Socialistisk Arbejderavis
Nr. 242 – 27. april 2005 – side 8
Irak tre måneder efter valget
Fortsat modstand og problemer for USA
Mikkel Birk Jespersen
Hverken valget den 30. januar eller den efterfølgende sammensætning af en ny regering i Irak har løst de problemer, USA har med at holde landet besat. Besættelsen møder stadig stor modstand, og USA er stadig tvunget til at pumpe enorme ressourcer ind i at opretholde besættelsen.
De ledende poster i den nye irakiske regering er gået til medlemmer af kurdiske partier og af den shia-muslimske ‘Den forenede irakiske Alliance’, der er støttet af stor-ayatollah Ali al-Sistani. Den tidligere premierminister Iyad Allawis liste fik et dårligt valg, hvad der ikke er overraskende, idet Allawi og hans samarbejde med besættelsen stort set ingen opbakning har i den irakiske befolkning.
Men det er kun tilsyneladende, at de nyvalgte politikere er mere kritiske overfor USA og besættelsen, end dem, de afløser. Den nye premierminister, Ibrahim al-Jafaari, mødtes inden Irak-krigen med Bush i Washington for at diskutere, hvilken rolle han og hans Da'wah-parti kunne spille i en fremtidig irakisk regering.
Og såvel den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld som de nye irakiske ledere har meldt ud, at besættelsestropperne nok skal forblive i Irak i mindst to år endnu.
Det er således tydeligt, at det stadig er USA, der med 150.000 tropper i Irak, sætter dagsordenen i landet og sætter rammerne for, hvad en hvilken som helst irakiske regering vil kunne foretage sig, idet denne vil være fuldstændig afhængig af besættelsesstyrkerne for at sikre sin egen overlevelse.
Men lige så lidt som sammensætningen af en ny irakisk regering har fået besættelsen til at gå væk, har det fået modstanden mod besættelsen til at forsvinde.
Den 9. april – på to-årsdagen for Baghdads fald – demonstrerede 300.000 irakere i Baghdad mod besættelsen i den største politiske manifestation i Irak siden revolutionen i 1958 – endda på den samme plads, hvor amerikanske soldater for to år siden væltede en statue af Saddam Hussein og forsøgte at give indtryk af at blive hjerteligt modtaget af irakerne.
Demonstrationen var organiseret af støtter af den radikale shi’itiske præst Moqtada al-Sadr. Al-Sadr støttede tøvende valget i januar sammen med al-Sistani, men har siden meldt ud, at modstanden mod besættelsen fortsætter. Hans bevægelse vinder i øjeblikket frem, idet al-Sadr kan profilere sig på en konsekvent modstand mod besættelsen i modsætning til andre shi'itiske ledere som al-Sistani og al-Jafaari.
I det sydlige Irak har oliearbejdere protesteret mod besættelsen og mod de multinationale firmaer, der arbejder under besættelsestroppernes beskyttelse, bl.a. danske A. P. Møller-Mærsk A/S. Oliearbejdernes fagforening i Basra har vendt sig mod ‘Iraqi Federation of Trade Unions’, der støtter besættelsen og er den eneste fagforening, der i dag er tilladt i Irak, hvor det nye regime opretholder Saddam Husseins gamle anti-fagforeningslove.
På nationalt plan har fagforbundet ‘Federation of Workers’ Council and Unions in Iraq’ dannet ‘Iraks Frihedskongres’ – en bevægelse, der har til formål at stoppe besættelsen og arbejde for en fri, sekulær regering uden den etniske opdeling, der er en del af besættelsens ‘del-og-hersk’ politik.
Heller ikke den væbnede modstand er forsvundet. Medierne og besættelsesmagtens talsmænd har ellers fremhævet, at antallet af angreb på besættelsesstyrker er faldet markant efter valget i januar.
Men dette dækker dels over, at modstanden i højere grad har fokuseret på at angribe de nye irakiske sikkerhedsstyrker, dels over, at vi siden valget har set flere større og mere spektakulære angreb. Bl.a. er Abu Ghraib-fænglset og en amerikansk militærbase nær den syriske grænse blevet udsat for store, velkoordinerede angreb.
Samtidig er det dog klart, at den irakiske modstand i dag står overfor nogle nye udfordringer. Den skal udvikle sig hen mod en mere samlet, national modstand, hvis det skal lykkes at sætte besættelsen under endnu hårdere pres, end den allerede er.
Problemet for USA er, at hverken valget den 30. januar eller sammensætningen af en ny regering har ændret noget ved det grundlæggende problem i Irak: interessekonflikten mellem den irakiske befolkning og besættelsesmagten. De nye ministre er tvunget til at tage hensyn til USA’s interesser og vil derfor ikke kunne ‘levere varen’ over for befolkningen.
Og dette vil igen blive ved med at skabe modstand.
Billedtekst:
Den 9. april – på to-årsdagen for Baghdads fald – demonstrerede 300.000 irakere i Baghdad mod besættelsen i den største politiske manifestation i Irak siden revolutionen i 1958.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed