Socialistisk Arbejderavis
Nr. 244 – 3. august 2005 – side 11
Kommentar
Pressen – den fjerde statsmagt?
Poul Erik Kristensen
Bush har været i Danmark. Det ved alle, der har set tv og læst aviser.
Og danskerne støtter ham – og hans gode ven, Anders Fogh Rasmussen.
Godt nok var der en lille gruppe yderliggående muslimske (hvilket godt nok var svært at se – men det formoder vi) fundamentalister, der brændte et amerikansk og dansk flag af.
Men. Danskerne var glade for Bush’ besøg.
Vi så det selv på TV-2 og DR!
Begejstringen var så stor, at unge konservative var rejst helt fra Odense for at hylde demokratiets forsvarer nr. et. Det så vi flere gange.
Første gang da de stod langs ruten for at tiljuble deres helt – og senere inde fra centrum af København.
Hele 43 ungkonservative var der – næsten det samme antal, som brændte flag af.
Når ja, der var vist også noget med en demonstration ved den amerikanske ambassade og en koncert dagen før. Men – nå ja, ikke interessant. Det er bare de sædvanlige.
Kortfattet er det det billede, der springer frem på nethinden, når man kigger tilbage på TV2’s og DR’s massive dækning af Bush’ besøg i Danmark d. 6. Juli.
Vi så både fly, øde motorveje, fødselsdagskage, Laura Bush på besøg i en børnehave og andet væsentligt på en dag, hvor verdens mægtigste mand lagde vejen forbi Danmark for at takke os for at deltage i drab på uskyldige mennesker i Irak og Afghanistan, og for i det hele taget altid bakke op bag USA’s vanvittige eskapader rundt omkring i verden.
Men så var der altså lige det med de 23.000 demonstranter foran ambassaden.
Hvorfor blev det ikke omtalt? Hvorfor dette misforhold mellem, hvad 23.000 aktivister oplever og det, medierne dækker?
Var det mon tilfældigvis onde journalister, der var på arbejde?
Nej.
Svaret skal findes et andet sted.
Grundlæggende set er det nemlig hverken almindelige mennesker eller journalister, der bestemmer hvilke historier, der skal dækkes eller hvilken vinkel, der skal være på historierne.
Den herskende klasses magt afhænger af deres magt over ideerne blandt almindelige arbejdere og studerende. Derfor prøver de konstant at kontrollere medierne.
Det betyder, at magthaverne til tider udøver direkte censur, som for eksempel under krigen i Irak, hvor vinkler, der anfægtede at krigen handlede om andet end bekæmpelse af terrorisme, blev afskrevet som subjektiv propaganda, mens Bushs, Blairs og Foghs løgne og krigsliderlige patriotisme skulle med i objektivitetens navn.
For det andet har magthaverne kontrol med informationsbureauer og medier. En lille gruppe mennesker ejer størsteparten af medierne, og magthaverne placerer deres støtter på alle centrale poster og sikrer derved kontrol over, hvilke kriterier journalisterne skal opfylde i deres dækning.
Bestyrelserne i de altdominerende danske medier (Berlingske, Politiken, Jyllandsposten, TV2, DR) har alle en overvægt af direktører og folk fra eliten som fx professorer. De ledende i bestyrelserne er tunge erhvervsfolk som fx Niels Boserup (Adm. Direktør Københavns Lufthavne og formand for TV2), Mogens Munk Rasmussen (Koncernchef for Nykredit og formand for DR). Berlingske er ejet af det norske multinationale selskab Orkla og DRs nye generaldirektør er hentet fra mediekoncernen Egmont. Den øverste kontrol med medierne er fuldstændig integreret i den herskende klasse. Og så skal det lige i parentes nævnes, at der hverken er fagforeningsledere eller venstreorienterede i bestyrelserne.
Desuden overlever en avis kun så længe, den kan sælges. Derfor må vinklingen heller ikke ligge uden for den forståelsesramme, dens læsere har, og dermed både skaber og forstærker medierne den forståelsesramme, flertallet har. Som Marx sagde det, så er “de herskende ideer den herskende klasses ideer.“
Pressen vil gerne fremstå som den fjerde statsmagt, på linje med politikere, politiet og retsvæsenet. Men når det virkelig gælder, er medier hverken objektive, kritiske eller vagtsomme, men snarere fungerer de som magthavernes talerør. Medierne tager udgangspunkt i de officielle sandheder, fordi der hersker en konsensus om, at magthaverne grundlæggende vil det gode for os almindelige mennesker. Mediernes topchefer omgås socialt med topchefer fra andre dele af samfundet, og elitens fælles sandheder påvirker naturligvis mediernes mellemledere, som topcheferne hyrer og fyrer. De sender så igen signaler til journalisterne om, hvad der på det pågældende medie er en god vinkel. Journalister er gode til at opfatte den slags signaler og gør det ofte ubevidst, fordi de er uddannet til at vinkle historier forskelligt, alt efter om de skriver for Kristeligt Dagblad eller Ekstra Bladet, ligesom de er gode til at tilpasse deres historier til chefen.
Og det sker hver gang virkelige store spørgsmål er på dagsordenen. Det nyeste og oftest gentagne er EU, som medierne er 100 % enige om at fremhæve positivt, hver gang der skal stemmes. De har jo også forsøgt at sælge den kommende EU-forfatning og fornægte den sociale modstand mod det nyliberalistiske projekt. Deres EU-venlighed er dokumenteret af utallige undersøgelser. Men også andre store begivenheder for modstanden er blevet fortiet i medierne. Den 20. april 1995 strejkede 250.000 danske arbejdere i solidaritet med Ri-Bus-chaufførerne i en endagsaktion, som blev organiseret uden om fagbevægelsens top. Dagen efter og samme aften var medierne tavse.
Poul Erik Kristensen
Journalist
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed