Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 242 – 27. april 2005 – side 18

Stop nazisterne

Poul Erik Kristensen

2. april lagde den lille by Ommestrup på Djursland forsamlingshus til en nazistisk »troubadouraften« med 75 deltagere fra Danmark og Sverige. Gymnasieelever oplever i stigende grad, at de bliver bombarderet med nazistisk propaganda. Det er nazisterne fra Dansk Front, der går målrettet efter elever på gymnasierne via mails, over chatrooms, og ved private fester. Og i starten af april blev en somalisk familie angrebet i deres hjem i Langeskov på Fyn. Det er kun det seneste eksempel på, at mindre byer på Østfyn i årevis har huset stærkt racistiske grupper af unge.
Ugen før overfaldet på familien, blev fem somaliske drenge overfaldet af en gruppe på 20 unge etniske danskere. Derudover har der været fem andre racistiske overfald den seneste måned.

13. april anholdte politiet syv unge mænd, der blev sigtet for vold og trusler.
Ved ransagningen af deres hjem, fandt politiet slagvåben, knive og en kølle med indskriften »Fuck perker« og dertil et hagekors.
Og den ekstreme højrefløj er på fremmarch i Danmark.
I årsrapporten fra Politiets Efterretningstjeneste for 2003 påviser de, at det højreekstreme miljø i Danmark øger sit aktivitetsniveau. PET fremhæver, at der er samarbejde mellem grupper som Blood & Honour og Dansk Front, og at de besøger og har haft besøg af repræsentanter for bl.a. den engelske nazistiske terrororganisation Combat 18.
Grupperne spreder mere eller mindre systematisk stærkt racistiske og forhånende budskaber. Desuden truer og chikanerer de regelmæssigt personer af anden etnisk herkomst og personer, der arbejder for integration og kulturel og religiøs forståelse og tolerance.

Skal mødes med modstand
Angrebet i Langeskov fik de lokale spejdere og idrætsforeninger til at indkalde til fakkeltog. Og det er også et af de modsvar, der skal gives, hver gang den ekstreme højrefløj stikker snuden frem.

Venstrefløjen og fagbevægelsen har gennem det seneste par år nedprioriteret det antinazistiske arbejde. Og det har nazierne udnyttet.
Op gennem 90’erne var der en stærk tradition for at konfrontere nazisterne.
Og det er ekstrem vigtigt at møde dem med konsekvent konfrontation, hver gang de forsøger at skabe sig et tilholdssted og en platform.

Kæmpedemonstrationer har tvunget nazierne på flugt fra Skansen i Nr. Sundby, fra Kædeby på Langeland og fra Kværs og Kollund i Sønderjylland, ligesom antinazister har stoppet en lang række nazi-møder og nazi-demonstrationer over hele landet.

Fagbevægelsen skal med
Op gennem 90’erne lykkedes det også i et vist omfang at inddrage fagforeninger i kampen mod nazisterne.
Midlet mod den ekstreme højrefløj er demonstrationer og aktiv kamp for en ordentlig velfærd.
Historien har vist, at nazisterne kun kan stoppes ved konfrontation. Det forstod Hitler udmærket. Kort efter at han tog magten i 1933, indrømmede han, at: „Kun en ting kunne have stoppet vores bevægelse – hvis vores modstandere havde forstået dens principper og fra den første færd med den yderste brutalitet havde smadret kernen i vores nye bevægelse“.
Det, der tæller, er aktivitet – aktivitet fra det største antal mennesker, som kan mobiliseres. Metoden var effektiv op gennem 90’erne, ligesom der ligger en lang række erfaringer fra England og Frankrig, som viser det samme.
Sådanne demonstrationer kan kun opbygges ved hjælp af åbne opfordringer til at smadre den nazistiske trussel, rettet til alle almindelige mennesker og ikke bare ved moralske appeller mod racismen.
Ved at vise at fascismen kan stoppes, når socialister tager et selvstændigt initiativ, kan vi vinde tilslutning fra meget bredere lag i befolkningen.

Erfaringerne fra 30’erne
Leon Trotskij, som op gennem 1920’erne og 30’erne forsøgte at holde fast i erfaringerne fra den russiske revolution i 1917, argumenterede også for en sådan mobilisering med det formål at stoppe Hitler i 1930’erne. Hans strategi var, at opbygge en enhed mod nazisterne – enhed i handling.
Det tragiske var, at han ikke var stærk nok til at få indflydelse på de magtfulde kommunistiske og socialdemokratiske partier, som sammen kunne have knust nazisterne.
Vi ønsker ikke at gentage de fejl, venstrefløjen og fagbevægelsen lavede op til 2. Verdenskrig.
Vi er for konfrontation, men kun gennem mobilisering af mange mennesker. I 1930’erne døde dusinvis af kommunister i kampen mod nazisterne længe før Hitler tog magten, fordi de isolerede sig fra arbejderklassen.

Almindelige mennesker stod måbende ved sidelinjen og kiggede på, at kommunister og nazister sloges i gaderne. Den strategi endte tragisk i Tyskland.
Trotskij var meget klar på spørgsmålet. Han skrev, efter at Kommunistpartiet havde iværksat en sådan taktik i Frankrig i de tidlige 1930’ere: „Opgaven er at involvere arbejdere i stigende antal i kampen mod fascismen...eventyrpolitik kan kun isolere en lille militant minoritet“.

Flere artikler fra nr. 242

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 2849 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside