Socialistisk Arbejderavis
Nr. 24 – November 1986 – side 4
Spørgsmål vi ofte møder
Bliver I dog aldrig enige?
Freddie Nielsen
Gang på gang bliver vi stillet overfor spørgsmålet: “Hvorfor er der så mange arbejderpartier?” og: “Hvorfor kan venstrefløjen ikke enes?”
Det er et relevant spørgsmål, og selvfølgelig er det kreperligt, at det er sådan. I en tid, hvor borgerskabet huserer med Schlüter i spidsen, ville det betyde en enorm ændring, hvis arbejderklassen var enig og handlede samlet.
Men det er ikke nok at konstatere, at det er ærgeligt eller at sige, at vi vil gøre alt for, at arbejderpartierne kan enes.
Det er nødvendigt at vende spørgsmålet om og se på, hvorfor det bliver stillet. For de fleste, der stiller spørgsmålet, gør det, fordi de mangler tillid til, at arbejderklassen selv kan gøre noget, og fordi de mangler troen på solidariteten.
Hvis det var sådan, at bare et eller flere arbejderpartier vandt flertal ved et folketingsvalg, så ville socialismen være en realitet. Så ville spørgsmålet om enhed mellem arbejderpartier være det vigtigste af dem alle. Men alle historiske erfaringer viser det modsatte.
Arbejderregeringer
For det første er alle valgte arbejderregeringer blevet tvunget til at forvalte det kapitalistiske system – på systemets præmisser. Og her behøver vi kun at gå et par år tilbage i historien, hvor socialister og kommunister fik parlamentarisk flertal i Frankrig. Alligevel var regeringens overgreb på arbejderne hårdere end dem, den forudgående borgerlige regering lavede.
For det andet, og det er vigtigere, er der ingen reformistiske ledere, der er interesseret i socialismen. For når arbejderklassen overtager magten, vil alle deres privilegier forsvinde. Når arbejdere tager sagen i egne hænder og strejker og laver opstand imod systemet, så vil vi se dem i forreste række som modstandere.
Lige siden arbejderbevægelsens spæde start, har der været to hovedlinjer. På den ene side den reformistiske linje og på den anden side den revolutionære linje.
Forrædderi
Skillelinjen blev helt tydelig med det, vi kalder det store forrædderi i 1914. Forud for 1. verdenskrig havde alle de socialdemokratiske partier i 2. Internationale besluttet at stemme imod krigsbevillinger. De ville forsøge at bruge den truende krig til at vende våbnene den anden vej og lede arbejdernes magtovertagelse.
Da krigen brød ud, “glemte” de fleste socialdemokratier med verdens største arbejderparti – det tyske socialdemokrati – i spidsen beslutningen og stemte for krigsbevillinger.
Støtten til krigen viste, at socialdemokratierne stillede sig på deres “egne” borgerskabers side imod arbejderklassens interesser. Og ikke bare det, for reformisternes støtte til krigen betød, at de sendte millioner af arbejdere i uniform til fronten, hvor de døde som kanonføde for andres interesser.
Lige siden har reformismen vist, at den frygter arbejderkassens egen aktivitet, langt mere end den frygter borgerskabet. Da den tyske revolution i 1918/19 blev nedkæmpet, var det ikke først og fremmest borgerskabet, der gik i spidsen, men Socialdemokratiet. Selvom det ikke altid er ligeså direkte, når de reformistiske partier går imod arbejderklassen, så er mønstret det samme.
Under den spanske borgerkrig fra 1936-39 blev alle arbejdermilitser, der ikke ville underlægge sig den borgerlige stat – ledet af reformisterne – udsultet. I Chile blev arbejderne nægtet våben, da det trak op til det facistiske kup, fordi reformisterne frygtede de bevæbnede arbejdere mere end de frygtede militæret. Og så vidt behøver det ikke engang at nå. Bare arbejderne strejker selvstændigt, så går de imod. Det så vi under påskestrejkerne i 1985.
Hverken arbejderklassen eller den revolutionære linje, vil kunne høste fordele af enhed på partiplan. Faktisk har det sjældent været så stor enhed, som der er idag. Men den bygger udelukkende på, at SF og VS bevæger sig mod Socialdemokratiet med syv-mile-skridt. I deres iver for enhed, har SF erklæret, at de vil være med til hårde angreb på arbejderklassen, og VS har på deres nyligt afsluttede kongres åbnet op for det samme.
Så kan man selvfølgelig sige: “Jamen, hvad så med alle de revolutionære smågrupper? De kan jo heller ikke enes.”
Nej, det er rigtigt nok. Men på den ene side må vi sige, at selvom grupperne slog sig sammen, så er de alle så små, at de, ved en sammenlægning, kun kunne lave en meget lille smule mere, end de kan hver for sig. På den anden side er det utroligt vigtigt for en revolutionær smågruppe at være helt præcis i sin politik. For det, det opbygges til, er at lede arbejderklassen i opstand og revolution. Der skal alting gøres på de rigtige tidspunkter. I opstand og revolution findes ingen omkampe.
Man kan næsten sammenligne en partiopbyggende revolutionær gruppe med den lille celle, der via et foster bliver til et barn. Er der en lillebitte fejl i cellen, kommer der et vanskabt barn ud af det.
Arbejderenhed
Den eneste enhed, der virkelig kan betyde noget, er arbejderklassens egen kampenhed. Den enhed, der under det revolutionære partis lederskab kan føre til arbejderklassens egen magtovertagelse af samfundet.
Selvom det kan se noget sort ud idag, hvor det kun er et mindretal i klassen, der tror på kamp, og hvor der er utallige splittelser på kryds og tværs, så ved vi alligevel, hvor hurtigt arbejderklassen kan ændre bevidsthed, når den kommer i skred.
Den russiske revolution udviklede sig i løbet af kort tid fra enkelte kampe til revolution. Og under påskestrejkerne så vi i glimt, hvordan arbejderenheden udvikler sig i kamp, men her manglede et lederskab.
Selvom splittelserne sædvanligvis er lidt for åbenlyse, så har arbejderklassen, når det kommer til revolutionær kamp, mulighed for at overvinde splittelserne. Det har kapitalistklassen ikke. Deres indre splittelser ligger i konkurrencen, som er logikken i selve systemets eksistens. Kapitalisterne kan ikke indstille konkurrencekampen uden at destruere sig selv.
Så på trods af de åbenlyse splittelser og manglen på selvtillid, er fremtiden arbejderklassens.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed