Socialistisk Arbejderavis
Nr. 242 – 27. april 2005 – side 12
2. verdenskrig
Var det den gode krig imod verdens ondskab?
Freddie Nielsen
Den 5. maj er det 60 år siden Danmark blev befriet. 2. Verdenskrig er ofte fremstillet som det gode mod det onde – Freddie Nielsen ser her nærmere på 2. verdenskrig og stiller spørgsmålet “Var det den gode krig mod Verdens onskab?“
De fleste antikrigsaktivister har vel på et eller andet tidspunkt været ude for argumentet: "Du skal ikke kritisere USA, for USA kom os til undsætning under 2. Verdenskrig. Og tænk bare på, om du havde fået lov til at stå her og agitere uden USA’s hjælp dengang?"
Også en anden association til 2. Verdenskrig har været brugt jævnligt i forhold til Irak – nemlig sammenligningen mellem Saddam Hussein og Hitler. Og når der virkelig skulle sættes trumf på: “Vil du så hellere have Saddam?“, eller måske endda: “Du foretrækker altså Saddam!“
Det er selvfølgelig alt sammen afledninger fra det virkelige spørgsmål, men det centrale i at få skabt parallellerne, er ideen om, at 2. Verdenskrig var den gode krig imod alverdens ondskab.
De, der sender unge mennesker i krig, gør det altid med argumentet, at de står på de godes side. Alt andet ville også være utænkeligt. Når man skal have soldaterne (og deres bagland) til at kæmpe for sig, må man selvfølgelig sælge ideen på noget, som soldaterne selv – i det mindste til en vis grad – kan gå ind for.
Det bliver også forstærket af, at vi igennem generationer er blevet opdraget til at tænke i godt og ondt, i sort og hvidt som absolutter. Den opmærksomme observatør vil bide mærke i, at vi kun opfordres til at se en sag fra flere sider af folk, der er uenige med os.
Men det er nødvendigt, at vi vender os imod automatikker, som at vores fjendes fjende er vores ven. Det kan godt være, at Hollywood har vænnet os til at inddele alt i “de gode og de onde“, men i virkelighedens krige er det mere reglen end undtagelsen, at begge parter må henregnes blandt “de onde“.
Den 2. Verdenskrig, som vi nu atter vil blive mindet om i forbindelse med 60-året for dens afslutning, bliver for det meste regnet, som noget der startede med Tysklands overfald på Polen den 1. september 1939. Men at lade sig nøje med den tidsfastsættelse, vil være den sikreste recept på ikke at forstå karakteren af 2. Verdenskrig.
I 1939 var det allerede længe siden, at Japan havde sat sig på Korea og Manchuriet. Italien havde indtaget Libyen og Etiopien, og Tyskland havde – med godkendelse fra England og Frankrig – indlemmet Østrig og Tjekkiet i Det 3. Rige. Ligesom Tyskland og Italiens hjælp ikke var helt uvæsentlig for at bringe Franco’s fascisme til magten i Spanien.
Men i virkeligheden skal vi endnu længere tilbage for at finde den egentlige grund til 2. Verdenskrig. Nazismen/fascismen var rigtignok redskabet, men baggrunden skal findes i imperialismen og dens første indbyrdes opgør fra 1914-18. 1. Verdenskrig endte noget nær uafgjort, hvad hovedspørgsmålet – nyopdeling af verden – angik. Centralmagterne led ganske vist nederlag. Østrig-Ungarn gik i opløsning og en revolution trak Tyskland ud af krigen, lige før det endelige militære nederlag.
Ud over det uafklarede magtspørgsmål, skete der dog yderligere to ting i løbet af 30’erne, som var væsentlige for at krigen brød ud. For det første havde den tyske storkapital stillet sig bag Hitler’s nazi-parti, for ad den vej at få bugt med den tyske arbejderklasses stærke organisationer. På den baggrund genvandt den tyske kapital sin styrke, og krævede sin andel af verdensmarkedet.
For det andet havde alverdens stater benyttet sig af stærk protektionisme, for at beskytte egen kapital under den store krise, der startede i 1929. Men hen imod slutningen af 30’erne betød det, at de imperialistiske magters forsøg på at ekspandere fredeligt stødte på mure overalt. Og når det blev Tyskland og Japan, der først lagde ud, så skyldtes det ikke mindst, at de – som de imperialistiske magter, der var kommet senest med på vognen – var de, der var mest presset af manglende adgang til markeder og råstoffer.
Når det således – på trods af forsøg på at sløre baggrunden med snak om Hitlers galskab, prøjsermentalitet eller japansk krigermentalitet – er rimelig klart, hvorfor Aksemagterne gik i krig, så er den dag i dag noget mere gedulgt, hvorfor de Allierede trådte ind i 2. Verdenskrig.
Ifølge myten var det for at gøre op med nazismen og dens undertrykkelse, men det holder ikke rigtig som den helt centrale forklaring. Den brutale undertrykkelse af arbejderklassen havde stået på siden 1924 i Italien og 1933 i Tyskland. Og da det samme perspektiv tegnede sig i Spanien med Franco’s vej mod magten, holdt vestmagterne sig “neutrale“, mens Rusland stillede sig på folkefrontens side, dog mest for at sikre, at borgerkrigen ikke førte til en socialistisk revolution. Da de Allierede i 1942 gik i land i Nordafrika, sendte Roosevelt endda Franco et telegram, hvori han forsikrede, at Franco intet havde at frygte.
Det kunne heller ikke være for jødernes skyld. Danmark var ikke det eneste land, der vægrede sig ved at modtage jødiske flygtninge fra Tyskland – det gjaldt hele Europa. Og da de Allierede senere er blevet kritiseret for at bombe Dresden i stedet for jernbanelinierne til Auschwitz og de andre udryddelseslejre, så forsvarede de sig med, at de ikke vidste, hvor slemt det stod til.
Faktisk var modviljen mod fascismen/nazismen blandt verdens magthavere ret begrænset, så længe det kun gik ud over arbejderne – ja i 20’erne var Churchill ligefrem en stor beundrer af Mussolini.
Det var først, da de imperiale interesser blev trådt for nær, at England og Frankrig reagerede. Ruslands manøvrer var heller ikke ligefrem entydige. I 1939 indgik Stalin en ikke-angrebspagt med Hitler, som også indeholdt aftaler om eksport til den tyske rustningsindustri og om deling af Polen.
Stalin indgik pagten med Hitler af frygt for, at England og Tyskland (og evt. Frankrig) rottede sig sammen. Og det var ikke den rene paranoia – stærke kredse i såvel England som Tyskland arbejdede i den retning.
Det var heller ikke tilfældigt, at USA kom ret sent ind i krigen. USA’s magthavere var splittede. Mange af de store kapitaler, med Ford, GM, ITT og Standard Oil i spidsen, var faktisk temmelig venligsindede overfor Hitler, og de mente, at hvis USA skulle gå ind i krigen, så skulle det være imod Sterling-området (det britiske imperiums lukkede marked)
Andre med Roosevelt i spidsen mente, at man nok skulle klare det britiske imperium, men at det ville være farligt at lade Tyskland og Japan blive for stærke. Som det kom til at gå, fik Roosevelt ret. I virkeligheden førte USA to krige, dels en militær imod Aksemagterne og dels en økonomisk imod GB. Hele lend-and-lease loven, der var grundlaget for at sende massiv amerikansk støtte over Atlanten, var designet til at underminere Storbritanniens økonomiske magt – og selv om det engelske borgerskab godt var klar over det, kunne de intet gøre.
Men før Roosevelt kunne få USA ind i krigen, var han nødt til at provokere Japan til at angribe sig. Japan havde – ligesom Tyskland – været meget forsigtig med ikke at træde USA over tæerne. Og indtil sensommeren 1941 leverede USA ca. 50 % af Japans olie, men så lukkede Roosevelt af for olien og erklærede, at japanske angreb på britiske eller hollandske interesser (Japans eneste oliealternativ) ville føre til krig med USA. På den måde tvang Roosevelt Japan til at slå først.
Det er heller ikke tilfældigt, at det var i efteråret 1941, at de vestlige allierede begyndte at se mere alvorligt på krigen. På det tidspunkt kunne de tyske hæres hastige fremrykning i Rusland godt tyde på, at manges hemmelige drøm, om at Tyskland og Rusland måtte slide hinanden op, var ved at forsvinde op i den blå luft.
Nu kan man ikke bare dømme de Allierede, fordi de kom for sent i gang, men hvis vi ser på deres krigsførelse og taktik, så bliver det ikke bedre. Selv om der var enighed om, at Europa var omdrejningspunktet, så blev indsatsen længe lagt andre steder.
Deres krig blev indledt i Nordafrika og Mellemøsten, og det skyldtes primært Churchill, der meget dygtigt kæmpede for britiske imperiale interesser. Det drejede sig først og fremmest om fortsat at sidde på Suez med vejen til Indien, og om olien i Mellemøsten. Med USA’s angreb på britisk monopol på handel i Sterling-området, blev fysisk tilstedeværelse nødvendig, for ikke at miste alt
I det hele taget drejede krigsindsatsen i 1942/43 sig primært om at genopbygge britisk herredømme i Middelhavsområdet. Churchill ønskede faktisk, at de vestallierede skulle gå imod Tyskland gennem Balkan, for på den måde at afskære Rusland, men her blev han nødt til at bøje sig. Og da Rusland rykkede frem i hele Østeuropa, indgik han i stedet en aftale med Stalin om, hvordan de skulle dele Balkan mellem sig.
Men for at udelukke at de Allierede var under ledelse af en flok militærtaktiske imbecile, må vi også se lidt på, hvordan de så førte krigen.
Krigen blev i vid udstrækning markedsført som en krig for demokrati imod nazisme, men i realiteten var det en krig, der i stor udstrækning blev ført mod tyskerne og japanerne som sådan. I USA blev tusinder af efterkommere af japanske indvandrere interneret under krigen, og i England fik en række tyske flygtninge samme skæbne.
På intet tidspunkt søgte man at udnytte utilfredsheder eller potentielle utilfredsheder og modsætninger i Tyskland. Linien hed betingelsesløs overgivelse, på intet tidspunkt er der smidt en løbeseddel ned over Tyskland eller besatte lande med opfordringer til at gøre oprør. Det højeste, de kunne drive det til, var anvisninger til tyske soldater på, hvordan de kunne gøre sig syge og undgå fronttjeneste.
Det var ingen fejl, det sidste de Allierede ønskede var en gentagelse af revolutionerne og opstandene i slutningen af 1. Verdenskrig – det var noget de aktivt modarbejdede. Nogle af de – militært set – unødvendige bombardementer, som f.eks. Hamburg i 1943 (hvor der på to døgn blev dræbt flere civile end under hele den tyske blitz mod England i 1940-41), og Dresden i foråret 1945, ses ofte som rene hævnaktioner, men i virkeligheden tjente de til at demoralisere den tyske befolkning. Bomberne fortalte folk, at de lige så godt kunne lade være med at gøre noget, de havde alligevel ingen venner.
Og det var ikke kun Aksemagternes arbejderklasser, der blev behandlet sådan. Det var det samme, der skete overfor modstands- og befrielsesbevægelser i de besatte lande.
I 1943 da Mussolini faldt efter Englands og USA’s invasion, og Tyskland besatte halvdelen af landet, voksede modstandsbevægelsen i det nordlige Italien markant. Men i efteråret, hvor de italienske partisaner kæmpede mod de tyske hære foran de Allieredes linier, var general Alexander – de Allieredes øverstbefalende – bevidst medvirkende til, at tyske tropper udryddede mange partisaner.
Noget lignende lavede Rusland i Polen, hvor den Røde Hær pludselig stoppede deres fremrykning i 3 dage lige uden for Warszawa, mens den tyske hær nedkæmpede en opstand i byen.
I Grækenland, hvor en kommunistisk ledet modstandsbevægelse overtog styringen af landet, blev der sat britiske tropper ind til at bekæmpe den, og få den gamle herskende klasse sat tilbage i sadlen.
Når der ikke skete noget lignende i Frankrig og Italien, hvor der også var store modstandsbevægelser under stærk kommunistisk indflydelse, så skyldtes det, at Stalin kom til hjælp. De ledende kommunister, der kom hjem fra eksil i Moskva, sikrede på ordrer fra Stalin, at modstandsfolkene afleverede deres våben, uden noget som helst til gengæld.
Også de kolonier, der tog parolen om demokrati og selvstændighed alvorligt, fik kærligheden at føle. I Indien greb England militært ind imod uafhængighedsbevægelsen flere gange i løbet af krigen. Og i f.eks. Algeriet, Korea og Vietnam førte forsøg på at opnå selvstændighed til langvarige og blodige krige.
2. Verdenskrig drejede sig i bund og grund om at få afklaret spørgsmålet om de imperialistiske stormagters indbyrdes styrkeforhold og indflydelse på verden. England og Frankrig blev henvist til 2. division, opkomlingene Tyskland og Japan blev yderligere underordnet, og på toppen blev verden inddelt mellem en vestlig sfære under ledelse af USA, og en østlig under en lige så absolut ledelse af Rusland.
Men ligesom USA havde benyttet krigen til ikke bare at gøre op med Aksemagterne, men også til at få underlagt sig Storbritannien, så var krigen end ikke overstået før konturerne af den næste konflikt tegnede sig. Selv om opdelingen af Tyskland stort set var aftalt på Jalta-konferencen i februar 1945, foregik der alligevel et kapløb ind i Tyskland. Og ikke mindst atombomberne over Japan i august 1945, er svære at se som andet end en advarsel til Rusland om at passe på, for nu havde man bomben. I øvrigt er netop Japans overgivelse meget sigende om de Allieredes forhold til hinanden. I foråret 1945 havde Roosevelt nærmest tryglet Stalin om at hjælpe i krigen mod Japan, men da det gik lettere end beregnet, var USA arrogant nok til end ikke at invitere England og Rusland med til fredsslutningen med Japan.
Den 2. Verdenskrig er selvfølgelig en meget kompleks historie, som det på en enkelt avisside kun er muligt at give et glimtvis indblik i. Men den første forudsætning for at forstå den, er at komme om bag myterne, og dels forstå de økonomiske aspekter, dels forstå, at det primære krigsmål hverken var at udbrede nazismen eller at fjerne den – men at de enkelte imperialistiske magter forsøgte at tilrane sig så stor indflydelse som mulig, på bekostning af hinanden, og ikke mindst på bekostning af arbejderklassen.
Når vi nu på 15. år befinder os i den tredje nyopdeling af verden på mindre end 100 år, så må myterne også brydes, når en krigsmager som Anders Fogh Rasmussen forsøger at skabe paralleller fra 2. Verdenskrig til Irak. De paralleller, han forsøger at skabe, knytter sig til myten om 1945, men virkeligheden i Irak minder mere om 1939/40.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed