Socialistisk Arbejderavis

Nr. 24 – November 1986 – side 6

Socialdemokratiet i 60’erne og 70’erne

Nedskæringer var hverdagskost

Ole Mølholm Jensen

Efter 4 år under Schlüters benhårde arbejdsgiver-politik, har mange glemt, hvordan det var under Krag og Anker i 60’erne og 70’erne, men: Nedskæringer var hverdagskost

I denne artikel vil OLE M. JENSEN ruske op i hukommelsen, for glemsomheden er med til at øge forventningerne til et nyt arbejderflertal – med eller uden SF.

Det var jo om nogen Socialdemokratiet, der sad på regeringsmagten i disse år – enten alene eller i samarbejde med de Radikale, Venstre eller SF. De eneste undtagelser var VKR-regeringen fra 1968-71 og Træsko-regeringen i 1974 med Venstre på taburetterne.

Derfor har Socialdemokratiet også et hovedansvar for den række af nedskæringer, overenskomstindgreb og stramninger, der blev gennemført i 60’erne og ikke mindst efter 70’ernes krise.

Opsving i 60’erne

Fra midten af 50’erne og ind i 60’erne oplevede Danmark et økonomisk opsving uden sidestykke. Investeringerne i industrien voksede enormt – fra 1960-62 ikke mindre end 30%. En udvikling, der holdt sig til midt i 60’erne.

Den store vækst betød, at 50’ernes store arbejdsløshed faldt kraftigt – fra 11,1% i 1956 til 3,3% i 1962. Det skete på trods af en stor tilgang til arbejdsmarkedet, dels fra landbruget, der oplevede en gennemgribende mekanisering, dels af kvinder, der i stor stil fik arbejde i industrien.

Arbejderklassen styrket

Den faldende arbejdsløshed betød, at det var nemmere at få opfyldt lønkrav overfor arbejdsgiverne. Reallønnen steg – i 1960 med hele 8,2%. Det var ikke Socialdemokratiets skyld – men skyldtes arbejderklassens egen aktivitet. Især i 1959-60 brød en række strejker for højere løn løs – og arbejdsgiverne gav efter på grund af voksende profitter og arbejderklassens øgede styrke.

SD imod bevægelsen

Som så ofte før forsøgte Socialdemokratiet i regeringen at bremse lønkravene. Først i 60'erne skete det på 3 måder:

Det ene var at sammenkoble produktivitet og lønstigninger. Tidsstudier, akkorder og andre produktivitetsfremmende lønsystemer blev en del af Socialdemokratiets politik. LO og DA var enige og det fremgik af den nye hovedaftale fra 1960, der stadfæstede akkordsystemerne. Produktiviteten steg langt mere end lønnen – i slutningen af 60’erne steg den med 10% om året.

Det andet var at imødegå den stigende aktivitet i arbejderklassen med antikommunistiske hetzkampagner. Strejkende arbejdere blev konsekvent udråbt som kommunister, der havde et noget plettet ry i arbejderklassen efter Sovjets invasion i Ungarn i 1956.

Det tredie var, at Socialdemokratiet under Jens Otto Krag introducerede indkomstpolitikken. I 1963 kom “Helhedsløsningen” ved overenskomstfornyelsen. Indholdet var minimale lønstigninger for de lavest lønnede, forbud mod strejker frem til næste overenskomstfornyelse og et pris- og avancestop, der blev afblæst efter et halvt år.

Det lykkedes at bremse arbejderklassen – fra 1963-68 var der næsten ingen strejkeaktivitet. Det skyldes dog også, at mange arbejdsgivere gav sig, blot arbejderne truede med strejke.

Velfærdsstaten

60’erne var Socialdemokraternes glansår. Industrien havde det for det meste godt, og arbejderklassen fik som tak for øget knokleri lidt af resultatet oven i lønningsposen. Velfærden steg – arbejderne fik råd til TV, køleskab, bil og andre forbrugsgoder.

Den økonomiske vækst gav Socialdemokratiet en chance til at gennemføre en del af de reformer, de havde snakket om så længe. Skolevæsnet, social- og sundheds-sektoren og institutions-området voksede kollosalt. Det skyldtes dog ikke kun Socialdemokratiets gode vilje – borgerskabet havde brug for en sund, veluddannet og samarbejdsvillig arbejdskraft. Så Socialdemokratiets opbygning af velfærdsstaten i de “fede år” gik hånd i hånd med borgerskabets ønsker.

Oven i købet fik arbejderklassen lov til at betale det meste selv. Skattetrykket steg voldsomt samtidig med øgede erhvervstilskud og afskrivningsmuligheder for borgerskabet.

Reelt blev alle Socialdemokratiets idealer om klasseudjævning og Lighed gennem Uddannelse aldrig gennemført.

De fede år går på hæld

Allerede fra 1965 begynder investeringslysten at svigte hos borgerskabet. Socialdemokratiet ser det så som sin opgave at skubbe yderligere på industriens udvikling. Der gives kæmpe tilskud til erhvervslivet og sættes hårdere ind mod lønstigningerne. Reallønnen begyndte at falde – under datidens arbejderflertal, Det røde Kabinet (1966-67), med 4,3%. Socialdemokratiet forsøgte også at hugge to dyrtidsportioner i 1967 men uenigheder i SF bragte regeringen til fald.

Arbejderklassen fik i de år en forsmag på, hvad de havde i vente, når økonomien atter tog et dyk.

Forsmagen blev til hovedretten, da krisen for alvor slog igennem i begyndelsen af 70’erne. Socialdemokratiet var, i betalingsbalancens og konkurrenceevnens hellige navn, parate til at skære dybt i arbejderklassens løn og forbrugsmuligheder.

Arbejderklassen havde ellers reageret på krisen og den stigende arbejdsløshed med strejker og øget militans fra 1969-75. Stærkest i 1974, med Majstrejkerne mod den borgerlige regerings nedskæringspolitik. En strejkebølge i november tvang Hartling til at udskrive valg.

Arbejderne var ikke til sinds at lade resultaterne fra 60’erne gå fløjten uden kamp. Langt mindre havde man tænkt sig at affinde sig med stigende arbejdsløshed og faldende realløn.

SD svinger kniven

Borgerskabet krævede hårde angreb på arbejderklassen – og en ny socialdemokratisk mindretalsregering med tidligere specialarbejder-formand Anker Jørgensen i spidsen gennemførte dem. Anker stammede fra Socialdemokratiets venstrefløj og med opbakning i fagbevægelsen og fagbureaukratiet, begyndte han at gennemføre den politik, som Hartling havde været ude af stand til at presse igennem. Indgreb i overenskomsterne og nedskæringer af det offentlige budget var Socialdemokraternes svar på strejkerne i efteråret 1974.

Overenskomstindgrebet følges op af lignende i 1977 og ‘79 og antallet af indgreb overfor arbejderklassens forbrugsmuligheder vokser år for år (se andetsteds på siden).

Angriber arbejderklassen

Indkomstpolitik og forbrugsbegrænsning kunne dog ikke alene tæmme arbejderne. Skrappere midler var nødvendige, og Socialdemokratiet var parate til at bruge disse midler.

Hånd i hånd med fagbureaukraterne i LO går Socialdemokratiet til angreb på militante arbejdere. Allerede i 1974 trues arbejdere i klub 4 på B&W med eksklusion af Metalarbejderforbundet, hvis de ikke straks stopper deres strejke. Og truslen er blevet brugt flere gange siden. Men også blokadevåbnet blev ødelagt af Socialdemokratiet. I 1976 kriminaliserede de fysiske blokader igennem Folketinget.

Denne hårde linie fik Benzinchaufførerne at føle i 1976, hvor de tog kampen mod arbejdsgiverne og statsmagten op. Den socialdemokratiske regering truede med at gå af, hvis ikke Benzinchaufførerne gik i arbejde. LO opfordrede endda regeringen til at sætte politiet ind mod blokaden. Denne offensiv kunne de strejkende ikke modstå, og på den måde blev en af de større muligheder for at vende klassekampen smadret af Socialdemokratiet.

Disse angreb blev fulgt op af talrige mindre indgreb i arbejderklassens styrke, og cirkulære efter cirkulære regnede ned over arbejderne.

Nogle af dem var stramningerne af A-kasselovgivningen i 1980 og Sultecirkulæret i 1982. Begge forslag har drevet arbejdsløse ud i desperation og betydet at arbejdsløse nu er tvunget til at tage arbejde til dårligere løn og ringere arbejdsvilkår. Løntrykkeriet fik en ekstra tand med Martspakken i 1982 – en pakke som også SF støttede.

Klassesammenholdet smadret

Før SD overgav regeringsmagten til Schlüter i september 1982, havde de barslet med et nedskæringsforslag på 10 mia. og nye indgreb i dagpengesatserne og dyrtidsreguleringen. Senest ville de også gerne have været med i Kartoffelkuren, hvis der var blevet ændret nogle småting.

Vigtigt er det ikke mindst at huske, at det er Socialdemokratiets politik overfor arbejderklassen i 70’erne, der har smadret klassesammenholdet og banet vejen for, at Schlüter nu i fire år har kunnet terrorisere arbejderklassen.

Hvorfor gør de det?

Forklaringen på Socialdemokratiets politik i 60’erne og 70’erne skal ikke søges i, om de har onde eller gode ledere.

De gennemfører hårde angreb overfor arbejderklassen, fordi de mener, at socialisme opnåes ved at bruge staten til langsomt at reformere systemet indefra. Derfor accepterer de også en hel del af kapitalismens logik. Virksomhederne er nødt til at køre rundt, så der kan blive løn til arbejderne. Folk skal rette sig efter lovene, ellers kan Socialdemokratiet ikke styre samfundet.

Socialdemokratiet kan beskrives som et borgerligt arbejderparti. Borgerligt netop fordi de accepterer og tager udgangspunkt i den herskende samfundsorden, og fordi de tror på forhandlinger med kapitalejerne istedet for at styrke og støtte arbejdernes side i klassekampen. Men stadig et arbejderparti, fordi deres medlemmer og vælgerskare først og fremmest er arbejdere, fordi deres erklærede hensigt stadig er at skabe et menneskeligt samfund, og fordi Socialdemokratiske og reformistiske holdninger er dominerende i arbejderklassen idag.

Staten er kapitalistisk

Staten i et borgerligt samfund er opfundet og opbygget til at passe til kapitalismen. Den skal varetage den nationale kapitals almene interesser – det vil sige alle de ting, som kapitalismen har brug for, men som ingen enkelt kapitalist vil investere i. Det gælder ting som uddannelse, børnepasning, sygehuse, veje og forsvar.

Når Socialdemokratiet overtager statsmagten, pålægger borgerskabet dem at opfylde alle disse forpligtigelser, samtidig med at de sørger for at arbejderne bliver ved maskinerne, så der ikke bliver for meget ballade på gulvplan.

Hvis regeringen ikke laver arbejdet ordentligt, vil borgerskabet sætte alt ind for at få dem til at makke ret eller vælte regeringen. I Frankrig blev Mitterands beskedne reformprogram mødt med en valutakrise. Hvis det ikke er nok er borgerskabet parat til at bruge militærkup og fascisme som det for eksempel skete i Chile i 1973.

Reformistiske partier som Socialdemokratiet, men også SF og VS, prøver at stå mellem arbejderklassen og den nationale kapitals interesser. Men opretholdelsen af kapitalismen kommer altid i første række. Økonomiske kriser pisker Socialdemokratiet til at gennemføre hårde angreb på arbejderklassen.

Store dele af borgerskabet mener også, at socialdemokraterne er de bedste til at gennemføre nedskæringer og løndiktater. I 1974 udskrev Hartlingregeringen valg, fordi den ikke var istand til at sikre roen på arbejdspladserne. Socialdemokraterne vandt valget – men gennemførte så få måneder efter store dele af Hartlings program. Det kunne socialdemokraterne, fordi de har kontrol over størstedelen af fagbevægelsen, og fordi arbejderne stolede på, at Socialdemokratiet egentlig ville dem det godt, og desuden manglede troen på, at der var en anden vej.

Det siger samtidig noget om, hvad vi kan forvente af et kommende arbejderflertal. Også idag mener store dele af borgerskabet (for eksempel Industrirådet) at overenskomsfornyelsen i 1987 bedst klares, uden strejker og for store lønstigninger, af en regering af arbejderpartier. Og Socialdemokratiet, SF og VS er parate til at påtage sig opgaven!