Socialistisk Arbejderavis
Nr. 241 – 6. april 2005 – side 2
Det mener vi
Venstrefløjen har enorme muligheder
USA står overfor et nyt Vietnam – et politisk og militært nederlag i Irak. At det ikke er det billede man får fra den offentlige debat, betyder ikke at det ikke er tilfældet. Det var det heller ikke under Vietnam krigen. Modstanden i Vietnam voksede, krigens barbari fremprovokerede en storm af protester verden over, og konsekvensen blev til sidst at det var umuligt at få de amerikanske soldater til at deltage i krigen. USA måtte trække sig ud; en af de største imperialistiske magter led et nederlag, der gav inspiration og mulighed til at gennemtvinge sociale krav verden over. Nederlaget hang således uløseligt sammen men bølgen af antikapitalistiske oprør fra 68 og årene fremover.
Det samme er muligt i dag. Oprørsbevægelsen i Irak vokser stadig, og omkring 90% af Irakerne ønsker de fremmede tropper ud af landet. Også verdensopinionen er med os; allerede inden krigens start oplevede vi en bevægelse på størrelse med bevægelsen mod Vietnam krigen. Presset mod de stater der deltager i besættelsen vokser, og senest har selv Berlusconi i Italien måtte erklære at de Italienske tropper skal trækkes ud snarligt. Vender vi blikket hjemad mener ca. 60% af danskerne at krigen var en fejl. Ca 20% mener at tropperne skal trækkes ud øjeblikkeligt, og yderligere ca 40 procent at der skal sættes en snarlig dato for tilbagetrækningen af de danske tropper. Den danske venstrefløj har således alle tiders mulighed for at knytte an til en massiv stemning der vil have tropperne hjem, og derved gøre vores til at imperialismen igen kan lide nederlag, med de muligheder et sådan perspektiv indebærer.
Desværre må vi i dag konstatere at denne forståelse ikke skinner klart igennem på venstrefløjen. Demonstrationerne den 19 marts fandt sted i mange byer, og var relativt store i forhold til hvor mange aktivister der havde mobiliseret til dem. Men omvendt var de latterligt små, i forhold til de 20% af befolkningen der principielt burde have været på gaden den dag. Dette viser at venstrefløjen ikke er klar over sine historiske muligheder, og ikke har evnet at sætte deres organisationer bag opbygningen af antikrigsbevægelsen.
Endvidere ser det ud til at venstrefløjen nu sætter alt ind på kampen mod EU-forfatningen til efteråret. Denne kamp er selvfølgelig er en naturlig del af en antikapitalistisk og antiimperialistisk venstrefløj, men hvis den bliver ført som en isoleret kampagne i stedet for som et middel til at opbygge antikrigsbevægelsen, kan vi ikke matche mulighederne. Det afgørende for venstrefløjen er at organisere og give argumenter til de 20% der deler vores opfattelse af at tropperne skal hjem øjeblikkeligt. Hvis disse 20% bliver aktiverede, kan de overbevise de andre 40% og trække dem med i aktiviteter. Dette kunne blive den nøgle der både kan sætte en stopper for besættelsen, samt at sætte en stopper for en nyliberal EU-traktat. Men det kræver at vi på venstrefløjen tager vores egen rolle seriøst, og lader den ydre politiske virkelighed definere vores prioriteringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed