Socialistisk Arbejderavis
Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 4
Møde på SDU, Odense
Kan man være jøde og demokrat?
Lene Junker
Det spørgsmål stillede Kjeld Koplev, forfatter og journalist ved DR P1, i et foredrag, som Initiativet for Global Retfærdighed på SDU holdt forleden.
Foredraget handlede egentlig ikke om jøderne, selvom Kjeld Koplev selv er jøde og relativ ny dansker. Det handlede om den måde, medierne omtaler muslimerne i Danmark. Danmarks Radio har rystet Kjeld Koplev. Den nedladende og fordømmende omtale af muslimer er i dag mere en regel end en undtagelse. Det kommer hele tiden i små portioner. Fordomme og myter gentages af højtuddannede journalister og eksperter – oftest helt uden hold i virkeligheden. F.eks. har en radiomedarbejder sagt, at Muhammed var pædofil, og at Islam støtter pædofili – uden at nogen er gået i rette med det!
Hvis man i dag sagde det samme om jøder, som man siger om muslimer, ville der komme en storm af berettigede protester og anklager, og det ville få følger for de ansvarlige. Kjeld Koplev er rystet over den generelle danske accept af, at muslimerne afhumaniseres og massegøres. Det er ødelæggende for alle i Danmark.
Den røde tråd i Kjeld Koplevs foredrag var et forsvar for religionsfriheden og dermed også et forsvar for retten til at være muslim. For Kjeld Koplev er religion et privat og personligt anliggende. Selv brød han med den mosaiske tro som18-årig, fordi den for ham blot var en regelreligion uden religiøs følelse.
Den efterfølgende debat handlede om, hvorvidt det var kultur og religion, som stod i vejen for, at nye og gamle danskere kunne finde sammen om at skabe et samfund med plads til alle. Og den handlede om, hvordan man kunne få stoppet den negative omtale af muslimerne. Kjeld Koplevs opfordring lød: Alle venter på, at nogen skal gøre noget – gør noget selv!
De ord har han selv levet op til – så hermed en opfordring til mange flere om at gøre det samme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe