Socialistisk Arbejderavis
Nr. 245 – 1. september 2005 – side 9
Økonomi for Antikapitalister
Politisk økonomi om velfærden
Jakob Nerup
I årevis har toppen af dansk erhvervsliv forlangt efterlønnen afskaffet og store indgreb i velfærden. Medier og borgerlige politikere har villigt taget dette mantra til sig, og nu er det også blevet officiel socialdemokratisk politik, at det er en byrde at blive gammel.
Bendt Bendtsen, regeringens nr. 2, udtalte til Jyllands-Posten 22.8.2005, at ”Middellevealderen har ændret sig, og der bliver flere ældre. Derfor bliver vi nødt til at agere, og vi er nødt til at fastholde danskerne længere på arbejdsmarkedet, ligesom vi er nødt til at give nogle incitamenter til hurtigere at komme igennem uddannelsessystemet”.
Erhvervslivet vil helt af med efterlønnen og dermed bidrage væsentligt til at spare de 55 milliarder årligt, som de mener, der skal til. Socialdemokraterne vil foreløbigt ”kun” spare 16,5 milliarder ved at ødelægge efterlønnen. Det er jo ikke, fordi der savnes penge i Danmark eller for den sags skyld i statskassen. Det handler ganske enkelt om, hvem der skal yde, og hvem der skal nyde. Bendt Bendtsen vil bruge besparelsen på skattelettelser til de rige.
Den indbyggede logik i denne måde at anskue samfundet på er, at indbyggerne i Danmark er født med det formål at være produktive, og at flertallet må acceptere, at hvis deres levetid forlænges, så skal de arbejde mere. Ikke noget med, at livet skal leves, og vores otium også skal rumme nogle år uden rollator og begyndende demens.
I den globale konkurrence søger kapitalister uafladeligt efter muligheder for at øge udbytningen af arbejdskraften. De kan gøre det ved at sænke lønnen, hvilket de typisk gør gennem out-sourcing. De kan gøre det ved at hæve arbejdstiden, fx gennem senere pensionering. Og endelig kan de gøre det samfundsmæssigt ved at sænke omkostningerne for livets opretholdelse, fx ved at skære i den kollektive velfærd.
På Marx’ tid forsøgte kapitalisterne sig med en ekstrem udnyttelse af børn som billig arbejdskraft, der blev tvunget til at arbejde 12-16 timer alle årets 365 dage. Det medførte et så drastisk fald i befolkningen, at staten som varetager af kapitalisternes almene interesser måtte gribe til lovgivning for at begrænse destruktionen af arbejdskraften.
I dag, 150 år efter, gælder det den anden ende af livet, men med samme formål for kapitalen, at få mest muligt ud af vores arbejdskraft, uanset om det betyder et forkortet liv for os. Når flertallet lever af at sælge sin arbejdskraft og ingen væsentlig indflydelse har på større beslutninger i sit arbejde, bliver muligheden for tidlig eller selvvalgt tilbagetrækning, når krop og hjerne hverken kan eller vil mere, ikke realistisk.
Den mulighed har kun de rige, direktørerne og cheferne, som med deres pensionsformuer og lette job har friheden til enten at arbejde eller lade være.
Måske trænger socialdemokrater og fagforeningsledere til et gok i nøden med Karl Marx’ 3 bind store ”Kapitalen”, så de får rettet klasseperspektivet i deres politiske økonomi.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed