Socialistisk Arbejderavis
Nr. 244 – 3. august 2005 – side 8
Global opvarmning
Burning the Planet
Mikkel Birk Jespersen
Den globale opvarmning truer Jorden, selv George W Bush er ved at erkende problemet. Alligevel kan viljen til at gøre noget ved problemet ligge på et meget lille sted. Mikkel Birk Jespersen ser her på klodens tilstand og magthavernes vilje til at gøre noget ved problemet.
Der er i dag kun ganske få, der er i tvivl om, at ødelæggelsen af miljøet, er et af de absolut største problemer, menneskeheden står overfor. Og at et af de største miljøproblemer – hvis ikke dét største – er den globale opvarmning forårsaget af udledningen af de såkaldte drivhusgasser, især CO2, der på sigt kan resultere i voldsomme og uforudsigelige klimaændringer med uoverskuelige konsekvenser.
Selv George Bush indrømmer nu så meget, at der måske kan være lidt om snakken – uden i øvrigt at tage nogen konsekvenser af det, f.eks. i form af at tilslutte sig Kyoto-protokollen, der har som formål at reducere CO2–udledningen med 5,2 % af 1990-niveauet inden 2012. Et i forvejen meget beskedent mål, der ikke vil ændre væsentligt på den globale opvarmning.
Men selvom de andre vestlige lande er tilsluttet Kyoto-aftalen, er Bush bestemt ikke alene om undlade at sætte konsekvent handling bag sine ord. Faktisk er han på sin vis ærligere end mange andre ledere, når han åbent siger, at USA’s økonomiske interesser nødvendigvis må komme før hensynet til det globale miljø og klima.
For i realiteten er verdens magthavere – regeringer og multinationale selskaber – langt fra så interesserede i miljøets tilstand, som de gerne vil give indtryk af. Dette kommer netop til udtryk i Kyoto-aftalen: dels ved det lave ambitionsniveau, og dels ved det generelle fokus på løsninger, der skal fungere på markedets vilkår.
I Kyoto-aftalen tillader man handel med CO2-kvoter. Det vil bl.a. sige, at man kan købe sig til at udlede mere CO2, hvis andre (typisk fattige lande) udleder mindre. Det har bl.a. den danske regering gjort.
Den danske regering og andre nyliberalister har generelt den tilgang til løsning af miljøspørgsmål, at man skal sørge for at genere erhvervslivet mindst muligt, og at de bedste til at løse problemerne, er erhvervslivet selv.
Der er en grund til, at regeringer og selskaber vælger denne form for løsninger: de ønsker ikke at ændre grundlæggende ved det system, de er en del af. Og der er også en grund til, at disse løsninger ikke virker: nemlig at det dybest set er systemet, der er problemet.
Hverken problemerne med global opvarmning eller andre miljøproblemer kan reduceres til et spørgsmål om, hvordan enkelte firmaer opfører sig – eller for så vidt til, hvordan vi som enkeltpersoner og forbrugere vælger at handle.
På trods af den megen snak om en ny videns- og servicebaseret økonomi, udgøres kernen af den globale økonomi af multinationale selskaber, der beskæftiger sig med at frembringe, producere og sælge så jordnære ting som olie, kul, gas, biler, veje, dæk osv.
Disse selskaber har en klar interesse i fremme forbrænding af fossile brændstoffer – i stedet for at satse på vedvarende energi. Og de har en klar interesse i at fremme anvendelsen af biler – i stedet for at satse på kollektiv transport.
Netop forbrænding af fossile brændstoffer og transport er på verdensplan de to største bidragsydere til udledningen af drivhusgasser og dermed til den globale opvarmning. De største og mest alvorlige miljøproblemer, vi står overfor, har således deres rod i hjertet af den måde, den moderne kapitalisme er organiseret på.
Derfor er det også grænseløst naivt at tro på, at de multinationale selskaber selv kan være ansvarlige for at gøre noget ved problemerne. Et eksempel: i 2000 ønskede det britiske olieselskab BP at lancere sig selv med et nyt grønt image og påstod, at man ville satse på vedvarende energi, hvorfor BP fra nu af skulle stå for ’Beyond Petroleum’.
Men der er forskel på ord og handling. Som en klimaspecialist fra Greenpeace sagde: ”De BP brugte flere penge på det nye logo i år, end de brugte på vedvarende energi sidste år. I og med at de bruger otte mia. dollars om året på olieudvinding, står BP ikke så meget for ’Beyond Petroleum’ som for ’Burning the Planet’“.
Skal udledningen af drivhusgasser reduceres så drastisk, som det er nødvendigt, kræver det en radikal omlægning af både den måde, vi udvinder energi på, og de måder vi transporterer os selv og vores varer på.
Og alt tyder på, at en sådan omlægning rent faktisk er mulig. Videreudvikling af teknologien og massive investeringer vil kunne gøre vedvarende energi til den centrale energikilde. Tilsvarende vil en konsekvent satsning på kollektiv transport (f.eks. højhastighedstog til at erstatte motorvejstransport og store dele af den stigende flytrafik) kunne reducere udledningen herfra markant.
Årsagen til, at der ikke bliver taget mere seriøst hånd om problemerne, er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre at indrette samfundet på en anden, mere miljøvenlig måde, men fordi viljen hos regeringerne og de store selskaber mangler.
Ud over problemerne med global opvarmning er der selvfølgelig også en lang række af andre miljøproblemer, f.eks. spørgsmålet om genmodificerede fødevarer og de problemer og usikkerheder, der er forbundet med dette. Men også her skal den grundlæggende årsag til problemet findes i den måde, systemet er organiseret på.
Problemerne med genmodificerede fødevarer er uløseligt forbundet med den multinationale fødevareindustri og dens interesse i at øge sine profitter gennem en stadigt større kontrol over alle aspekter af produktionen og distributionen af fødevarer – på bekostning af hensynet til forbrugere og miljø.
Netop fordi miljøproblemerne er skabt af kapitalismen, er det heller ikke muligt at finde løsninger, der accepterer kapitalismens logik, som Kyoto-aftalens manglende resultater viser med al tydelighed. Rent principielt kunne man måske godt forestille sig en ’grøn’ kapitalisme (der kan jo også tjenes penge på f.eks. vindenergi), men fordi de sektorer af kapitalismen, der i dag tjener penge på at lede CO2 ud i atmosfæren er så dominerende, er det ikke sandsynligt, at systemet vil kunne acceptere de omvæltninger, der er nødvendige for at vende udviklingen.
Af de samme grunde er det heller ikke nok at sætte sin lid til, at vi som ’bevidste forbrugere’ kan få afgørende indflydelse alene i kraft af de valg, vi foretager, når vi køber ind. Der er selvfølgelig ikke noget forgjort ved f.eks. at købe økologisk, men problemet er, at det ikke er forbrugeren, der i sidste ende kontrollerer, hvordan produktionen er organiseret. Og dermed er i det i sidste ende heller ikke forbrugeren, der bestemmer, hvilket udbud af varer, der er at vælge ud fra.
Endelig er der også de miljøforkæmpere, der mener, at miljøproblemerne udspringer af udviklingen og anvendelsen af ny teknologi overhovedet, og som derfor ser løsningen som værende en tilbagevenden til tidligere – angiveligt mere autentiske – måder at producere på.
Problemet med denne tilgang er ikke blot, at udviklingen og udnyttelsen af ny teknologi er helt nødvendig, hvis vi skal sikre alle mennesker på kloden en ordentlig tilværelse, men også at den grundlæggende misforstår, hvad der skaber miljøproblemer: teknologisk udvikling er ikke i sig selv en fjende af miljøet, men er omvendt helt nødvendig, hvis vi skal kunne løse miljøproblemerne – tænk f.eks. bare på udviklingen af vedvarende energi, som nævnt ovenfor.
Miljøproblemerne opstår netop, idet udviklingen – også den teknologiske udvikling – ikke drives af rationelle kræfter, men af behovet for profit og magt til de få. En rationel udnyttelse af vores teknologi og ressourcer vil netop kunne sikre både et ordentligt liv for hele klodens befolkning og et bæredygtigt miljø.
Der er ikke noget fundamentalt forkert ved, at mennesker udvikler og anvender ny teknologi, og dermed også påvirker deres omgivelser. Det har mennesker altid gjort, og den natur, vi kender, er ikke og har aldrig været en statisk, uforanderlig størrelse.
At mennesker griber ind i naturen er ikke i sig selv ensbetydende med at ødelægge den. En udvikling af det menneskelige samfund og af menneskers levevilkår kan sagtens forenes med en udvikling, der er bæredygtig for miljøet. En rationel indretning af samfundet vil på denne måde være til gavn for både mennesker og miljø.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed