Socialistisk Arbejderavis
Nr. 242 – 27. april 2005 – side 7
Bliver det et fransk "non" til EU forfatningen?
Nick Barrett
Anticonstitutionnellement, der betyder anti-forfatningsmæssigt, er det længste ord i det franske sprog. Kampagnen op til folkeafstemnings om EU-forfatningen tyder på at blive særdeles lang for den franske præsident, Jacques Chirac, og lederen Socialistpartiet (Socialdemokraterne) François Hollande.
De sidste tre meningsmålinger har givet nej-siden et pænt forspring. Hvis det passer kunne franskmændenes stemmer sende chokbølger gennem kontinentet. Forfatningen er det europæiske borgerskabs forsøg på at gøre neo-liberal politik til hjørnestenen i EU.
Den blev brygget sammen af EU-parlamentarikere og -bureaukrater. Kun en tredjedel af forfatningen har nogensinde været til debat, ikke engang blandt dets forfattere.
Forfatningen er, naturligvis, et formelt udtryk for den eksisterende økonomiske politik, men på nogle punkter går den endnu videre. For eksempel er “offentlig service“ fjernet fra dokumentet og erstattet med “ydelser af generel interesse“ – hvilke kan være enten private eller offentlige. Retten til arbejde, der i sig selv var et lidt tvivlsomt begreb, er erstattet med retten til at søge arbejde. Og forfatningen forlanger, at de europæiske regeringer øger deres militære udgifter.
For mange franske arbejdere vil udsigten til at give Chirac et nederlag være nok til at få dem til at stemme nej, men der er også millioner, som har set, at forfatningen vil lægge grunden til yderligere social tilbagegang (“Nej, du skal betale for at bruge sundhedsvæsenet, det står i forfatningen...“).
Et nej kunne være dødsstødet for den nuværende borgerlige regering. Chirac vil være under pres for at træde tilbage. Og det vil kunne forværre krisen i Socialistpartiet. Hollande og hans partitop har opgivet enhver modstand mod neo-liberalismen – i bedste fald foreslår de måder, at blødgøre de værste resultater, men i virkeligheden putter de bare sukker på den bitre pille!
Radikaliseret
Til gengæld har venstrefløjen i Socialistpartiet opfordret til at stemme nej, og derved vundet 43 procent i en intern partiafstemning. De to vigtigste ledere, den tidligere generalsekretær Henri Emmanuelli og venstresocialisten (og ex-troskisten) Jean-Luc Melenchon, er begge blevet truet med sanktioner, men partiets top tør ikke gå videre.
Et endnu større chok var da hovedbestyrelsen i CGT, Frankrigs største fagforbund, opfordrede til at stemme nej. Ledelsen ville have, at fagforbundet skulle afstå fra at melde ud. Men nederlag omkring pensionerne i 2003, privatiseringen af el-sektoren og angrebene på sundhedsvæsnet var alle med til at antænde oppositionen mod ledelsen. CGT-ledelse har aldrig tidligere været stemt ned i en intern debat.
Endelig er Kommunistpartiet og Ligue Communist Révolutionnaire (LCR – Den Kommunistiske Revolutionære Liga, et trotskistisk parti), sammen med radikale venstrefløjsgrupper som Attac, i gang med en aktiv kampagne for at stemme nej.
De strejker og demonstrationer, der har været for nylig, især demonstrationen i Bruxelles d. 19. marts mod et neo-liberalt Europa, har forstærket bevægelsen, og debatten om nej har politiseret strejkebevægelsen.
Hundredvis af valgkomitéer er ved at blive opbygget landet over. Medierne er gået i panik, og på enhver arbejdsplads kan man finde folk, der snakker om EU. Det yderste højre fører også en kampagne mod forfatningen, men på et nationalistisk grundlag, men strejkerne og demonstrationer gør, at det ikke er dem, der er hovedkraften bag nej-kampagnen.
Kampagnen har skubbet toppen i Socialistpartiet til højre i retning af de konservative, og samtidigt skubbet dele af partiet mod yderligtgående venstrefløjsholdninger.
Vinder nej-kampagnen kan det give tillid til millioner af arbejdere og sætte spot på behovet for en alternativ til venstre for Socialistpartiet. Selv det yderligtgående venstrefløjsparti Lutte Ouvirière (LO – Arbejderkamp, en anden trotskist organisation), der holdt sig ude af Maastricht-afstemningen, opfordrer til at stemme nej. Revolutionære må være med til at give brændstof til denne politiske krise.
Det er paradoksalt, at et obskurt dokument, der definerer, hvordan europæisk kapitalisme fungerer, meget vel kan vise sig at være den åbning, den anti-kapitalistiske venstrefløj har ventet på.
Nick Barrett er medlem af LCR
LCRs website (på fransk): www.lcr-rouge.org
© Copyright Socialist Worker. You may republish if you include an active link to the original.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed