrundlag. Men jeg har stadigvæk den opfattelse, at det ikke er så imponerende, hvad vi har præsteret her i Danmark.
Der eksisterer et potentiale i at skabe en bevægelse omkring udflagningen af danske virksomheder og omkring globalisering – det er også en vigtig politisk opgave. Der findes to oppositionelle svar på det spørgsmål. Den ene er Dansk Folkeparti-modellen med at bygge meget store hegn omkring alting – den anden måde er at få taget et opgør med den tanke, at det er markedskræfterne og kapitalismen, der er det drivende og afgørende. Hvis vi skal tage et slagsmål om at bevare nogle arbejdspladser lokalt, så kommer det faktisk til at være et opgør med kapitalismen på et ret højt niveau. Dermed ikke forstået, at det ikke kan lade sig gøre uden at lave revolution, for reformistiske løsninger har det jo med at lykkes i en kortere periode, og man kan jo ikke udelukke, at det kan lade sig gøre igen. Om ikke andet kan det være, at kapitalen vil give nogle indrømmelser for at skabe fred, hvis man kan se, at der bliver for meget uro.
Jørn: Krigsmodstanden er på mange måder et ideologisk spørgsmål – hvorfor er der f.eks. mere debat om den her krig, end der var om krigen på Balkan i 90’erne? Det er jo dels pga. en ophobet vrede fra de år, men også fordi det er en krig for olie, og det giver nogle langt lettere ideologiske tilgange. Selv om man kunne ønske, at der sker en radikalisering på hundredvis af spørgsmål samtidigt, så tror jeg, at venstrefløjen må erkende, at der er nogle spørgsmål, der trækker mere, end andre gør. Jeg synes, at man ude omkring i Europa kan se, hvis vi f.eks. ser på Italien, hvor Rifondazione Communista (italiensk venstrefløjsparti) går ind og rent faktisk mobiliserer en krigsmodstand, jamen så bliver den også stor. I England er der Socialist Workers Party, der har gjort det samme – og der er mange partier rundt omkring i Europa, der trods alt har det til fælles, at de ser, at krigsspørgsmålet trækker en lang række andre spørgsmål med sig.
Når du siger at Enhedslisten ikke er en aktivistorganisation, så synes jeg i hvert fald, man skulle stille sig ambitionen om at blive det – og bruge krigsspørgsmålet til at løfte det.
Aktivistiske netværk
Tusinde nye medlemmer til Enhedslisten sender et signal om, at der er mulighed for at tage et skridt fremad. Har I en strategi for det, og har I planer om at kaste det ud til debat om hvordan, vi får skabt nogle aktivistiske netværk på venstrefløjen, som er åbne og inviterende?
Per: Det må da være en klar målsætning, at Enhedslistens årsmøde her i år bl.a. får det formål, at man skal gå derfra med den klare opfattelse, at vi har nogle politiske aktiviteter, vi skal indgå i, og at det selvfølgelig er noget, der skal ske i samarbejde med andre. Det opfatter jeg som en vigtig pointe – for det er også på den måde, vi holder fast på de nye medlemmer. Det skal vi selvfølgelig også bruge til at komme videre frem, da jeg mener, at der ikke er nogen grund til den opfattelse, at Enhedslisten i al evighed skal være et 2-procentsparti. Det er lige netop her, vi har mulighed for at komme ud af at være et meget lille minoritetsparti, og derfor sætter vi selvfølgelig også en ny ramme for diskussionen af, hvad der skal ske af projekter på den yderste venstrefløj.
Hvis nu Enhedslisten var gået katastrofalt tilbage og var røget ud af folketinget, så ville vi jo også skulle overveje, hvad det ville betyde for, hvordan vi skulle organisere og orientere os i fremtiden – var det Enhedslisten eller nogle nye konstruktioner, der skulle på banen? Sådan synes jeg også, man må gøre nu – også selv om man tilhører en anden strømning på venstrefløjen end dem, der er dominerende i Enhedslisten. Giver det, at Enhedslisten bliver større nogle bedre muligheder for alle på venstrefløjen?
Det, at være en opposition indenfor den samme bevægelse, giver jo flere muligheder, hvis det er en større bevægelse. Det var nemmere at være revolutionær socialist i 1985, selvom det var DKP’erne, der sad på mange ting, end da DKP’erne pludselig var væk.
Der er nogen i Enhedslisten, der har formuleret, at nu skal vi starte den store samlingsproces på venstrefløjen, men jeg synes, at folk selv må finde ud af, hvad de vil, og de kan jo bare komme. Men det er klart, at det, at vi er så meget større end alle andre, giver selvfølgelig også nogle forpligtigelser. Vi må erkende, at vi faktisk har en stor betydning for, hvad der bliver af bevægelse. Hvis Enhedslisten beslutter sig for, at der skal foregå aktivitet – og hvis vi beslutter os for at sætte kræfter ind og gøre noget, så har det stor effekt – og hvis vi beslutter os for at gøre ingenting, har det også store konsekvenser. Derfor må vi også træffe nogle af vores beslutninger med lidt større alvor, end vi ellers gør, fordi det betyder noget bredt. Det er den vej, vi skal fremad. Ved at etablere aktivitet og noget forpligtende fælles arbejde, må venstrefløjen udvikle sig og ikke gemme sig bag de forskellige politiske programmer.
Jørn: Det er selvfølgeligt også en hel del nemmere, at diskutere sammen med folk, når man er aktive sammen, og det er langt mere konstruktivt, end når man sidder i hver sin krog og skal finde ud af, hvordan verdenen hænger sammen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed