Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 243 – 2. juni 2005 – side 14

Økonomi for Antikapitalister

Mærsk og milliarderne

Jakob Nerup

SAA artikel 24328

I begyndelsen af maj sad denne klummes skribent under palmerne på en strand i Thailand og læste erhvervssektionen i Bangkok Post. I en større artikel kunne jeg læse om A.P. Møller–Mærsk’s købstilbud på P&O Nedlloyd, som er blandt verdens 10 største shippingselskaber.

Normalt hører man intet til Danmark ude i den store verden, undtagen når Mary er gravid eller H.C. Andersen fylder år. Men Mærsk kan alligevel. Og grunden er ganske enkel. Med en overtagelse af P&O Nedlloyd kan Mærsk gå fra en andel på godt 12 % af verdens skibstransport til mere end 19 % og dermed blive næsten tre gange så stor som de nærmeste konkurrenter.
Mærsk har store ambitioner om ikke blot at være stor, men at være gigantisk. Målet er ikke blot at være den største på skibstransporten, men også at komme til at kontrollere verdens havne. Gennem opkøb og nybygninger er Mærsk ved at blive verdens største, også på dette felt. Og om få år er det på Esplanaden, at regeringer og firmaer må spørge om lov, når der skal flyttes varer via havet.

Den enorme finansielle styrke, som sætter Mærsk i stand til at bruge milliarder af dollars på opkøb, stort set uden at låne i banken, skyldes ikke primært godt købmandskab. Den vigtigste forklaring er alle de penge, som de danske politikere i årevis har pumpet direkte ned i Mærsk’s pengetank. En umiddelbar og afgørende forklaring er naturligvis, at Mærsk kan pumpe olie op fra den danske undergrund og slippe med en latterlig lav beskatning. Og med de nuværende oliepriser betyder det en styrtende fortjeneste. Alene i 2004 fik Mærsk 6,5 milliarder lige ned i foret.
En anden forklaring på Mærsk-koncernens store pengetank er, at den stort set ikke betaler skat til den danske stat udover olieskatten. I 2004 betalte A.P. Møller – Mærsk A/S 9,2 milliarder i skat ud af en omsætning på 166 milliarder og et overskud på 41,4 milliarder. Ud af skatten på godt 9 milliarder var de 7,9 milliarder den tvangsskat, Folketinget tager Nordsøolien betalt med. Trækker man indtægterne fra olien væk, så har Mærsk kun betalt lidt mere end 6 % i skat. Skulle han have betalt de normale 30 % i selskabsskat, så skulle den samlede skattebetaling være på små 15 milliarder.

Oveni kan Mærsk lægge alle de andre skattebegunstigelser, som A.P. Møller årligt gør brug af, fx billige lån til bygning af skibe, bedre afskrivninger og lavere skat for søens folk. Senest har Fagforbundet 3F afsløret, at A.P. Møller–Mærsk A/S har modtaget 1.188.000.000 kr. i støtte fra midler, der skulle bruges til at bekæmpe fattigdom i u-landene.
Når Mærsk’s personlige fond med en formue på 100 milliarder kr. kan bygge gymnasier til det danske mindretal i Tyskland, fylde København med sit opera-mausoleum og fortsætte opkøbene ude i verden, så er det faktisk for skattepenge, som rettelig burde have været under demokratisk kontrol. Men Danmarks rigeste får særbehandling til at slippe for skatten, mens du må betale ned til mindste indtægt.

Flere artikler i serien Økonomi for Antikapitalister

Flere artikler fra nr. 243

Flere numre fra 2005

Se flere artikler om emnet:
A.P. Møller / Mærsk

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 3440 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside