Socialistisk Arbejderavis
Nr. 244 – 3. august 2005 – side 6
Beretning fra protesterne mod G8
"Følelsen af at være med i Braveheart var ikke langt væk"
Jesper Juul Mikkelsen
Socialistisk Arbejderavis har talt med Jesper Juul Mikkelsen som fornyligt deltog i protesterne mod G8-topmødet i Skotland.
Hvordan var det så at være i Skotland og protestere?
Jeg fløj til London d. 30. juni og skulle så videre med toget den 1. juli. I løbet af natten kom flere og flere folk til, og om morgenen, da jeg vågnede ude foran Euston Station, var vi rigtigt mange. Vi var folk fra hele Europa, som kørte med toget til Edinburgh. Da vi ankom til Edinburgh, stod der folk og tog imod os med bannere og flag. Det var en utrolig følelse.
Vi boede sammen i en stor park syd for Edinburgh – jeg tror, vi var ca. 3000 i den camp og vi vidste at der var andre camps rundt omkring. Stemningen blandt aktivisterne var god. Jeg boede sammen med nogle fra Sverige og Norge, men jeg snakkede med folk fra rigtigt mange lande, især om hvordan det var at være venstreorienteret i deres land, hvilken gruppe de var en del af og om deres syn på fremtiden.
Hvilke grupper var der?
Man kan sige, at der var to store venstreorienterede strømninger, som dominerede. Den ene var den anarkistiske bevægelse med alle mulige og umulige smågrupper, som i anledning af G8 var gået sammen i noget de kaldte Dissent-netværket. Den anden store gruppering var omkring vores egen IS-tradition. Vi spillede en stor rolle i at sætte den politiske og ideologiske retning for en stor del af bevægelsen.
Hvad så med selve protesterne hvordan var de?
Der var to store hovedbegivenheder. Den store Make Poverty History demonstration og så demonstrationen ved Gleneagles, hvor selve topmødet fandt sted. Op til Make Poverty History demonstration havde der været en kamp om hvilken retning og udtryk bevægelsen skulle have. Ledelsen af Make Poverty History, Bono fra U2 og Bob Geldorf havde gjort deres til, at G8-protesterne skulle være politisk tandløse og ufarlige. De havde sagt, at Bush og Blair var på samme side som os og vi skulle stå sammen med dem om at løse verdens fattigdom. Samtidig havde antikrigsbevægelsen ikke fået lov til at få en eneste taler på demonstrationen, da det ville være alt for kritisk overfor de store præsidenter. Men vi ville ikke overlade bevægelsen til dem, som bare ville nøjes med krummerne fra de riges bord. Vi organiserede demonstrationen med antikrigsparoler og hang Bush og Blair ud som de krigsforbrydere, de er – og det lykkedes.
Jeg mener, at vi fik kædet kampen imod fattigdom sammen med kampen imod krigen og dermed sat en langt mere radikal linie inden for demonstrationen, som talte over 250.000 personer, og det var en stor sejr.
Hvad så med den anden demonstration?
Den anden demonstration fandt sted den sidste dag. Vi stod op tidligt om morgnen og gik ned til busserne. Vi var ca. 30 busser bare fra vores Camp, og vi viste, der kom busser fra mange andre steder. Vi satte kursen mod et stort luksushotel i Gleneagles, som lå langt uden for Edinburgh. Politiet prøvede fra starten at sabotere demonstrationen. Først forsøgte de at forhindre, at vi overhovedet kom op til Gleneagles. Allerede fra om morgnen havde politiet sagt, at demonstrationen var aflyst og undervejs blev hele den lange buskolonne stoppet, og vi fik at vide at vi godt kunne vende om. Men til sidst kom vi endelig op til den lille landsby, hvorfra vi skulle starte demonstrationen. Demonstrationen blev sat i gang til lyden fra sækkepiber og følelsen af at være med i Braveheart var ikke langt væk. Men der var ikke gået ret lang tid før, at vi ca. 10.000 demonstranter blev lukket inde af politiet og i stedet for at komme op til hegnet, der var rundt om topmødelokaliteten, blev vi gennet ned af en gade og skulle gå tilbage. Men på et sted, hvor hegnet ikke var så højt og de ikke havde nok politi, brød vi igennem. Og så løb vi, uden om politikæderne, op mod hotellet – det var så fedt.
Men det var dér de satte militærhelikoptere ind, som de brugte til at transportere ”raid police” med. Jeg har aldrig i mit liv set et så uhyggeligt politi – man kunne ikke se deres ansigter, for de havde de der ”bankrøverhuer” på. Og når de angreb os, slog de på deres skjolde og brølede deres kampråb og slog vildt om sig. Jeg tror ca. 30 blev såret. Men alt i alt var det et fedt topmøde og det er ikke sidste gang jeg er af sted.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed