Socialistisk Arbejderavis
Nr. 240 – 16. marts 2005 – side 9
Film: Ken Loach: "Ae fon Kiss"
En finger til islamofobien og et kys til kærligheden
Jan Hoby
Ken Loach er den vestlige verdens bedste socialrealistiske filmskaber med offensive socialistiske synspunkter. Han har vundet Cannes-priser for ‚Hidden Agenda‘ og ‚Riff Raff‘. Han har lavet en af filmhistoriens vigtigst politiske film, „Land & Freedom“, om den spanske revolution, og har i den „befriet“ den spanske revolution fra den stalinistiske fortolkning.
Hans solidaritet, hans sympati og respekt er altid på de undertrykkedes, de udstødtes og de marginaliseredes side. Dermed bliver arbejderklassen altid en hovedrolleindehaver i hans film, uanset temaet.
I Ken Loach nye film „Ae fond Kiss“ – på dansk et dristigt kys – placeres den offensive, politisk aktive modmagt i filmen, i seksualiteten! Dermed fremhæves bevidst, at så megen seksuel lykke – Ae fond Kiss – ikke kan fornægtes og undertrykkes. Seksualiteten bliver dermed til et symbol på anti-islamfobisk modstand. For det er først og fremmeste islamofobien, racismen og den strukturelle vold, som er hindringen for, at kærligheden kan blive til en gave uanset folks etniske oprindelse.
Det er ikke traditionerne, som i udgangspunkt fornægter kærligheden mellem to mennesker. Men det er traditionerne som et værn mod islamofobien og racismen, der virker som en forhindring for kærligheden.
Det er et dristigt kys, der udveksles mellem den pakistansk fødte Casim og den skotske musiklærer Roisin midt i Glasgow.
For Casim, der er af middelklassebaggrund som indvandrer (hans far er købmand), er det de muslimske og pakistanske traditioner i familien, som betyder noget – som det ægteskab med en ukendt kusine fra Pakistan, han har lovet at indgå. Familien er ikke kun ham selv, forældrene og to søstre – det er også fætre og tanter, der har masser af grillbarer rundt om i Glasgow.
Ken Loach viser et nuanceret og loyalt billede af familien, der hver især kæmper deres egne kampe for at skabe et godt liv for dem selv og deres familie.
Specielt Casim’s yngste søster viser mandsmod, politisk skraphed i skolen, og angriber diskrimination og islamofobi. Dermed hylder Ken Loach også alle de muslimske piger og kvinder, der har spillet en central og aktiv rolle i opbygningen af Europas største antikrigsbevægelse i England.
Casim møder den skotske pige og bliver forelsket i hende. Hun underviser på en katolsk skole, og det har konsekvenser! Hele den reaktionære og fundamentalistiske katolske kirke udfolder sin rå magt overfor Roisin. Og viser, at ikke kun pakistaneren, men også den skotske pige må betale for den „upraktiske“ og „utilladelige“ kærlighed. Den såkaldte kristne næstekærlighed, som Tony Blair, Bush og Fogh bygger deres „krig mod terror“-korstog på, formår Ken Loach at vise som en hån mod al sund fornuft.
„Ae fond Kiss“ er blevet en endnu overraskende og fantastisk Ken Loach-film, mere eksplicit optaget af de sociale konventioners medspil og modspil til følelserne, end vi kender fra hans andre film. Men det politisk barberblad er skrapt og præcist, som altid.
I hovedrollerne ses to intense skuespillere, den pakistanske Atta Yacub og den meget lyshårede skotske Eva Birthistle. De har kroppenes instinktive intensitets som garanti for deres ægte kærlighed og viser, at problemerne mellem mennesker ikke er deres køn, deres race, deres religion eller klasse. Problemet er selve systemet, som skaber hadet, frygten og afmagten.
„Ae fond Kiss“ er et helt enkelt og smukt, men også kompliceret regnestykke, som en dag vil gå op!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed