Socialistisk Arbejderavis
Nr. 245 – 1. september 2005 – side 4
Klasse-Danmark år 2005
Poul Erik Kristensen
Det er garanteret din egen skyld, hvis du er økonomisk på røven! Dine forældre har vel haft råd til at købe en skattefinansieret ejerlejlighed til dig – og du overvejer sikkert seriøst, om du skal drage på en måneds tracking til Mellemamerika i januar. Og så bruger du formentlig 3.-4. 000 kr. om måneden på tøj. Aviser og ugeblade giver et billede af, at danskernes største problem i øjeblikket er, om de skal drikke fransk eller chilensk årgangsvin til bøfferne, eller om man skal købe et større sommerhus.
Men sådan er livet desværre ikke skruet sammen for almindelige danskere. Tværtimod er flere befolkningsgrupper i dag truet af fattigdom end i starten af 1990‘erne. Dengang var det overvejende folkepensionister uden anden indkomst, der var ramt. Nu er unge mennesker mellem 19 og 30 år rykket ind i risikozonen. Socialforskningsinstituttet opgjorde i 2003, at ca. 530.000 voksne danskere er fattige, og udviklingen er eskaleret under Foghs hærgen. Den borgerlige regering har i sin politik om “Flere i arbejde” nedsat en række ydelser.
Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har undersøgt, om det hjælper de to forskellige grupper, der har fået beskåret deres ydelser: indvandrere og flygtninge på integrationsydelse samt de, der er ramt af starthjælp og introduktionsydelse. For begge grupper gælder det, at de i dag i mindre omfang formår at blive selvforsørgende end folk på almindelig kontanthjælp.
Men vanviddet fortsætter.
Først på sommeren udsendte regeringen rapporten ”Lavindkomstgruppen – mobilitet og sammensætning”. Den fik straks beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til at plædere for yderligere nedskæringer i de sociale ydelser, så ”det kan betale sig at arbejde”. Ca. 25.000 danskere eller 4,2 procent af befolkningen tjente i 2002 under 75.000 kroner om året. Men siden har op mod 50.000 mennesker fået beskåret deres indkomst, fordi de har været på kontanthjælp i mere end seks måneder. Det bringer dem ned og balancere på fattigdomsgrænsen sammen med folk på introduktionsydelse og starthjælp. Således viser nye tal, at 182.000 mellem 25 og 39 år lever af en eller anden form for overførelsesindkomst, og at 38 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 15 og 66 år får dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering i en kortere eller længere periode – og mange af dem bevæger sig ud på en varig vandring fra den ene midlertidige ydelse til den anden og ender i fattigdom.
Fattigdommen i Danmark rammer først og fremmest børn og børnefamilier. Det viste en undersøgelse fra Red Barnet i 2003. De nåede frem til, at 200.000 danske børn er berørt af fattigdom, og at problemet især rammer børn fra flygtninge- indvandrerfamilier. To ud af tre børn med flygtninge- indvandrerbaggrund vokser op i familier, der tjener så lidt, at de kan betegnes som fattige.
Undersøgelsen viser også, at indvandrerbørns risiko for et liv i fattigdom var tre gange højere i 1984 og godt fem gange højere end etniske danske børns i 2001.
I 1984 levede 44,3% af indvandrerbørn og 30,2 % af efterkommere af flygtninge- indvandrere i fattigdom. I 2001 var tallene steget til henholdsvis 66,6% og 59,0%. Tallene for børn af dansk oprindelse, der levede i fattigdom, var i det samme tidsrum faldet fra 14,9% til 12,7%.
Det betyder, at mere end hver sjette barn vokser op i familier, som ikke har mulighed for at forsørge sig selv, og som har vanskeligt ved at begå sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Fælles for dem er, at de lever af kontanthjælp, førtidspension og dagpenge – og har gjort det i flere år. Og mange har svært ved at begå sig socialt, fordi de ikke har råd til at holde og deltage i børnefødselsdage, fritidsaktiviteter m.v.
Tallene fra Red Barnet viser, at det er en myte at tale om, at alle børn har lige vilkår i det danske samfund.
Samtidig har den seneste udvikling på boligmarkedet mere end noget andet øget afstanden mellem over- og underdanmark.
Mens tusinder af boligejere er blevet forgyldt af store friværdier i deres huse, er de almene boliger på samme tid blevet mindre attraktive og præget af større sociale problemer.
”Overordnet har prisudviklingen betydet, at en stadig større gruppe af danskere er udelukket fra at bo bestemte steder, og dermed også at boligområderne i stigende grad er kendetegnet ved bestemte socialgrupper,” udtalte Jørgen Birk Mortensen, lektor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, til Kristeligt Dagblad i midten af august i år.
I starten af august offentliggjorde Ugebrevet A4 en analyse, der konkluderede, at 36 procent af den almene boligsektor inden for de kommende fem år kan udvikle sig til regulære ghettoer. Ifølge realkreditselskabet BRF Kredit udgør friværdien i de danske ejerboliger i dag godt 950 milliarder kroner. Størst er værdien i Frederiksberg, Gentofte og Søllerød, hvor boligejerne i gennemsnit har en friværdi på 2,3 millioner kroner. Kommuner, hvor folk i forvejen er godt ved muffen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed