Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 245 – 1. september 2005 – side 3

Haarders nye angreb på folkeskolen

Endnu et skridt mod den sorte skole

Jakob Nerup

Undervisningsminister Bertel Haarder har sat turbo på genindførelsen af den sorte skole, hvor udenadslære, disciplin og reaktionære holdninger skal dominere. Altsammen for at tækkes kravet fra dansk erhvervsliv om mere kontant faglig kunnen og mere fokus på de dygtige. Og det er de mindste børn som skal betale prisen.

Ifølge Bertel Haarder er det selve folkeskolen formålsparagraf som skal ændres. Formålsparagraffen, som er fra de nyliberale 90’ere, fokuserer på individorienteret faglig kunnen kombineret med sociale færdigheder. Haarder vil kun have den til at handle om faglige resultater. En sådan ændring i formålsparagraffen vil betyde en yderliggere skærpelse af den sociale udskilning, som folkeskolen i dag foretager. For Bertel Haarder mener, at der skal mere fokus og flere muligheder for de dygtigste og ”særlig” opmærksomhed på de svageste. Børnene skal fra deres allerførste år opdeles i gode og dårlige.
Folkeskolen skal også afdemokratiseres. I et interview i lærernes fagblad Folkeskolen siger Haarder:
“Mit synspunkt er, at skolen er alt for vigtig til, at den skal være demokratisk. ... Skolen skal da ikke være demokratisk. Det er os, der bestemmer, hvad børnene skal lære, for vi er klogere end dem, men skolen skal forberede dem til et samfund med frihed og folkestyre.“

Hvem der så skal være aktive i dette folkestyre er et åbent spørgsmål: “Vi har brug for at skabe respekt om lærerens lederrolle og få forældrene til at acceptere, at det altså er læreren, der er leder.“ – Det er altså ikke forældre og elever. Og det er heller ikke lærerne – de skal blot adlyde skolelederen og undervise efter centralt fastsatte læseplaner.
Selv om formålsparagraffen langt fra er ideel, så er Haarders tanker et alvorligt ideologisk angreb, som kun er til gavn for erhvervslivets topchefer. Det værste er, at hvis ikke der kommer massive protester, så bliver de formentlig vedtaget.

Næste skridt for Bertel Haarder er at børnene skal tidligere i skole og tidligere møde kontante faglige krav. Han vil omdøbe børnehaveklassen til 1. klasse og gøre den obligatorisk. Det skal kombineres med læreplaner for børnehaverne, så børnene berøves deres barndom og legen som indgang til læring. Bertel Haarder har travlt, endda så travlt at han ihærdigt fandt et hul i lovgivningen så en privat eliteskole i Køge kunne få offentlige tilskud til skoleundervisning af 3-5 årige børn. Men for Haarder er det ikke hensynet til børnene som tæller, men hensynet til danske virksomheders konkurrenceevne i globaliseringen. Og de forlanger mere kontant viden, mere udskilning af gode og dårlige.

Haarder har tre redskaber i gang til at skabe disse forandringer uden at ændre loven. Det vigtigste er flere tests. Allerede fra dette skoleår skal der testes på mange klassetrin, i mange fag. Og den enkelte skole ranglistes. Det har den nyliberalistiske tænketank Cepos allerede taget forskud på ved at rangere alle de danske skoler efter karaktergennemsnit på deres hjemmeside. Fra USA og England kender vi konsekvenserne af testkulteren, hvor de svage elever stigmatiseres og udstilles som problemer, hvor lærere med dårlige resultater fyres og skoler med lave testresultater trues og lukkes.

Haarders to andre redskaber er for det første en kopiering af erhvervslivets ledelsesstil. Ikke blot skal skolelederne have mere magt – den moderne inspektør har ikke spanskrør, men fyresedler og forældresanktioner. Men også lærerne skal i stigende grad opfatte sig som ledere og lære management-metoder i den i forvejen pressede uddannelse.
Det tredje redskab er en forstærket specialisering af lærerne.
Og Haarder er kun lige begyndt. Næste år kommer turen til gymnasiet.

Læs mere om angreb på folkeskolen hos Danmarks Lærerforening på www.dlf.org

Flere artikler fra nr. 245

Flere numre fra 2005

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2720 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside