Socialistisk Arbejderavis
Nr. 24 – November 1986 – side 12
De snakker om fred og ruster til krig
Poul Erik Kristensen
I dagene umiddelbart efter topmødet i Reykjavik svingede kommentagene utroligt meget. De danske aviser startede med at konstatere, at “topmødet endte som en fiasko”. Den næste vurdering var, at topmødet var “en fiasko, som kan reddes”, for at slutte med en konstatering af, at der er “god grund til håb”.
En truende fiasko blev dygtigt vendt til et spirende håb.
Det er dog svært at se, hvad der er håb om. Reagan fastholdt sit stjerne-krigsprojekt, og det vil kun være et spørgsmål om tid før Sovjet udvikler et tilsvarende. USA svarer så igen med et nyt overlegent våbensystem. Sådan kører møllen.
Alligevel ønsker S og SF, at vi skal forblive som medlemmer i “et mere defensivt NATO”, på trods af at alle erfaringer siger, at de aftaler USA og Sovjet indgår, udelukkende betyder, at forældede våbensystemer skrottes, mens våbenvanviddet fortsætter.
Resultater?
Efter både amerikanske og russiske kommentarer at dømme var det stjernekrigsprojektet, topmødet faldt på.
På andre vigtige områder var man tæt på resultater. Og her efter topmødet bliver der fra begge parter lagt op til fortsatte forhandlinger om nedskæring af mellemdistancevåben i Mellemeuropa, og en gradvis indførelse af et atomprøvestop.
Begge er punkter, som ser ganske smukke ud på papiret, – og det er punkter som umiddelbart vil kunne give Reagan og Gorbatjov en masse PR.
Men hvad med virkeligheden? En eventuel aftale om nedskæring af antallet af mellemdistancevåben i Mellemeuropa er nærmest at gøre en dyd af nødvendigheden.
Ledende kredse indenfor NATO erkender i dag åbenlyst, at de amerikanske Cruiser-missiler og de russiske SS-20 stort set ingen militær-strategisk betydning har. Raketterne har højestes politisk betydning – indadtil i militærblokkene, for at fastholde den interne magtbalance.
En eventuel aftale om gradvis indførelse af et atomprøvestop, er udelukkende udtryk for, at amerikanerne nu også har fået lagt deres atomvåben-strategi på plads.
Men en aftale på disse områder i overskuelig fremtid, vil være guld værd både for Reagan og Gorbatjov.
Begge har i den sidste tid været udsat for et usædvanligt stort pres. Resultaterne fra topmødet vil derfor kunne rette op på deres noget blakkede renommé – både nationalt og internationalt.
Få dage før Reykjavikmødet led Reagan sit hidtil største nederlag, da kongressen og senatet vedtog en ret stram sanktionspolitik overfor Sydafrika. Reagan forsøgte at afværge boycotten ved at nedlægge veto.
Ligeledes har Reagan haft sit hyr med at få et, for ham, blot nogenlunde militærbudget vedtaget. Et budget som indeholder øgede bevillinger til det reaktionære regime i El Salvador og Contraerne i Nicaragua.
Hertil kommer at Reagan og Det republikanske Parti står foran midtvejsvalget til Repræsentanternes hus og til Senatet. I valgkampen kan en positiv udlægning af topmødet bruges af Republikanerne.
Republikanerne kæmper mod Demokraterne i Senatet, og drømmer om at udnytte Reagens personlige popularitet til også at få kontrol med Repræsentanternes hus.
Ronald Reagan har under sine drøftelser med Gorbatjov stået fast på sit stjernekrigsprojekt (SDI). Reagans formål med den stejle holdning har blandt andet været at bevise hans snart 25 år gamle påstand om, at russerne kun er forhandlingsvillige, når de er militært underlegne.
En langt vigtigere grund er imidlertid SDI-projektets enorme indflydelse på den amerikanske økonomi. Man spytter ikke bare 500 mia. dollars i SDI, blot for at kunne presser Gorbatjov til nedrustning.
De 500 mia. dollars er et fem gange så stort beløb, som hele Afrikas udenlandsgæld. SDI viser med hvilken kynisme stormagterne planlægger og bærer en del af skylden for hungersnød, elendighed og menneskelig fornedrelse.
Tjernobyl og Afghanistan
På samme måde som Reager, har Gorbatjov og Sovjetunionen det sidste halve år tabt anseelse på den internationale arena. Den goodwill Sovjet havde fået via ensidige atom-prøvestop og fredspolitiske fraser gik fløjten en dag sidst i april.
Efter ulykken på Tjernobyl-værket er Sovjet igen kommet under pres. I ugen op til topmødet blev Sovjet atter ramt af en atomulykke, da en af deres atombevæbnede undervandsbåde stak i brand midt i Atlanterhavet. Endvidere er Sovjets morderiske krig i Afghanistan igen kommet i søgelyset.
Det væsentligste pres på Gorbatjov er og bliver dog nationalt. Presset kommer ikke fra hans ligesindede i partibureaukratiet, ej heller fra det ufatteligt tunge militærhierarki. Presset kommer fra Sovjetunionens elendige økonomi.
Det er nødvendigt at overføre rubler fra militærproduktionen til andre områder. Sovjet har i perioder i 80'erne brugt 14 % af deres bruttonationalprodukt til våben, mens USAs tilsvarende tal har ligget på omkring 7 %.
Sovjet har ikke råd til at følge USA missil for missil og laser for laser. Sovjet må midlertidigt erkende, at de ikke kan blive den førende supermagt.
Fred eller krig?
Topmødet i Reykjavik har ikke skaffet verdensfreden en tøddel nærmere: Supermagterne er stadig i stand til at destruere jorden 20 gange eller mere.
Resultatet bliver antagelig det samme som efter de øvrige 7 topmøder.
Da Eisenhower og Molotov mødtes i Geneve i 1955 var atomvåben-arsenalet på 2.500 enheder. I dag, 31 år efter, anslås antallet at være godt 50.000 enheder. Vel at mærke med større sprængeffekt pr. enhed.
Topmødet kom belejligt for begge parter. Og med de vurderinger af topmødets resultater som er fremherskende i den herskende klasse i Washington og Moskva, er der ingen der har tabt terræn – hverken nationalt eller internationalt.
Oprustningen kan trygt fortsætte, samtidig med at man i fællesskab kan rense ud i det isenkram som reelt ingen værdi har.
Billedtekst:
Reagan: Se Mihail, de har fanget en af vore i Nicaragua
Gorbatjov: Ingenting Ronnie, vi har en hel hær i Afghanistan
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed