Socialistisk Arbejderavis
Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 5
Gucci min bare røv – Nyliberalismen forklædt som kvinde
Mikkel Birk Jespersen
Helle Thorning-Schmidt har en klar plan for Socialdemokraterne: partiet skal lægge sig snævert op ad den linie, de store europæiske socialdemokratier i bl.a. Tyskland og Storbritannien har fulgt gennem 90’erne.
Det vil i endnu højere grad betyde knæfald for nyliberalismen og dermed forringelser for almindelige mennesker.
Mikkel Birk Jespersen går bag om det kvindelige svar på teflon og den tredje vejs politik.
At de danske socialdemokrater trækker i denne retning, er der for så vidt ikke noget nyt i. Således vedtog de nordiske socialdemokratiers samarbejdskomité allerede i 1989 et oplæg, der bl.a. ændrede parolen “flere penge til reformer” til “flere reformer for pengene”. Angiveligt for at komme i offensiven efter et årti domineret af de borgerlige.
Og op gennem 90’erne gik Nyrup og Lykketoft ligeledes langt for at tilpasse sig de krav, det danske erhvervsliv stillede på bekostning af arbejdere og studerende. Men med Helle Thorning-Schmidt i spidsen for partiet er vejen nu banet for en endelig forvandling af Socialdemokratiet til en dansk version af Tony Blairs New Labour.
I udgangspunktet er det ikke, fordi socialdemokraterne eksplicit forsager alle tanker om velfærd og velfærdsstaten. Snarere gøres en nyliberalistisk politik til en forudsætning for, at der kan skabes velfærd. Det er det, der kommer til udtryk, når Thorning-Schmidt og andre hævder, at det er nødvendigt at forringe efterlønnen og andre velfærdsordninger – for at der kan være råd til velfærd i fremtiden. Fuldstændig på samme måde, som de borgerlige altid har argumenteret.
På en lang række områder overtager Socialdemokraterne traditionelt liberalistisk tankegods. Selvom der kan være konkrete forskelle på forslag til politiske tiltag, deler toppen hos Socialdemokraterne f.eks. ideen om, at “det skal kunne betale sig at arbejde” med Venstre og de konservative.
Og alle er de også enige om, at det er nødvendigt, at de studerende kommer så hurtigt gennem uddannelsessystemet som muligt – selv om de har forskellige ideer til, hvordan vi præcist skal piskes igennem systemet.
Baggrunden for socialdemokratiernes ryk mod højre er den økonomiske krise, der satte ind i 70’erne, og som betød, at kapitalen var tvunget til at søge profit på flere og flere områder. Det skabte krav fra erhvervslivets side om privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor – en politik, der senere er blevet kendt som nyliberalismen.
Socialdemokraterne har traditionelt set det som sin opgave at forsøge at forbedre arbejderklassens levevilkår inden for rammerne af det kapitalistiske system og dermed forsøge at bygge bro over klasse- og interessemodsætningerne i samfundet.
Men med krisens indtog stod man med det problem, at systemet ikke ønskede at give indrømmelser, men tværtimod gik direkte til angreb på de vilkår, arbejderklassen havde tilkæmpet sig, og som Socialdemokratiet traditionelt har taget æren for at have indført.
Idet socialdemokratierne i årtier reelt har spillet rollen som administratorer af systemet, blev den logiske konklusion i denne situation, at man først og fremmest så sig selv som ansvarlig for at få systemet til at fungere – og dermed måtte partierne bøje sig for de krav, der blev stillet fra erhvervslivet.
Logikken blev på denne måde den samme som de borgerliges: først skal vi have økonomien til at køre rundt (dvs. ved hjælp af angreb på arbejderklassen) – og først når vi ad den vej har skabt vækst, kan vi tage hensyn til flertallet og begynde at give penge til velfærd.
I Tyskland har SPD's tilslutning til nyliberalismen senest ført til, at Schröders regering har gennemført den forhadte Harz IV-reform, der indeholder voldsomme forringelser for de arbejdsløse, hvad der fik 100.000'er til at gå på gaderne i protest.
I Storbritannien har Blairs regering gennem sine otte år ved magten udsultet den offentlige sektor, ført en racistisk politik over for flygtninge og indvandrere, ført Storbritannien i krig sammen med USA – og på alle måder skabt et mere klassedelt samfund.
Og i Danmark er vi heller ikke ubekendte med socialdemokrater i rollen som nedskæringspolitikere. Efterlønsforræderiet er selvfølgelig det mest kendte, men Nyrup-regeringen gik også foran, når det kom til forringelser af de studerendes vilkår og racistiske angreb på flygtninge og indvandrere.
Men er det ikke nødvendigt for socialdemokratierne at forandre og forny sig, hvis de f.eks. som i Danmark overhovedet skal kunne forsøge at generobre regeringsmagten? Og er det trods alt ikke bedre at have socialdemokratiske regeringer end direkte borgerlige?
Socialdemokratiske regeringer er selvfølgelig stadig at foretrække frem for borgerlige, men selvom både Blair og Schröder formåede at vinde regeringsmagten fra de konservative i Tyskland og Storbritannien, har den socialdemokratiske “fornyelse" ingen af stederne ført til nogen form for varig popularitet for lederne af SPD og New Labour – endsige en opblomstring af den socialdemokratiske bevægelse.
Da Blair blev formand for Labour, var det hans erklærede mål, at partiet skulle gå fra de daværende 265.000 medlemmer til over en million medlemmer. Men efter en medlemsfremgang på 140.000 frem til Blairs valgsejr i 1997 er antallet af medlemmer af New Labour styrtdykket: det er i dag på under 200.000 – det laveste siden 1928, hvor man begyndte at tælle individuelle medlemmer.
På samme måde vil det være forkert at konkludere ud fra den aktuelle medlemsfremgang og de pæne meningsmålinger, at Thorning-Schmidt har vist vejen frem for socialdemokraterne.
Hvis man skal se den måde, hvorpå Blairs projekt i Storbritannien har udviklet sig, som en forløber for, hvad vi kan vente os af Helle Thorning-Schmidt, er det muligt, at Socialdemokraterne vil være i stand til at generobre regeringsmagten – men det vil hverken betyde en ny og mere social politik eller en styrkelse af Danmarks største arbejderparti.
Tværtimod er vejen banet for, at stadig større arbejdergrupper stødes væk fra partiet og dermed gøres politisk “hjemløse”. På denne måde skaber Socialdemokraternes manglende evne til at løse de problemer, kapitalismens krise skaber, et politisk vakuum – et vakuum, som på et tidspunkt vil blive fyldt ud af en anden kraft.
Udfordringen til venstrefløjen er at forsøge at blive den kraft, der kan fylde det tomrum, Socialdemokraterne efterlader. Og den opgave kan kun løftes af en venstrefløj, der tør komme i offensiven og ikke blot følger den dagsorden, magthaverne sætter.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed